Relationsarbejde er en kerneværdi

I recovery-orienteret sygepleje er relationsarbejde en af kerneværdierne (15) og noget af det, som patienterne værdsætter højest. Men det kræver tid at opbygge tillidsfulde relationer.

"Et frikvarter i løbet af dagen, hvor man bare kan snakke og være sammen med personalet, uden at alt, hvad man siger eller gør, bliver skrevet ned."

Sådan lød et ønske fra en af de indlagte patienter, som Anna Kristine Waldemar interviewede til sin ph.d.

Det, siger patienterne, er vigtigst

Den hidtil største sammenfatning af, hvad patienterne selv anfører som vigtigst for deres recovery, er lavet af en engelsk forskergruppe, heriblandt professor ved The University of Nottingham, Mike Slade.

Gruppen har sammenfattet den omfattende mængde videns- og forskningsdokumenter (19) om, hvad patienter siger har været mest hjælpsomt for deres personlige recovery, og kogt det ned til fem overordnede kerneelementer, CHIME (Connectedness, Hope, Identity, Meaning, Empowerment). Oversat til dansk:

  • Samhørighed med andre mennesker.
  • Håb og optimisme for fremtiden.
  • Identitet forstået som at genopbygge eller opbygge sin egen identitet – herunder at overkomme stigmatisering.
  • Mening – finde og opleve en mening med sit liv og de aktiviteter, man laver.
  • Empowerment – at have handlemuligheder, handlekraft og troen på, at man kan.

Ønsket illustrerer, hvad anden forskning også viser. Nemlig, at noget af det, patienterne efterlyser mere af og også sætter størst pris på, er, at personalet tager sig tid til at tale og være sammen med dem (16,17).

"Den uformelle kontakt med personalet har enormt stor betydning. Når personalet taler med patienterne, er sammen med dem og tilbyder sig selv, giver det patienterne en følelse af at være noget. Det handler om, at man oplever sig selv som et menneske, der bliver set, og som andre har lyst til at være sammen med," siger Anna Kristine Waldemar.

Ud over at opfylde et ønske hos patienterne giver samvær med patienterne også personalet mulighed for at opbygge en tillidsfuld relation til patienten og finde ud af, hvordan patienten ser sin egen situation og behandling, og hvordan man som personale bedst kan støtte (18).

Tid til bare at være til rådighed

Susanne Raagaard Troen bider mærke i, at Anna Kristine Waldemar nævner det at være til stede som en recovery-orienteret indsats:

"Det er jo interessant, fordi man som sygeplejerske ofte må prioritere det som det sidste, selv om mange af de erfarne sygeplejersker godt ved, at hvis vi skal have ro på afdelingen, så skal vi ud og sidde sammen med patienterne. Vi ved jo godt, at hvis personalet er afslappet, roligt og til stede, har det en angstdæmpende virkning i hele miljøet. Vi oplever det ofte om aftenen, når vi sidder og ser fjernsyn, spiller et spil, bare sidder i ro og er sammen, så falder der fuldstændig ro på afdelingen," siger Susanne Raagaard Troen.

"Men samtidig er det ikke der, man tænker, at man udfører en sygeplejerskehandling," tilføjer hun.

"Ja, i hverdagen bliver det "bare at være sammen med patienterne" ofte set som en ekstra ting, man gør. Det bliver ikke italesat som værende et særligt stærkt værktøj i sig selv," siger Anna Kristine Waldemar.

"Og det bliver ikke anerkendt af os selv som en sygeplejeintervention," supplerer Susanne Raagaard.

"Nej, det bliver ikke rigtig anerkendt som noget, men mest set som en slags overskudsarbejde. Og det er i virkeligheden meget paradoksalt, for det er jo ofte netop relationsarbejdet, vi nævner, når vi taler om den psykiatriske sygeplejerskes kerneopgave," siger Anna Kristine Waldemar.

Formulering af mål

Mange mennesker har svært ved at formulere målrettede aktiviteter. Medarbejderne kan støtte op om det ved at benytte personcentrerede spørgsmål:

  • Hvornår har du følt dig mest levende?
  • Hvornår havde du det sidst sjovt?
  • Hvad ville gøre en forskel i dit liv?
  • Hvad går dine drømme ud på?
  • Hvad ønsker du dig i dit liv?
  • Hvad ville gøre dit liv bedre?
  • Hvad ville give dit liv mere mening?
  • Hvad ville gøre dit liv mere sjovt?

Videnscenter for Socialpsykiatri har udgivet guiden "Rethink 100 veje til recovery-orienteret arbejde" af klinisk psykolog Mike Slade fra Storbritannien, som i 2007 rejste rundt i Europa, USA og Australien for at få inspiration til recovery-orienteret arbejde.

Observeret og vurderet

Resultaterne fra Anna Kristine Waldemars ph.d. viste, at patienterne følte sig accepterede på afdelingen og oplevede, at det gav ro at være blandt mennesker med forståelse for psykiske lidelser, hvilket også er vigtigt for recovery-processen (18).

Men ph.d.en viste også, at patienterne til stadighed oplevede manglende dialog med personalet. De oplevede ikke, at de løbende blev inddraget i deres behandling, og de oplevede meget lidt kontakt med personalet.

"Patienterne oplever, at de bliver observeret og vurderet. Det beskrev de som meget massivt. De vidste ikke, hvad der blev observeret, eller hvordan det blev vurderet, men de beskrev det som ret ubehageligt, at man aldrig vidste, hvornår noget blev tolket ind i et sygdomsperspektiv. Det gav dem en distance til personalet, fordi som en af dem sagde, at alle de ting, han snakkede med sin kontaktperson om, blev skrevet ned og givet videre. Det fik ham til at stoppe med at snakke med personalet, fordi han ikke var herre over, hvordan det blev videregivet," siger Anna Kristine Waldemar.

Driften tager over

Et litteraturstudie (20) har vist, at sygeplejersker højst bruger 50 pct. af deres tid sammen med patienterne, og at kun 3-20 pct. af den tid bliver brugt på terapeutisk samtale.

"Når personalet taler med patienterne, er der ofte en specifik grund til det. Det kan f.eks. være for at få en konkret information. Det er sjældent, at man bare snakker med patienterne uden at have et mål, men bare snakker for at snakke og opbygge den tillid, der gør, at man senere kan arbejde sammen," synes Anna Kristine Waldemar.

Det kan Susanne Raagaard Troen Sørensen genkende:

"I praksis oplever vi, at vi gerne vil have meget mere tid til at tale med og være sammen med patienterne, men at der er en hel masse organisatoriske ting i et afsnit, som også skal laves," siger hun og fortsætter:

"Nogle gange er vores rammer, at vi er tre på arbejde til 20 patienter, som også skal have mad og medicin. Og nogle af de indlagte mennesker er akut dårlige. Så er der sparsom tid til at stille sig uforbeholdent til rådighed og have en samtale, der ikke er målrettet, men bare går ud på at ville lære et andet menneske at kende."

5 gode råd

Anna Kristine Waldemar har fem gode råd til den recovery-orienterede sygeplejerske

  • Brug tid med patienten – også uformel tid
  • Spørg med en åben tilgang
  • Tal. Tænk ikke altid i dokumentation, når du taler med patienten – bare tal med dem
  • Informér. Vær meget mere opmærksom på at informere patienterne om, hvad der foregår.
  • Find ikke altid løsninger. Det er ikke alt, man skal handle på.

Bryder barrierer ned

Anna Kristine Waldemar mener, at man i højere grad bør italesætte uformel og nærværende tid sammen med patienterne som kernen i relationsarbejdet for den psykiatriske sygeplejerske.

"Tid betyder meget. Det er ikke, fordi man skal have uanede mængder af tid. Men det tager også noget tid at lære nogen at kende, og noget af det, patienterne også pegede på i min undersøgelse, var netop, at det tager noget tid overhovedet at lande et sted, hvor man begynder at åbne op (3)," siger Anna Kristine Waldemar.

Tidevandsmodellen

En guide til recovery-orienteret samarbejde

Tidevandsmodellen er en guide til et recovery-orienteret samarbejde mellem sygeplejerske og patient om, hvad der er sket forud – og hvad der kan hjælpe fremadrettet. Den er en hjælp til at afdække patientens ressourcer og italesætte personlige mål og drømme.

  1. Værdsæt stemmen. Patientens livshistorie rummer både mening, udgangspunkt og løsning for at lindre hans lidelse og yde hjælpsom psykiatrisk sygepleje.
  2. Respekter sproget. Patienten har udviklet sin egen måde at udtrykke sig på, som er den mest præcise og meningsfulde for ham. Hans egne ord og billeder er vigtige for at forstå, hvordan hans problemer har udviklet sig, og hvilke muligheder der kan ligge uanede.
  3. Udvikl ægte interesse. Patientens unikke historie er vores mulighed for at lære ham rigtigt at kende og lære mere om, hvordan han kan løse sine psykiske problemer.
  4. Bliv lærling. Hvis vi respektfuldt indtager en position som lærling, får vi muligheden for at lære noget vigtigt om den kraft, der er i historien og i patientens viden om, hvordan netop hans psykiske problemer opleves.
  5. Fremhæv personlig visdom. Det, der tidligere er lykkedes, er vigtig viden i forhold til at undersøge, hvordan fremtiden kan forme sig. Patienten har en særlig indsigt i, hvad der er hjælpsomt for ham, og hvad der ikke er.
  6. Vær gennemskuelig, Sygeplejersken skal sikre sig, at patienten hele tiden ved, hvorfor hun agerer, som hun gør, på den måde kan han tro på, at hun er en pålidelig samarbejdspartner.
  7. Det tilgængelige værktøj. Patienten har stor erfaring med, hvordan han har klaret vanskelige situationer før. Sygeplejersken kan hjælpe med at fremhæve det, der er lykkedes, og skabe nye kreative løsninger sammen med patienten.
  8. Form det næste skridt- Ud fra en fælles forståelse af patientens historie er det muligt sammen at forme det næste skridt. Hvert skridt indeholder stor kraft til forandring, fordi hvert eneste skridt og hver eneste forandring, uanset hvor stor eller lille, er et bevis på, at forandring er mulig.
  9. Giv tid som gave. Vi må holde op med at spørge om, hvor meget tid vi har, og i stedet spørge, hvad den tid, der er, bedst kan bruges til, uanset hvor knap den kan føles.
  10. Vid, at forandring er konstant. Det er helt uundgåeligt, at der opstår forandringer, det er et grundvilkår for alle mennesker. Det er vores opgave sammen med patienten at gøre forandringerne synlige. Når noget synes fastlåst, har vi sandsynligvis overset nogle forandringer.

Modellen er udviklet i 1990’erne af skotske Phil Barker, psykiatrisk sygeplejerske og ph.d. i kognitiv terapi. Den bygger på kvalitative forskningssvar fra pårørende, patienter og sygeplejersker om, hvad de har fundet hjælpsomt i processen med "at komme sig" (21).

Recovery

TRIALOG: RECOVERY - DEN NYE VISION FOR PSYKIATRIEN

Forskning viser, at det er muligt at komme sig fra psykisk sygdom. Og har man som personale fokus på patienternes håb, drømme og livskvalitet og inddrager dem i pleje og behandling, så hjælper det.

"Recovery", som betyder "at komme sig", er en tilgang, hvor det drejer sig om at møde mennesket og sætte dets håb og drømme i centrum og samtidig fjerne sig fra den traditionelle biomedicinske tilgang, dog uden helt at afskrive den.

I det arbejde kan sygeplejersker spille en vigtig rolle på grund af deres faglige viden om relationsteorier, og fordi sygeplejersker oftest er dem, som har den primære kontakt med patienterne.