Sygeplejersken
Det italienske kollaps
”Denne pandemi viser, hvor professionelle sygeplejersker er, og hvor stor betydning vi spiller for sundheden,” siger den italienske sygeplejerske Floriana Pinto. ”Men virkeligheden er som en lussing. Vi er fysisk og psykisk pressede. Vi mangler beskyttelse og er ikke nok sygeplejersker på arbejde.”
Sygeplejersken 2020 nr. 5, s. 40-43
Af:
Anne Witthøfft, journalist
Sygeplejersken har spurgt intensivsygeplejerske Catrine Thomsen og hendes kollegaer, hvad de gerne vil vide.
Serena Viotto, sygeplejerske på Papa Giovanni XXIII Hospitalet i Bergamo, har siden marts udelukkende plejet Covid-19-patienter.
Har I mulighed for pauser, hvor I kan få noget at spise og drikke?
”Arbejdsbyrden er meget høj i øjeblikket, og der er mange sygeplejeopgaver og kliniske procedurer at lave, så vi forlader næsten ikke det kontaminerede område under vores vagt. Det betyder, at vi bliver fysisk udmattede, fordi det ikke er muligt at drikke, spise eller gå på toilettet, imens vi er der, så vi er udmattede, svedige og vores visirer er duggede, og vi har mærker i ansigtet af maskerne.”
Hvordan organiserer i vagterne?
”Vores intensivafdeling er opdelt i to områder, det ene er det kontaminerede område, hvor vi plejer patienterne, og det andet område, hvor vi laver al vores dokumentation, har vores lager og personalemøder. I patientområdet er det bydende nødvendigt at have PPE-udstyr på for at kunne arbejde sikkert. For at spare på PPE-udstyret forlader vi det kontaminerede område, hvor vi tager vores PPE af én gang i løbet af morgenen, én gang om eftermiddagen og to gange om natten.”
Føler I jer sikre, når I er på arbejde?
”Ja, jeg gør. Vores hospital indførte med det samme alle de nødvendige sundheds- og sikkerhedsprocedurer for at undgå smitte. På intensivafdelingerne har vi haft god træning i, hvordan man tager PPE på og af, og vi har tilstrækkeligt udstyr og tøj til vores personlige beskyttelse. Vores patienter er desuden intuberede og bedøvede, så risikoen for smitte er relativt lav. Risikoen øges, når patienterne er vågne og tracheostomerede.”
Italien i tal
19. april var der 178.972 registrerede tilfælde af Covid-19-smittede i Italien. Heraf 23.660 døde.
Kilde: Reuters
Der findes ingen ord, der kan beskrive, hvad vi gennemlever. Vi er knust.”
Sådan siger Anna Zanotti, 58 år, oversygeplejerske ved Papa Giovanni XXIII Hospitalet i den italienske by Bergamo, i en artikel i New York Times den 7. april.
Byen Bergamo er blevet kendt som epi-centeret for coronaepidemien i Italien med flest tilfælde af Covid-19-smittede.
Her måtte hospitalets ansatte se til, mens ambulancer holdt i kø for at aflevere de syge. Senere blev hele verden vidne til, hvordan en konvoj af militærkøretøjer læsset med ligkister i ly af mørket kørte ud af Bergamo, da byens krematorier ikke længere kunne følge med antallet af døde.
En konstant rutsjebanetur
Selvom smittekurven også i Italien er begyndt at flade lidt ud, er der stadig lang vej endnu. Det fortæller de sygeplejersker, Sygeplejersken har været i kontakt med.
”Jeg håber virkelig, at vi lærer en masse af dette drama. Blandt andet, hvor vigtige sygeplejersker er, og hvor vigtigt det er at styrke deres rolle i sundhedssektoren,” siger sygeplejerske Serena Viotto, 26 år.
Til hverdag arbejder hun på en hjertekirurgisk intensivafdeling på Papa Giovanni XXIII Hospitalet i Bergamo.
Siden begyndelsen af marts har hun udelukkende taget sig af Covid-19-patienter.
Det samme har sygeplejerske, Floriana Pinto, 30 år, fra Ospedale Niguarda i Milano.
”Denne pandemi viser, hvor professionelle sygeplejersker er, og hvor stor betydning vi spiller for sundheden,” siger Floriana Pinto.
”Men virkeligheden er som en lussing. Vi er fysisk og psykisk pressede. Vi mangler beskyttelse og er ikke nok sygeplejersker på arbejde. Når vi kommer ud af Covid-området, må vi kæmpe for selv at blive testet for Covid-19.
”Vi skal samtidig oplære og støtte yngre og nyuddannede sygeplejersker, der er hyret af hospitalerne til denne nødsituation på midlertidige kontrakter. Vi føler os ansvarlige for dem, men det er svært, når der kommer så mange på én gang,” siger hun.
Floriana Pinto sammenligner livet som sygeplejerske med en konstant rutsjebanetur.
”Træthed og vrede afløses af glæde ved endelig at kunne overføre patienter fra intensivafdelingen til deres eget hjem,” siger hun. ”Det er umuligt at smile med masker på, men vi har lært at tale og smile med vores øjne.”
Helte eller sygeplejersker?
Floriana Pinto fortæller, at der er registreret en stigning i psykiske problemer hos sundhedspersonalet, bl.a. angst, depression, søvnforstyrrelser og udbrændthed.
”På akut- og intensivafdelingerne har der været tegn på moralsk stress blandt sundhedspersonalet på grund af bekymring for, at der ikke er behandling nok til alle og at man derfor må prioritere patienterne i forhold til alder og sundhedstilstand,” siger hun
”Pludselig kalder folk os helte. Alle taler om, at sygeplejerskerne ofrer sig, men vi gør det samme, som vi altid har gjort, med de samme kompetencer og det samme engagement. Er det virkelig virussen, der har fået folk og institutioner til at forstå, at vi udgør rygraden i vores sundhedssystem,” spørger Floriana Pinto.
Hun håber, at pandemien kan blive et vendepunkt, der kan være med til at sikre bedre normeringer, løn og arbejdsvilkår for sygeplejerskeprofessionen.
”Historien har flere gange vist os, at sygeplejersker udretter de mest fantastiske ting under de værste omstændigheder.”
Norske sygeplejersker til Italien
Den 8. april sendte Norge et hold, heriblandt flere sygeplejersker til Italien, for at hjælpe deres italienske kollegaer. Én af dem er akutsygeplejerskere Katja Flatøy.
I et blogindlæg på Sykepleien.no skriver hun, at det italienske sygehusvæsen minder om det norske, og at det gør det ekstra skræmmende.
”De har oplevet det, som vi har frygtet herhjemme,” skriver hun.
En anden af de udsendte, anæstesisygeplejerske Janecke Engeberg Sjøvold fortæller, at selv om der er sproglige udfordringer, er andre ting universelle, f.eks. respiratorindstillingerne og den medicin, man giver.
På sin blog på forfatterwannabe skriver hun bl.a. om sine tanker om medmenneskelighed og international solidaritet. Og konkret om en patient:
”Jeg stryger ham længe over panden og kinden og holder hans hånd og tænker på, at jeg ville have sat pris på, hvis nogen havde været der for mine kære, hvis jeg selv havde været forhindret.”
Janecke Engeberg Sjøvold beretter også, hvordan den akutte krise spreder sine triste tråde bredt i befolkningen:
”Italienerne fortæller os, at alle i Bergamo har mistet nogen, en nær ven, en nabo, en kollega et familiemedlem. Og selv om presset har lagt sig noget, så er krisen langt fra slut, der er nye indlæggelser og alvorligt syge patienter og ambulancer der kører forbi med udrykning.”
Flere andre lande har sendt værnemidler og andet udstyr til Italien. Somalia, Rumænien og Norge har sendt læger til Italien, mens lande som Østrig og Tyskland har taget mod coronapatienter fra Italien.
Danmark bidrager med 7,5 mio. kr. til italiensk Røde Kors til indkøb af værnemidler og ambulancedrift samt et ubemandet felthospital og et ukendt antal af Forsvarets respiratorer.
