Udfordring: Ulighed i sundhed

Ulighed i sundhed er et gammelkendt problem i Danmark. Alligevel er det ikke lykkedes at ændre på, at de kortest uddannede har det dårligste helbred.

Det er dem, der mest er ramt af kroniske sygdomme som KOL, diabetes og hjertelidelser. 

Sygeplejersker kan i fremtiden gøre en positiv forskel for større lighed, hvis de får bedre muligheder for at arbejde tværfagligt, siger Bodil Bjørnshave Noe, der er sygeplejerske, docent på UC Syd og leder af Forskningsprogrammet Sundhedsfaglig Praksis. 

”Mange af patienterne med kronisk sygdom er socialt udsatte, og der er en stigende social ulighed i sundhed,” siger hun. ”Der er ofte flere psykosociale udfordringer hjemme hos mennesker med kronisk sygdom. Men hjemmesygeplejersken må fokusere på den visiterede opgave som f.eks. at dispensere medicin. Hun kan blive nødt til lukke øjnene og gå igen, fordi hun er usikker på, hvad hun kan stille op.” 

Sammen med andre faggrupper

Et eksempel fra Bodil Bjørnshave Noes egen forskning er en sygeplejerske, der er på besøg hos en borger med KOL.

Hun opdager, at der i hjemmet bor en 15-årig, der viser tegn på mistrivsel. Men det ligger ikke i hendes job at hjælpe den unge, og der er ikke etableret et samarbejde med de ansatte i kommunen, der arbejder med børn og unges trivsel.

Eksemplet viser, at der er behov for at etablere et tværfagligt samarbejde i kommunerne, så sygeplejersker samarbejder med andre faggrupper om at løse de reelle opgaver ude hos borgerne. 

”Der er heldigvis sket noget nyt og spændende med ansættelsen af socialsygeplejersker, og jeg mener, at også andre sygeplejersker i kommunerne faktisk godt – også inden for den nuværende lovgivning – kan udvikle samarbejde med socialrådgivere og andre professionelle for at være med til at rette op på uligheden,” siger Bodil Bjørnshave Noe.

Partnerskaber for større lighed

Sygeplejersker har desuden en vigtig opgave med at bidrage til at udvikle realistiske forløbsprogrammer for mennesker med kronisk sygdom.

I dag findes der på papiret fine forløbsprogrammer på en række store sygdomsområder. Her beskrives samarbejdet mellem praktiserende læge, sygehus og kommune forbilledligt fra opsporing til palliation.

Men problemet er – i hvert fald inden for KOL, som Bodil Noe har forsket i – at programmerne ikke efterleves fuldt ud, siger hun. Ofte opdager man KOL og forværringer af KOL for sent.

”Sygeplejersker kunne med de rette betingelser godt få en ny rolle og være med til at opdage behov og tage aktion tidligere. Det gælder både i forhold til tidlig opsporing og forebyggelse af sygdom, men faktisk også tidlig palliativ indsats,” siger hun.