Aarhus Universitetshospital: "Vi bliver til en patientopbevaring"

Det er fredag eftermiddag og der sidder kun ganske få patienter i Skadestuens venteværelse på Aarhus Universitetshospital. Det er stilhed før stormen.

”Der plejer gerne at komme godt gang i den på sådan en fredag aften,” siger sygeplejerske og tillidsrepræsentant Mie Bak Aamand, da hun tager imod Sygeplejerskens udsendte. Med sig har hun sygeplejerske Lasse Sloth Madsen – de er begge fuldbefarne skadestuesygeplejersker, der efterhånden har set lidt af hvert.

Erfarne hænder er dog blevet lidt af en mangelvare på akutmodtagelsen i Aarhus. Selvom der er ansøgere til de ledige stillinger på afsnittet, når de bliver slået op, er det overvejende helt nyuddannede sygeplejersker, der søger dem.

”Da jeg blev færdiguddannet for 11 år siden, skulle man i hvert fald have minimum to års erfaring for overhovedet at kunne komme ind her. I løbet af de sidste to år er det blevet sådan, at du nærmest kan gå direkte fra studiet til en skadestue, fordi der ikke er så mange erfarne sygeplejersker, der søger,” siger Mie Bak Aamand.

Skadestuesygeplejerskerne fortæller, at de føler sig heldige, fordi de trods alt stadig kan rekruttere det antal sygeplejersker, de har brug for.

Lasse Sloth Madsen peger dog samtidig på, at akutmodtagelsen er et meget hårdt sted at starte for en nyuddannet.

”Vi modtager nogle af hospitalets allerdårligste patienter. Vi er pressede og ofte skal du løbe med en fart, der svarer til fire sygeplejersker, selvom du kun er én. Det påvirker desuden også ventetiderne for patienterne – en erfaren skadestuesygeplejerske kan køre langt flere patienter igennem på en time end én uden erfaring kan,” sige han.

Må stå på nakken af andre

På Skadestuen er de dog ikke forskånet for konsekvenserne af den landsdækkende sygeplejerskemangel. Der bliver stadig lukket sengepladser på andre afdelinger på Aarhus Universitetshospitalet og det påvirker også hverdagen i akutmodtagelsen.

”Det rammer ekstra hårdt nede hos os, for vi kan jo ikke sige nej til de patienter, der kommer ind med ambulancen. Når vi så samtidig ikke kan komme af med dem, der allerede ligger her, fordi der ikke er sygeplejersker til dem ude på specialafdelingerne, så begynder det at støde sammen med den akutte behandling,” siger Lasse Sloth Madsen.

”Man får følelsen af, at vi nogle gange bliver til en patientopbevaring,” siger Mie Bak Aamand. ”Det lyder forkert, men når der ikke er plads til dem andre steder, så må de jo blive hos os – men de skal jo stadigvæk tilses, plejes, have mad og smertestillende.

Det øger presset, hvis der ligger 15 patienter hernede samtidig med, at vi skal tage imod de nye akuttilfælde, der kommer ind ad døren.”

 Sygeplejerskerne fortæller, at de dagligt må presse hårdt på for at få patienterne videre ud på de andre afdelinger for at skabe plads til de næste, og at det går ud over samarbejdet afdelingerne imellem.

”Det er en hverdagsudfordring og det er et kæmpe koordineringsarbejde, men vi bliver nødt til at stå på nakken af de andre afdelinger, hvis det ikke skal gå ud over patientsikkerheden. Vi ved jo ikke, om det næste, der kommer ind, er en brækket lilletå eller en brækket nakke, men vi skal have kapacitet til det hele,” siger Lasse Sloth Madsen.

”Det gør, at vi til tider nærmest er mere fjender end venner med de andre afdelinger. Vi vil alle sammen gerne det bedste for patienterne, men på grund af vilkårene er det ikke altid menneskeligt muligt,” siger Mie Bak Aamand.

Sygeplejerskerne må prioritere

Når der er stort pres på Skadestuen og patienterne strander på grund af sygeplejerskemangel ude på afdelingerne, betyder det, at den grundlæggende sygepleje ofte må vige for den livreddende. 

”Vi har med mennesker i krise at gøre og det er vores opgave at hjælpe dem, men hvis jeg har en patient i rum A, som ikke kan trække vejret og en patient eller nogle pårørende i rum B, som er i dyb krise, så ved vi jo godt hvor jeg går hen. Det er forfærdeligt at have i baghovedet, men jeg kan kun være ét sted ad gangen,” siger Lasse Sloth Madsen.

”Det bliver os sygeplejersker, der må prioritere benhårdt,” siger Mie Bak Aamand. ”Det betyder, at jeg f.eks. lader være med at stikke hovedet ind til patienterne for at spørge, hvordan det egentlig går, og det betyder, at jeg skal vælge mellem en akutpatient eller Gerda, der ligger her på 9. time og skal have hjælp til at spise. Det gør mig ked af det på mit fags vegne.”

Arbejdspresset og de hårde prioriteringer betyder, at nogle af sygeplejerskerne knækker eller bliver syge. Det giver huller i vagtplanen, som de øvrige sygeplejersker gør deres bedste for at dække ved at arbejde mere.

”På min sidste lønseddel havde jeg otte ekstra vagter – men jeg tager dem, fordi jeg ved, hvor hårdt det rammer, når der ikke er hænder nok. Det er ærgerligt,” siger han.