Sygeplejersken
Svendborg Sygehus: Ubesatte stillinger rammer patientsikkerheden
Vakante stillinger og ubesatte barselsvikariater resulterer i lukkede senge på mave-tarm-kirurgisk afdeling på sygehuset i Svendborg.
Sygeplejersken 2021 nr. 12, s. 23
Af:
Andreas Rasmussen, journalist
Svendborg Sygehus, OUH,
Mave-Tarm-Kirurgisk Afdeling: Fem vakante sygeplejerskestillinger, fem ubesatte barselsvikariater/sygemeldinger
Mine kollegaer kommer ikke i mål med de opgaver, de er uddannet til.
Det er en mekanisk sygepleje, hvor vi ikke når omsorgsdelen,” siger Mads Dippel Rasmussen.
Han er sygeplejerske i mave-tarm-kirurgien i Svendborg, hvor han med et enkelt afbrud har været i 10 år.
Årsagen til, at tillidsrepræsentanten og hans kollegaer har svært ved at nå at løfte alle opgaver, er, at der mangler sygeplejersker.
“På mit sengeafsnit har vi fem vakante stillinger og yderligere fem stillinger, hvor kollegaer på barsel eller langtids-
sygemeldte ikke er blevet erstattet. I stedet har man for nyligt ansat nyuddannede SOSU-assistenter som erstatning,” forklarer han.
”Men der er brug for netop sygeplejersker til at løse opgaverne, for kravene til behandlingen er kun blevet højere,” fortæller Mads Dippel Rasmussen:
“Kompleksiteten i patienterne har ændret sig. Det samlede sygdomsbillede er anderledes, fordi man opererer ældre patienter, der har flere forskellige skavanker, f.eks. demens, diabetes eller problemer med førligheden. Det betyder, at vi ikke kun skal være gode til kirurgien, men også til alt det andet. Af samme grund er der blevet ansat medicinske speciallæger hos os, selvom det tidligere kun har været kirurger, der var behov for.”
Han fortæller, at situationen resulterer i omfattende overbelægning.
“Når vi har 29 patienter liggende på 24 pladser og 10 patienter i vores modtagelse, så begynder der at ske noget med patientsikkerheden. Jeg synes godt, at det kan være farligt,” siger han.
Dominoeffekt til kommunerne
For få sygeplejersker betyder, at der bliver skåret i antallet af senge. Men patienterne forsvinder ikke af den grund.
“Aktuelt har vi lukket fire senge på mit afsnit pga. manglende bemanding, men folk stopper jo ikke med at blive syge.”
Personalemanglen giver også en dominoeffekt videre til primærsektoren.
“Det sker, at vi ikke har tilstrækkelig overlevering til kommunerne, når patienterne udskrives. Hvis udskrivelsesrapporten ikke er detaljeret nok, så står der i stedet en kollega i kommunen, der mangler grundlæggende viden om patientens forløb og behov.”