Ramt på fagligheden og selvforståelsen

Tvivl på egne evner, stress, skamfølelse, frygt og overforsigtighed.

Sådan opleves eftervirkningerne for en stor del af det sundhedspersonale, der har været involveret i en utilsigtet hændelse. Det viser en stor spørgeskemaundersøgelse blandt læger og sygeplejersker på 32 hospitaler i Holland fra 2019. 

Undersøgelsen viste, at ud af flere end 6.500 respondenter havde 1.619 læger og 2.750 sygeplejersker været involveret i en utilsigtet hændelse mindst én gang i løbet af deres arbejdsliv.

Næsten 45 pct. af alle respondenter havde i løbet af deres karriere været involveret i en hændelse, hvor patienten havde lidt alvorlig skade eller var afgået ved døden.

For denne gruppe respondenter var symptomerne typisk langvarige og udtalte.

Ikke megen forskning på området

De hollandske forskere konkluderer på baggrund af deres resultater, at de psykiske konsekvenser for sundhedspersonale, der er involveret i alvorlige, utilsigtede hændelser, er undervurderet. 

Selvom resultater fra udlandet ikke direkte kan oversættes til forhold i det danske sundhedsvæsen, har studiets konklusion ligheder med et kvalitativt studie fra Det Regionale Netværk for Patientsikkerhed i Region Sjælland i 2017. 

Også her berettede medarbejderne om svære, psykiske belastningsreaktioner efter utilsigtede hændelser. Også selvom hændelsen ikke havde konsekvenser for patienten.

Vigtig forskel på ansvar og skyld

Ifølge den norske professor Terje Mesel, der er en af de få i Skandinavien, der har undersøgt fænomenet ”Second Victim”, er det slet ikke overaskende. Han forklarer, at der er en meget simpel årsag til, at det at begå fejl rammer netop sundhedspersonale særligt hårdt. 

”De fleste har valgt deres profession, fordi de vil arbejde med og gøre en positiv forskel for mennesker. Og så ender de med at gøre det stik modsatte. Over tid er sådan et spænd mellem ideal og virkelighed utroligt slidsomt,” forklarer han. 

Ifølge Terje Mesel skelner sundhedspersonale ofte ikke mellem begreberne ansvar og skyld. 

”Men der er stor forskel på at være ansvarlig for en hændelse og at have været skyld i den. Patienter, der oplever utilsigtede hændelser, har behov for, at et kompetent personale tager ansvar for hændelsen og er villige til at forklare og informere om det, der er sket. Hvorvidt nogle kan bebrejdes, er et helt andet spørgsmål,” siger han. 

Det er ofte pga. sammenblandingen af de to, at skam- og skyldfølelsen kan blive særlig problematisk. Det er en væsentlig pointe, hvis man skal yde den rette støtte til medarbejdere, der tumler med eftervirkningerne af en fejl eller utilsigtet hændelse. 

”Rigtig mange oplever at føle sig ensomme og isolerede. De går alene med skammen og skylden. Det er altafgørende, at organisationer, arbejdsgivere og kolleger kollektivt støtter op om den ramte medarbejder og tør gå i dialog, når skaden er sket. Tavshed er bestemt ikke guld,” siger Terje Mesel.

I lighed med de hollandske forskere mener han også, at det omgivende samfund mangler indsigt i, hvor stor betydning det har for sundhedspersoner at begå fejl eller være involveret i utilsigtede hændelser. 

”Man kan jo spørge sig selv, hvordan man ville have det, hvis man havde været ansvarlig for et andet menneskes død. Det er selvsagt meget svært at sætte sig ind i, men det kan illustrere den alvor, som sundhedspersoner står i hver dag,” forklarer han. 

Fejl kan ikke undgås

Derfor opfordrer han også både arbejdspladser, politikere og samfundet generelt til at være skarpe på, at de systemer, der er sat i værk for at udpege og rapportere fejl, har et læringssigte frem for at være en gabestok. 

”Den større åbenhed omkring fejl og utilsigtede hændelser er positivt i et patientsikkerhedsperspektiv. Men min store bekymring er, at der fokuseres meget på helt at undgå fejl og utilsigtede hændelser og meget lidt på den moralske bæredygtighed, når fejlene er sket,” siger han. 

Med moralsk bæredygtighed mener han et miljø, hvor sundhedspersonalet psykisk kan holde til og ikke mindst tør at blive i deres profession uden at blive moralsk udmattede – også hvis de begår fejl.

Sygeplejersker og andet sundhedspersonale befinder sig nemlig i en konstant risikozone, hvor muligheden for at begå fejl altid vil være til stede. 

”Det er med andre ord utopisk at tro, at fejl kan undgås, og det skal vi have in mente og acceptere, hvis vi skal bevare et sundhedspersonale, der tør foretage gode kliniske skøn og udvise klinisk mod,” siger Terje Mesel. 

”For ingen patienter er tjent med et sundhedspersonale, der er bange,” siger han og fortsætter:

”Vi ved fra undersøgelser, at dét at være under følelsesmæssigt pres øger risikoen for at begå fejl. Hvis en sygeplejerske er så angst for at fejle, at hun som konsekvens ikke tør handle instinktivt på sin faglighed, så bliver det først problematisk for patienterne.”