Da "plejer" blev sat ud af spillet

Jeg er på vej på min første aftenvagt i 4,5 år. Jeg kan mærke, at jeg både er spændt og stresset ved tanken. Hjertebanken. Forsøgte at sove middagslur, men vågnede op med hurtig puls. ”

Sådan skriver Hejdi Gamst-Jensen i en sms skærtorsdag eftermiddag. Dagen før har hun haft en virkelig dårlig patient. Det sidder stadig i hende.

Normalt forsker Hejdi Gamst-Jensen i individuel triagering i tilknytning til akutmodtagelsen på Amager-Hvidovre Hospital. Men i dag er hun på vej på vagt på intensivafsnittet for Covid-19-patienter på samme hospital – som lynoplært intensivsygeplejerske.

Seks uger inden ramte coronaepidemien Danmark. Danskerne tog den med hjem fra skiferier i Italien og Østrig, og smitten spredte sig i en sådan fart, at statsminister Mette Frederiksen 11. marts valgte at lukke store dele af landet ned.

Men mens en stor del af danskerne blev sendt hjem, var der ekstra brug for bl.a. sundhedspersonalets arbejdsindsats. Som en del af myndighedernes beredskabsplan skulle de stå klar til at tage sig af de mange coronasmittede, der truede med at vælte sygehusene.

Med den viden om epidemien, man allerede kendte fra andre lande og ikke mindst skræmmebillederne fra Italien, var den kliniske sygeplejerske i Hejdi Gamst-Jensen blevet vækket.

”Allerede dagen inden statsministeren lukkede Danmark ned, skrev jeg til min ledende oversygeplejerske og min professor, om jeg ikke havde en moralsk forpligtelse til at melde mig til at hjælpe til?” fortæller Hejdi Gamst-Jensen, der inden hun tog sin ph.d. var anæstesisygeplejerske.

Ugen efter fik hun et fire dages lynkursus i at varetage intensivpatienter, alt imens afdelingen oprustede. Hun sluttede ugen af med selv at passe en coronapatient i respirator.

Byggede vejen, mens de gik

Mange andre sygeplejersker meldte sig også frivilligt til at tage sig af de coronasmittede. Nogle via regionernes lynoprettede coronajobbanker. Andre sygeplejersker fik ikke selv valget og blev flyttet rundt og pålagt nye opgaver i takt med, at man droslede ned for de planlagte operationer og skruede op for nye Covid-19-afsnit. Afdelinger blev lukket ned, optimeret og transformeret. Nogle gange i løbet af timer. Flere steder måtte man gå på vejen, mens den blev bygget.

Som eksempelvis på Slagelse Sygehus, hvor koloskopi-sygeplejerske Charlotte Møller meldte sig til beredskabet på det nye Covid-19-afsnit. En medicinsk sengeafdeling fik to dage til at fjerne alt udstyr og flytte sine patienter, for at gøre plads til op til 48 coronapatienter.

”Jeg var med den første dag (onsdag den 18. marts), hvor afsnittet åbnede. Jeg havde forestillet mig, at der var alt det udstyr, vi skulle bruge. Men det var der ikke. De første dage var der ingen, der vidste, hvor noget var. Afdelingsledelsen var heller ikke på plads og blot halvdelen af stuerne var klar med ilt og sug,” siger hun og fortsætter:

”Vi brugte de to første dage på at gøre stuerne klar. Fylde depoter op, skaffe bleer, tøjsække og bækkenstole. Der manglede værnemidler og mange andre essentielle ting. Vi skrev alt det ned, vi manglede og gik i gang med at gøre senge klar. Heldigvis var der heller ikke nogen patienter,” fortæller Charlotte Møller.

Så heldige var de ikke i Herning. Her strømmede Covid-19-patienterne snart ind på det akut-sengeafsnit, hvor sygeplejerske Birgitte Lundgreen Olofsson arbejder.

”Det har været en særlig situation. Samtidig med at vi iført værnemidler passede patienterne, gik håndværkerne rundt og fjernede bogreoler, stole og borde fra depoter og kontorer for at lave endnu flere patientstuer. Store ilttanke blev monteret uden på bygningen,” fortæller hun og fortsætter:

”De første dage var det nyt og spændende at være på arbejde, men efterhånden som dagene gik og det greb om sig, blev det anderledes. Vi løb tør for mundbind og visirer i løbet af den første uge. En hygiejnesygeplejerske samlede nytårsbriller ind blandt privatpersoner, og vi måtte genbruge vores mundbind. Det var på ingen måde ok, men det var nødt til at være sådan.”

42 handsker på en vagt

Det er ikke kun i Herning, at der har manglet værnemidler. Også på andre hospitaler og i kommunerne har det været en udfordring, der har mødt massiv kritik. I en undersøgelse blandt sygeplejerskernes tillidsrepræsentanter i slutningen af marts svarer hver femte, at de har oplevet mangel på værnemidler.

Myndighederne var for langsomme til at komme i gang med at købe ind og fylde lagrene op, og da de opdagede det, var det svært at anskaffe. Statsministeren italesatte problemet på et pressemøde 6. april:

”I, der kæmper i frontlinjen – hvad enten det er på ældreområdet, socialområdet eller inden for sundhed – I skal selvfølgelig have det rette udstyr. Det er et problem, at alle ikke kan få det nu. Der arbejdes hårdt på at skaffe flere masker og andre værnemidler, som vi både mangler i Danmark og i mange andre lande.”

Efterfølgende er der kommet nye forsyninger.

Hejdi Gamst-Jensen på Hvidovre Hospital har ikke oplevet at mangle værnemidler. Til gengæld har hun lavet en optælling, der viser, hvor stort hendes forbrug omtrent er på en enkelt vagt:

42 par handsker. Fire mundbind – heraf tre kirurgiske mundbind og et FFP3. Tre operationshuer. Tre par overtrækskitler og tre visir.

”F.eks. bruger jeg fire par handsker fra jeg tager en blodprøve til den kan komme i laboratoriet. Og der tages adskillige blodprøver i løbet af dagen,” siger hun

Og det er ingen fornøjelse at have værnemidlerne på.

”Først tager du en gul kittel på. Det er som at tage en kæmpe plasticpose på. Så tager du operationshue på og mundbind og så en FFP3 maske. Og til sidst handsker og visir,” fortæller Hejdi Gamst-Jensen og fortsætter:

”FFP3 masker slutter meget tæt, så man føler, at man ikke kan få luft. Indtil man vænner sig til det. Men efter lidt tid får man hovedpine. Og fordi vi bevæger os meget, kommer man til at svede. Det er udmattende. Samtidig er det svært at bevæge sig med udstyret på.”

”Efter 2-3 timer har jeg mærker på næsen og kinderne. Ikke fordi de sidder forkert. Men det sidder tæt og trykker mod næse og kinder. For ikke at tale om, at jeg ikke er vant til at stå og gå en hel dag. Så det er virkelig udmattende.”

Bekymret for børnene

Det har Hejdi Gamst-Jensens to børn også opdaget. Sygeplejersken møder familien lørdag 3. april i deres solbeskinnede have på Amager. 13-årige Elisabeth Gamst Hallas fortæller:

”Mor og far er mere trætte, når de kommer hjem. Der er ikke så meget overskud til at lave noget med os.”

Hun er som resten af landets børn sendt hjem fra skole og er som den eneste i klassen alene hjemme hele dagen. Hendes lillebror Erik Gamst Hallas på 9 år sidder ved havebordet og rører rundt i sin tekop.

”Jeg går i 2.b. på Sankt Annæ Privatskole. Men lige nu er jeg i nødpasning. Som den eneste på skolen. Først havde jeg alle mulige lærere, men nu er det pædagoger. Vi har lavet mange lektier. Men også gået ture,” fortæller han.

Hejdi Gamst-Jensen og hendes mand, der er overlæge på akutmodtagelsen på Holbæk Sygehus, er bekymret for dem.

”Det, der var overraskende for mig og min mand, er det emotionelle i forhold til børnene. Vi er begge væk hele dagen, og Elisabeth er ensom og ked af at være alene hjemme.  Erik er en følsom dreng, der er irritabel, når han kommer hjem fra nødpasning. Samtidig er vi selv rigtig trætte, når vi kommer hjem, og har selv brug for at stirre ud i luften. Men der vil vores børn jo gerne være sociale med os. Det er bare mega hårdt.”

Men hun kan ikke lade være med at tage afsted.
”Der er alt for meget sygeplejerske i mig. Jeg kan ikke holde til at sidde passiv og ikke være en del af beredskabet,” smiler hun.

Hvad nu?

Hejdi Gamst-Jensens første aftenvagt i 4,5 år gik godt. Og det gjorde de efterfølgende påskevagter også.

”De har været stille og rolige. Der er jo ikke kommet det pres af patienter, som vi havde regnet med. Jeg vil ikke sige, at det er et antiklimaks. Men det stiller nye spørgsmål og overvejelser om fremtiden. Skal jeg tilbage og forske fuld tid? Eller skal jeg finde en kobling tættere med klinisk praksis? Jeg ved det ikke.”

Det er de spørgsmål, der nu melder sig, efter at den danske nedlukningsstrategi har vist sig at virke bedre, end myndighederne havde turdet håbe på. Stormen, som alle ventede på og frygtede, har ved redaktionens afslutning ikke indfundet sig. Efter at den berømte kurve knækkede den 1. april, har antallet af både nye rapporterede Covid-19- tilfælde og indlagte patienter været konstant faldende.

Mens ingen ved, hvad der sker, når samfundet igen åbner, afventer sygeplejerskerne deres fremtidige arbejdssituation oven på en hektisk periode, der også har været fagligt spændende og vist en holdånd og gejst udover det sædvanlige.

Sammenholdet

”Det bedste har været at opleve sammenholdet på afdelingen. Både blandt det faste personale, men også at opleve, hvordan sygeplejersker fra andre afdelinger er kommet til. Det er rart at gøre en forskel og være med til at gøre noget meningsfyldt, ” siger akut-sygeplejerske Birgitte Lundgren Ottosson fra Herning.

Koloskopisygeplejerske Charlotte Møller fra Slagelse istemmer:

”Folk er gået på med krum hals og har været søde og imødekommende. Hvis man kalder fra stuen, fordi man mangler noget, kan det sagtens være lægen, der går ud og henter det. Alle hjælper hinanden,” siger hun og fortsætter:

”Det har været spændende at være i. Det er rart at komme ud og have noget med patienterne at gøre på en anden måde. At lave basal sygepleje og observationer. De små grå kommer på arbejde og bliver støvet af, og jeg beskæftiger mig igen med det, jeg brændte for for 20 år siden.”

Det gælder også Hejdi Gamst-Jensen.

”Jeg kan rigtig godt lide at være tilbage og lave klinisk arbejde igen. Så hvis jeg kunne, gad jeg godt at have nogle vagter på intensiv en gang imellem efter Covid-19. Jeg ser nye aspekter, som jeg ikke så før,” smiler hun.