Hvidovre Hospital: Halvdelen af kollegerne mangler

Indtil for et par måneder siden arbejdede jeg omkring 70 timer om ugen. Nu prøver jeg at holde det på 37 timer. Det, tænker jeg, er en større ressource, end at jeg bliver syg og slet ikke er her.”

Sådan fortæller Nanna Renée Bergqvist, der er sygeplejerske på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital. En af de afdelinger på Hvidovre-Amager Hospital, som er hårdt ramt af mangel på sygeplejersker.

”Forrige sommer var vi fuldt bemandet. Nu mangler jeg ca. 50 pct. af mine kolleger. Før var vi omkring 40 sygeplejersker. Nu er vi ca. 20,” siger Nanna Renée Bergqvist. 

Flugten begyndte i forlængelse af covid-19, hvor mange følte sig så presset, at de sagde op. Der blev lavet FEA-aftale for at få sygeplejerskerne til at tage ekstravagter og dække huller. Det gjorde mange. Også Nanna Renée Bergkvist. Men det kostede. Mange blev helt udkørte, nogle blev sygemeldt med stress og sagde til sidst op. 

”Det har været en ond cirkel. Jo flere, der er gået, jo mere presset er vi blevet, og så er endnu flere smuttet. Mange er gået ned med stress. Vi mangler folk hver dag,” fortæller Nanna Renée Bergqvist.

Ingen hjælp til pårørende til døende

De fleste patienter er sengeliggende og skal have hjælp til alt. Og de lider under manglen på sygeplejersker.

”De får ikke den sygepleje, de har brug for. De bliver ikke mobiliseret, de kan ligge længe med en beskidt ble med risiko for infektioner, eksem og tryksår. De risikerer i værste fald at dø, fordi vi ser signalerne for sent. Så når de at blive så syge, at vi ikke kan redde dem,” siger Nanna Renée Bergqvist.

Hun har lige afsluttet en dagvagt, hvor hun skulle passe syv patienter. En af dem var døende og i palliation. 

”Men fordi de andre patienter blev ved med at ringe efter mig, havde jeg ikke tid til at hjælpe de pårørende i deres krise eller give dem information om, hvad de skulle gøre, når patienten var sovet ind. Der var ingen til at hjælpe dem,” fortæller Nanna Renée Bergqvist og fortsætter:

”Det er svært og ubehageligt. Jeg havde ikke tid til at se, om patienten havde smerter, eller om han havde brug for at blive vendt flere gange, end jeg kunne nå. Det er ikke fair over for den døende eller de pårørende. Og de andre patienter kunne mærke, at jeg hele tiden var splittet.” 

Hun fortæller om en anden episode:

”Forleden kom en pårørende ind på kontoret og råbte og skreg ad en af mine kolleger, fordi han ikke havde fået information af dagvagten om sin pårørendes behandling. Det er jo også en reaktion på, at vi ikke har nok tid.”