Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Loven fører til mindre tvang

Den norske sygeplejerske Margaret Finnvik mener, at tvang skal bruges som absolut sidste mulighed. Hendes erfaring er, at den norske lovgivning har betydet mindre tvang.

Sygeplejersken 2017 nr. 14, s. 34

Af:

Marianne Bom, journalist

Margaret Finnvik er sygeplejerske på et stort plejehjem i nærheden af Oslo. På hendes afdeling er 90 pct. af borgerne præget af kognitivt svigt i større eller mindre grad, og halvdelen har en demensdiagnose. Hvad mener hun om at bruge tvang over for mennesker, der ikke er i stand til at overskue konsekvensen af et nej til behandling af somatisk sygdom?

"Som udgangspunkt synes jeg ikke, det er i orden at bruge tvang. Der skal være reel fare for liv og helbred, hvis det skal kunne forsvares, og selv da føles det svært at bruge tvang. Jeg oplever det som krænkende," siger Margaret Finnvik.

sp14_tema_10_margaretfinnvik
Margaret Finnvik mener, at tvang skal anvendes som absolut sidste mulighed
Foto: Stig Marlon Weston
Alligevel har hun medvirket til tvang som en absolut sidste udvej. Hun beskriver et af tilfældene sådan:

"Det er en beboer med langt udviklet Lewy Body-demens, svært angstpræget og hallucinerende med vrangforestillinger. Beboeren har brug for behandling, men græder, råber, slår hånden hårdt ud omkring sig. Det er så voldsomt, at beboeren selv får sår og klør i dem, til de bløder, fordi han er bange. Vedkommende giver udtryk for, at vi, der kommer for at hjælpe, faktisk er ude på at gøre skade. Vi prøver at bytte personale, at snakke roligt, at spille musik, at aflede. Vi trækker os og lader beboeren være i fred, og til sidst beslutter vi at give beroligende medicin, og en kollega må holde patienten, så vi kan sætte injektionen."

Oplevede du det etisk forsvarligt at anvende tvang?

"I så tydelige situationer som denne, hvor man ikke kan vente med at udføre behandlingen, fordi det vil gå alvorligt ud over patienten, da anser jeg det for at være etisk rigtigt at udføre procedurer og handlinger mod patientens vilje. I disse tilfælde er jeg så sikker, som jeg kan være, på at det ikke havde kunnet lade sig gøre på nogen anden måde, uden at det havde påført patienten skade. Men vi forsøger os altid med tillidsskabende tiltag først. Tvang er absolut sidste udvej."

I Danmark er der bekymring for, at lovlig tvang fører til en glidebane, hvor tvang vælges som en "nem" løsning. Hvordan har du oplevet udviklingen i Norge?

"Jeg tror faktisk, at det er stik modsat. Loven fører til mindre tvang. Jeg oplever, at loven her i Norge har skabt større bevidsthed om, hvad tvang faktisk er, og det har skabt diskussion og refleksion. På min arbejdsplads reflekterer vi ofte over dette, og da vi har mange ufaglærte, der løbende skiftes ud, er emnet til stadighed på vores agenda. Tvang skal desuden godkendes af statsamtet, og det tvinger sundhedspersonalet til at tænke sig grundigt om og i nogle tilfælde finde andre metoder, som kan fungere."

TEMA: MOD PATIENTENS VILJE (MEN FOR HENDES BEDSTE)

Fra nytår bliver det i Danmark lovligt at tvangsbehandle varigt inhabile som f.eks. demente og hjerneskadede for somatisk sygdom. Kun læger og tandlæger kan træffe beslutning om tvang i den somatiske behandling. Men de kan delegere det til sygeplejersker at tvinge pillen i patienten eller stikke nålen ind, mens kollegerne holder patientens arme og ben. Det kan lyde ubehageligt for alle involverede parter. Men der er bred opbakning til loven fra Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen, KL, Danske Regioner og Institut for Menneskerettigheder. For loven kan føre til bedre behandling af mennesker, der ikke kan overskue konsekvensen af et nej. Samtidig advarer flere om, at lovliggørelsen af tvang kan føre til et skred i etikken. Det kan kræve tid, tålmodighed og pædagogiske evner at få samtykke til behandling fra en dement, hjerneskadet eller udviklingshæmmet. Og i en travl hverdag bliver det måske fristende at gennemføre arbejdet med tvang?