Nykøbing F: Driften buldrer derudaf

De ni stuer på 2. sal ligger mørke hen, og sengene står sirligt på række, pænt pakket ind i blå plast. De burde egentlig være fyldt med patienter, men har stået tomme siden den 1. september. 

Situationen på Geriatrisk Afsnit på Nykøbing Falster Sygehus er som på mange andre hospitalsafdelinger i Danmark: Der er rigeligt med senge og patienter, men der mangler sygeplejersker. 

Geriatrien var tidligere fordelt på tre mindre afsnit, men de blev lagt sammen lige før sommerferien, netop pga. ubesatte stillinger. Fusionen medførte, at flere sygeplejersker sagde op, og de seneste måneder har afsnittet måtte lukke 17 ud af 38 sengepladser og samle de resterende 21 på 1. sal for at få vagtplanen til at gå op. 

Alligevel har afdelingssygeplejerske Lise Hammerich Hansen stadig ikke sygeplejersker nok, slet ikke denne første tirsdag i oktober, som også byder på tre sygemeldinger. Og hvor der er hele 25 patienter indlagt.   

”Det betyder, at en sygeplejerske må gå stuegang på 13 patienter. Og jeg har måttet bede to af mine sygeplejersker med nøglefunktioner, der egentlig skulle have administrativ tid, begynde på gulvet. Driften buldrer derudaf, og vi prøver at gøre det, så godt vi kan,” siger hun. 

Patienterne på Geriatrisk Afsnit har tit flere konkurrerende sygdomme, og flere er også kognitivt udfordret.

Mange kræver hjælp til mobilisering, hvilket bare er én opgave, der ikke altid nås. Især ikke i øjeblikket, hvor der pga. overbelægning ofte ligger tre fremfor to patienter på stuerne, og loftliften ikke kan komme langt nok ud til sidste seng, medmindre der rokeres om på stuen.  

”Vi gør alt for at mobilisere patienterne, men når det går stærkt, når vi det ikke altid. Det kan betyde, at patienterne er længere tid om at komme sig over en infektion, eller at lungebetændelsen trækker ud. Indlæggelsestiderne stiger støt i øjeblikket,” siger Lise Hammerich Hansen. 

Overser forværringer 

Sygeplejerske og ansvarlig klinisk underviser Louise Sandau Pedersen er en af de sygeplejersker, der har fået inddraget sin administrative tid i dag. Hun har arbejdet 20 år i det medicinske speciale, de seneste 10 inden for geriatrien, og har med egne ord ”aldrig prøvet noget lignende”: 

”Det er meget kaotisk. Vi har alt for mange patienter og må prioritere opgaverne benhårdt. Vi har kun tid til de mest nødvendige opgaver. F.eks. får patienter, der ønsker smertestillende medicin pn., det nogle gange slet ikke eller for sent, så de ligger med smerter for længe. Og den personlige pleje og mundhygiejne når vi heller ikke altid at udføre ordentligt,” siger Louise Sandau Pedersen og fortsætter: 

”Der sker fejl, og jeg er selv bange for at begå fejl.”

Ifølge Lise Hammerich Hansen skal der helst være mindst fire sygeplejersker i dagvagt, mens det absolutte minimum er to. 

”Men her er sygeplejerskerne under et voldsomt pres. Tiden til at observere og reflektere er væk,” siger hun.

Fællestillidsrepræsentant Grith Brygger tilføjer: 

”Når vi kommer ind på stuen, bruger vi alle vores sanser – hvordan lugter der, hvordan ser patienten ud? Det er det, vi er uddannet til.”

Lise Hammerich Hansen uddyber: 

”I dag har sygeplejerskerne kun tid til at måle de vitale værdier og lave en EWS (Early Warning Score, red.). Og den kan godt se fornuftig ud, selvom f.eks. blodtrykket ligger lige på grænsen. Har man ikke tid til at reflektere og koble det med sine observationer, er det svært at fange en forværring i tide. Og det kan medføre, at patienten får det dårligere - måske overser vi en blodprop eller noget, der er værre.”

Tidspresset medfører også, at sygeplejerskerne ofte er bagud med ordinationerne. 

”Vi når heller ikke altid at tage urin fra til dyrkning, før vi starter patienten op i behandling for formodet blærebetændelse. Vi når tit ikke de basale ting, der er med til at gøre behandlingen så god som mulig. Det er dybt utilfredsstillende for sygeplejerskerne.

Og grænsen for, hvor mange gange man kan gå hjem fra job med den følelse, er nået,” siger afdelingssygeplejersken. 

Patienter dør på flersengsstuer

Selvom der er færre sengepladser på Geriatrisk Afsnit, er antallet af patienter uforandret. Nogle bliver indlagt på andre medicinske afdelinger på sygehuset, der dog lige som Geriatrisk Afsnit ofte har overbelægning. Selv de patienter, der er klar til udskrivning, ligger nogle gange længere, fordi sygeplejerskerne ikke har tid til at lave plejeforløbsplanen til kommunerne, som tit skal ind over. Og tiden, hvor man adskilte mænd og kvinder, er også for længst passé. 

”Det er simpelthen ikke muligt, og det er etisk og fagligt udfordrende. Vi prøver at skærme alle patienter, men det er ikke altid muligt,” siger Lise Hammerich Hansen. 

Det er dog ikke det værste etiske dilemma, personalet står med. Er patienten døende, er patient og pårørende nemlig ikke sikret en enestue, hvilket er udfordrende for alle. Afsnittet har kun tre.

”Personalet har stået i situationer, hvor patienter døde på flersengsstuer. Og vi har flere gange måttet flytte døde patienter ind på et kontor. Det er svært utilfredsstillende for personalet at være vidne til,” siger Lise Hammerich Hansen, der også fortæller om et øget pres fra frustrerede pårørende. 

”Jeg fornemmer, de pårørende kan se, vi har travlt – men føler de sig set og hørt, og kan vi svare på alle spørgsmål? Det er kompliceret, og de pårørende fylder mere og mere og kan være verbalt meget nærgående.”

Fællestillidsrepræsentant Grith Brygger tilføjer: 

”Når man som borger får at vide, vi har verdens bedste sundhedsvæsen og så oplever noget andet, hænger forventninger og oplevelse ikke sammen. Det kan også skabe frustration.”