En kamp for menneskerettigheder

Brugerne gjorde oprør mod de eksisterende forståelser af psykiske lidelser domineret af den biomedicinske opfattelse af, at psykiske lidelser var kroniske og degenererende, og at der var meget lidt udsigt til forbedring af tilstanden (3). Og de kæmpede for retten til anderledeshed på samme måde, som de kæmpede imod psykiatriens tilgang til personer med psykiske problemer, som var præget af undertrykkelse, brud på rettigheder, tvang, stigmatisering og social eksklusion.

Den historie er vigtig at huske på, mener Bengt Karlsson, uddannet psykiatrisk sygeplejerske, og i dag professor ved Høgskolen i Sørøst-Norge. Han har sammen med sin kollega ergoterapeut og professor Marit Borg skrevet bogen "Recovery – tradisjoner, fornyelser og praksisser 2017" (1).

De har begge siden 1970’erne arbejdet inden for det psykiatriske felt og set, hvordan behandling og pleje indenfor psykiatrien har skiftet gennem tiderne. Og selv om de glæder sig over, at recovery har vundet indpas i psykiatrien, og ønsker, at den skal blive endnu tydeligere i dagligdagen, kommer de også med en lille advarsel i deres bog:

"Historien er vigtig (…) Fagfolks udgangspunkt har altid været at gøre det bedste. Om det så var kolde og varme bade, ro i landlige omgivelser, arbejdstræning, brug af ECT eller samtaleterapi. Men det er ikke altid, at de mennesker, som er blevet udsat for hjælpen, har syntes om det, og de er blevet tilsidesat, ikke tillagt betydning og er ikke blevet hørt." De advarer om risikoen for at gentage tidligere tiders fejl, når man forsøger at passe en recovery-orienteret tilgang ind i krav om standardisering, effektivisering og målinger.

"Recovery kan og skal ikke implementeres. Den skal udvikles i samarbejde med de personer, det angår; brugere, pårørende, fagpersoner og ledere." Og andetsteds i bogen: "Recovery ikke er en retning, men mange forskellige retninger, både hvad angår forståelsen, viden og praksis."