Et kig i krystalkuglen

Det nære sundhedsvæsen er i forandring, og det går stærkt. De nye supersygehuse står efter planen færdige i 2020, og indlæggelsestiderne er faldet støt de senere år, hvorfor landets 98 kommuner allerede nu er i gang med at overtage en lang række nye og mere komplicerede pleje- og behandlingsopgaver.

Tiden, hvor hjemmesygeplejersken ”bare” skulle pleje hr. Olsens skinnebenssår eller dosere fru Hansens medicin for den kommende uge, er forbi.

Bl.a. er komplicerede opgaver som peritoneal dialyse og intravenøs medicinering generelt blevet en del af mange hjemmesygeplejerskers arbejdsdag. Og aldrig før har behovet for at skabe velkoordinerede patientforløb på tværs af sektorer og faggrupper været større. Det er nogle af de tendenser, der præger det nære sundhedsvæsen lige nu, men i høj grad også i fremtiden.

Som beskrevet i Sygeplejersken de seneste måneder går forandringerne mange steder hånd i hånd med besparelser. Det presser både sygehuse og kommuner. Men forandringerne skaber også nye og spændende jobmuligheder og opgaver, som sygeplejersker kan og skal løfte.

Konsultationssygeplejersker vinder frem

Pia Kjellberg er analyse- og forskningschef i KORA, Det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Analyse og Forskning. Hun har i en årrække beskæftiget sig med social- og sundhedsområdet og har et indgående kendskab til såvel almen praksis som det kommunale ældreområde.

Pia Kjellberg peger på flere områder i det nære sundhedsvæsen, hvor hun mener, at sygeplejersker for alvor kommer til at gøre sig gældende i en fremtid, hvor en større del af de komplicerede pleje- og behandlingsopgaver overgår til kommunerne og ikke mindst til almen praksis.

”Almen praksis spiller en stor rolle i fremtidens nære sundhedsvæsen, f.eks. i forbindelse med nye opgaver som kronikerkontrol, men også som læger for de patienter, der ikke er indlagt, men som stadig er midt i et pleje- og behandlingsforløb i eget hjem eller plejebolig,” siger Pia Kjellberg og fortsætter:

”Hvis lægerne skal løfte de mange nye opgaver, kan de med fordel trække endnu mere på sygeplejerskerne, der kan løse mange opgaver selvstændigt. Der er blevet ansat mange flere sygeplejersker i almen praksis de seneste år, og den udvikling ser jeg helt klart fortsætte,” siger Pia Kjellberg.

Den tendens bekræftes af nye tal fra DSR Analyse, som netop viser, at antallet af sygeplejersker i almen praksis er mere end fordoblet fra 913 sygeplejersker i 2002 til 2.050 i 2015. 
 

Blodtransfusioner bliver hverdag

Pia Kjellberg mener også, at sygeplejersker for alvor kan komme på banen i forhold til de mere komplicerede plejeopgaver, som der bliver stadigt flere af i kommunerne.

”Sygeplejerskerne kommer til at spille en afgørende rolle i forhold til at sikre den korrekte pleje af patienter, der teknisk set er færdigbehandlede, men som stadig kræver højt specialiseret pleje,” siger Pia Kjellberg.

I den forbindelse peger hun på, at kommunerne p.t. har en stor opgave i at definere, hvilke opgaver sygeplejerskerne konkret skal tage sig af.

”I dag kører sygeplejerskerne f.eks. rundt til borgere for at dryppe øjne eller give den daglige insulin. Disse og andre opgaver kan med fordel uddelegeres til andre faggrupper, så sygeplejerskerne kan koncentrere sig om de mere komplicerede opgaver omkring akut syge eller nyudskrevne patienter, i tæt samarbejde med bl.a. almen praksis og ambulatorier,” siger Pia Kjellberg.

Det er Inge Jekes, formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne, enig i.

”Der mangler stadig en plan for det nære sundhedsvæsen. Lige nu har mange kommuner svært ved at finde ud af, hvilke roller sygeplejerskerne egentlig skal have,” siger Inge Jekes.

Hun er dog sikker på, at sygeplejerskernes kliniske kompetencer kommer meget mere i spil i fremtiden.

”Vi skal være med til at løfte behandlingen i kommunerne, og vi kommer til at varetage endnu flere instrumentelle opgaver. Vi ser det allerede nu, f.eks. med telemedicin og kemo- og i.v.-behandling i borgernes egne hjem. Eller blodtransfusioner, som sygeplejersker i Viborg Kommune f.eks. tilbyder kræftpatienter og svage ældre. Det bliver generalistopgaver, inden vi får set os om,” siger Inge Jekes og tilføjer:

”Lægemanglen i almen praksis vil også betyde, at efterspørgslen på rammedelegation vokser, et eksempel på det er laksantia.”

Hun ser dog også nogle farer i den udvikling.

”Det er et skred på godt og ondt, synes jeg. Vi kan jo sagtens ordinere og give medicinen, men vi skal også følge op på det, og spørgsmålet er, om vi har nok ressourcer til det,” siger Inge Jekes.
 

Gentænk den kommunale sygepleje

Tina Jørgensen er oprindelig uddannet sygeplejerske og arbejdede indtil for tre måneder siden som sundhedschef i Stevns Kommune. Her valgte hun at sætte foreløbigt punktum for en godt 30 år lang karriere i det kommunale sundhedsvæsen. Hun arbejder nu i konsulentvirksomheden Type2dialog, der bl.a. hjælper kommuner med kvalitets- og kompetenceudvikling samt implementering af faglige og organisatoriske ændringer. Tina Jørgensen er derfor på ingen måde færdig med det nære sundhedsvæsen. Tværtimod.

”Det nære sundhedsvæsen er i rivende udvikling. Det har aldrig været så spændende og interessant, som det er nu, men nok heller aldrig så svært, især fordi kommunerne har brugt en del år på at lande efter den skelsættende strukturreform i 2007,” siger Tina Jørgensen og uddyber:

”Med reformen fik kommunerne et kæmpe ansvar i det samlede sundhedsvæsen. Hverdagen er præget af mange nye opgaver og patienter, og mange steder er man ved at erkende, at de kommunale sygeplejersker ikke skal lave det samme som før. Det vigtige er nu at blive klogere på, hvordan de kommunale sygeplejersker bliver endnu bedre til at understøtte patientforløbene og sikre den rette pleje og behandling før og efter indlæggelse,” siger Tina Jørgensen med understregning af ”kommunale sygeplejersker”.

”Mange steder bliver sygeplejersker ansat i kommunerne stadig kaldt hjemmesygeplejersker. Det er misvisende. De udfører selvfølgelig stadig sygepleje hjemme hos borgerne, men sygeplejerskerne gør meget mere end det. Og plejen kan finde sted mange andre steder end i borgerens hjem, f.eks. i sundhedshuse, sygeplejeklinikker og på arbejdspladser,” siger hun.
 

Sygeplejersker som frontløbere

Tina Jørgensen er ikke i tvivl om, at de kommunale sygeplejersker får en kæmpe rolle i netop at skabe gode koordinerede og sammenhængende patientforløb.

”Jo mere specialiseret behandlingen bliver, jo større bliver behovet for koordinering af pleje og behandling mellem sektorerne, almen praksis, kommunale træningstilbud m.fl. Og jeg mener, at sygeplejersker som faggruppe er født til at stå for den koordinering og derfor skal spille en vigtig rolle i rehabiliteringsforløb. De lærer det på uddannelsen, og det er et af sygeplejerskernes fire virksomhedsområder – at lede sygeplejen,” siger Tina Jørgensen og uddyber:

”De skal stadig tage sig af mange af de komplicerede pleje- og behandlingsopgaver, men de skal også være frontløberne i at skabe gode og sammenhængende patientforløb på tværs af sektorerne og internt i kommunerne,” siger hun.

Det synspunkt deler formand for de kommunale sygeplejersker, Inge Jekes.

”Jeg mener også, at de kommunale sygeplejersker får en mere fremtrædende klinisk lederrolle. Altså ikke i forhold til personale, men i forhold til at afdække og fordele de kliniske opgaver og sikre et godt samarbejde mellem sektorerne og de forskellige faggrupper. Vi skal alle blive bedre til at samarbejde både opad og nedad,” siger Inge Jekes og tilføjer, at behovet for flere og nye kompetencer i hjemmesygeplejen aldrig har været større.

”Fremtidens nære sundhedsvæsen byder på mange spændende udfordringer og opgaver, ikke kun i forhold til nye kliniske opgaver, men også i forhold til det kliniske lederskab og samarbejdsevner. Det skriger nærmest på efteruddannelse,” siger hun.
 

Konverter empiri til viden

Det nære sundhedsvæsen har desuden en stor opgave mht. til sundhedsfremme og forebyggelse – et område, hvor sygeplejersker for alvor kan gøre en forskel, mener sygeplejerske og professor ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, København, Kristian Larsen.

”De korte indlæggelser kræver, at det nære sundhedsvæsen bliver endnu bedre til at informere og lære patienterne at mestre deres sygdom, f.eks. i forhold til det voksende antal borgere med kroniske sygdomme. Her er det oplagt, at sygeplejerskerne påtager sig flere af undervisende og vejledende funktioner,” siger han.

Kristian Larsen er desuden meget optaget af, at alle sygeplejersker skal blive bedre til at udvikle faglig viden fremfor ”blot” at bruge viden i deres arbejde.

”Jeg synes, der er behov for, at sygeplejersker som faggruppe bliver bedre til at producere, vurdere og kritisk evaluere viden. Altså til systematisk at blive klogere på, hvorfor de gør, som de gør, og ikke mindst på, om dét, de gør, virker efter hensigten. Der er brug for mange vidensformer, herunder for faglig udvikling, der udspringer fra klinikken,” siger Kristian Larsen og påpeger, det sagtens kan foregå i det små:

”I bund og grund handler det bl.a. om, at sygeplejerskerne mere systematisk stopper op og evaluerer deres arbejde. De er omringet af empiri, og de måler, tester og vejer allerede alt muligt hver eneste dag. Man kan og skal ikke forske i alt, men noget af empirien skal konverteres til kritisk refleksiv viden ikke mindst til gavn for patienten,” siger Kristian Larsen og uddyber:

”Man skal løbende handle som sygeplejerske, men der skal udvikles en eftertænksomhed i forhold til den handlen, både på individ- og institutionsniveau. Det både udvikler og højner kvaliteten i sygeplejen,” siger han.
 

Mere rehabilitering

Både Kristian Larsen, Pia Kjellberg og Tina Jørgensen peger på, at sygeplejersker i fremtiden skal spille en større rolle på rehabiliteringsområdet, så flest mulige patienter kan vende godt tilbage til hverdagen efter deres sygdomsforløb. Pia Kjellberg uddyber:

”Der ligger så mange sygeplejefaglige opgaver i et rehabiliteringsforløb lige fra de mere komplicerede kliniske plejeopgaver til en mere styrende rolle i rehabiliteringsforløbet, hvor sygeplejerskerne med fordel igen kan gå forrest for at sikre et godt samarbejde mellem de forskellige aktører, f.eks. hjemmeplejen og de kommunale træningstilbud,” siger Pia Kjellberg.

Det er Tina Jørgensen helt enig i.

”Sygeplejerskerne er bydende nødvendige i rehabiliteringsforløbene, både for pleje og behandling, men også i forhold til at koordinere forløbene og skabe sammenhæng for borgerne. Det samme gælder på plejecentrene, hvor en systematisk sygeplejefaglig udredning f.eks. kan medvirke til at forebygge indlæggelser og højne livskvaliteten i hverdagen,” siger hun og tilføjer:

”Rehabilitering er naturligvis først og fremmest vigtig for at hjælpe borgerne så godt tilbage til hverdagen som muligt. Men det er også et af de vigtigste værktøjer til at mindske det enorme pres, som især demografiudviklingen lægger på velfærdssamfundet lige nu og i høj grad også i fremtiden. Som jeg ser det, er rehabilitering det, der gør, at vi i sidste ende overhovedet har ressourcer til at passe dem, der er svært syge,” siger Tina Jørgensen.
 

Dette tema består af følgende artikler

• Det nære sundhedsvæsen 2020 (2015)
• Et kig i krystalkuglen
• Frontløber 1: Sus Enebo rehabiliterer den hele borger
• Frontløber 2: Annesofie Rensch Dorph tager imod i eget konsultationsrum
• Frontløber 3: Mette Møller bringer ambulatoriet hjem til patienten
• Verden efterlyser avancerede sygeplejersker
• Grete Christensen: Fremtiden kalder på mere uddannelse