Død efter 16 dage

Det så ellers lovende ud. Godt nok var Andreas Roelsgaard faldet og havde brækket benet. Men efter en operation og 14 dage på hospitalet kunne han gå med en høj talerstol. Han var mentalt klar på at komme hjem.

Men det blev anbefalet, at han kom på et midlertidigt ophold, hvor han kunne genoptræne det sidste.

Inden uheldet havde 88-årige Andreas Roelsgaard været en aktiv mand. Han boede hjemme i rækkehuset i Slagelse sammen med sin kone Else Roelsgaard. Hun havde Alzheimers, men ud over hjemmehjælp nogle gange om ugen tog han sig af hende.

”Min far klarede alt selv. Han handlede, lavede ernæringsrigtig mad, vaskede tøj, ordnede have og kørte bil. Han havde lige fået kørekortet fornyet. Han var frisk i hovedet og sørgede for mor. Huskede vores fødselsdage og ringede til os. Han havde en hjertefejl, men var velmedicineret for det,” fortæller Julie Roelsgaard.

Hun er den ene af Andreas og Else Roelsgaards tre døtre, som Sygeplejersken møder i forældrenes rækkehus i Slagelse. De fortæller om deres oplevelse med de midlertidige døgnpladser i Slagelse, som deres forældre har været på.

Da Andreas Roelsgaard bliver indlagt med sit brækkede ben, bliver hans hustru visiteret til aflastning på en midlertidig plads i kommunen. Hun er ikke i stand til at klare sig selv. Så alle er glade, da Andreas Roelsgaard kan få genoptræningsplads samme sted.

”Han havde lidt problemer med vejrtrækningen, da han blev udskrevet, fordi han havde ligget så meget ned. Det var han jo ikke vant til. Men han havde fået en PEP-fløjte med fra sygehuset, som han trænede lungerne med,” forklarer den yngste søster Birgitte Roelsgaard.

Det gik dog langt fra som forventet.

Tør mad og lungebetændelse

Allerede kort tid efter udskrivelsen fra hospitalet begynder Andreas Roelsgaard at sige, at han ikke kan spise maden, de serverer på den midlertidige plads.

”Det brød, de har, er ikke så godt,” fortæller han familien. Han er for høflig til at sige det højt. Er ikke typen, der brokker sig, fortæller søstrene.

Storesøster Mette Roelsgaard erfarer det selv, da hun kommer en formiddag. Både hos hendes mor og far står en tallerken med et stykke tørt franskbrød med indtørret ost. Der er taget to bidder af dem begge. Hos moderen er der hverken krus eller glas. Hos faren kun et tekrus.

Else Roelsgaard er ikke i stand til selv at finde ud af, at hun skal have noget at drikke eller spise. Og Andreas Roelsgaard har fået besked på, at han ikke må rejse sig uden hjælp.

Efter nogle dage får Andreas Roelsgaard lungebetændelse. Og antibiotikummet giver ham diarre.

”Vi taler med personalet om, at han skal have mere at drikke, fordi han jo mistede meget væske af diarreen,” siger Mette Roelsgaard.

Dehydreret

Da Andreas Roelsgaard har været ni dage på kommunens midlertidige plads, bliver han indlagt på sygehuset igen. Der bliver taget blodprøver, og det står klart, at han er dehydreret.

”Da han kom til kommunens midlertidige plads, var hans operationsben hævet og fyldt med væske. Det er meget normalt. Men da han får det dårligt med maven, forsvinder hævelsen hurtigt. Der havde han jo et reservoir af væske. Det var tydeligt. Det er underligt, at de ikke har registreret det,” påpeger Mette Roelsgaard.

På hospitalet får han en pose væske. Han har også forhøjede infektionstal. Han kommer tilbage til kommunens midlertidige plads samme dag. Men fem dage senere bliver han indlagt igen. Han er stadig dehydreret, er begyndt at snakke sort og har svært ved at synke. Og infektionstallene er forværrede.

”Der siger lægen og sygeplejersken uafhængigt af hinanden, at hvis de var os, ville de gå til pressen. For det her var grelt,” fortæller Julie Roelsgaard og påpeger:

”Hans albumin var så lavt, at han simpelthen var blevet sultet. Når man er så afkræftet, kan man ikke klare at have så lavt albumin. Det kan ikke holde hjertet i gang.”

To dage efter døde han på hospitalet.

Forstoppelse

Undervejs i forløbet finder de tre døtre ud af, at begge deres forældre bliver lagt i seng klokken 19.00. Normalt gik de i seng kl. 23.00.

”Professionelt set er det ikke i orden, at ældre mennesker bliver immobiliseret i mere end 12 timer. For de tager dem ikke op, før dagvagterne er mødt ind kl. 7. Så har de ligget der i 13 -14 timer. Min far, der har et svagere hjerte, er nyopereret og skal mobiliseres. Han lå formodentlig 14 timer i sin seng. Uden at beklage sig. ”For de havde så travlt”,” siger Julie Roelsgaard, der selv er sygeplejerske. Ligesom søsteren Mette Roelsgaard er – og deres mor også har været.

Samtidig med at deres far får det værre, begynder deres mor også at få det dårligt. Hun har ondt. Personalet får Birgitte til at køre hende på akutmodtagelsen for at tjekke, om hun har brækket noget. Det har hun ikke.

”Til gengæld kan de se på billederne, at der står afføring hele vejen op gennem tarmen. Store kæmpe knolde. De mener, at det er derfor, hun har ondt. Så de ordinerer smertestillende og Movicol,” fortæller Birgitte Roelsgaard.

Det overleverer hun til personalet. Else skal have fire breve Movicol om dagen. En uge senere ser de, at der kun er taget syv ud af de 20 breve i pakken. Hun har altså fået én om dagen.

Da de senere spørger personalet til deres mors forstoppelse, afviser de at kende noget til det.

”Tværtom siger de, at hun har tynd mave. Så det havde de overvejet at give hende noget for. Det er jo fordi, det render ved siden af, når man har forstoppelse,” siger Mette Roelsgaard og ryster på hovedet.

Det personale, de taler med, siger også, at deres mor selv går på toilettet.

”Men hun har jo Alzheimer. Så har man faste toilettider. Og mor kan ikke finde ud af at åbne sine bukser. Hun kan ikke selv tage tøj på,” siger Julie Roelsgaard.

”Vi lever så ringe her,” sagde Andreas Roelsgaard til sine døtre efter at have været på en af Slagelse Kommunes midlertidige pladser i nogle dage. Efter 16 dage levede han ikke mere.

Foto: Claus Bech

Ingen dokumentation

Birgitte Roelsgaard køber også mælkesyrebakterier og Imodium til sin far mod den tynde mave og proteindrik og beder personalet give ham det. Dagen efter har han ikke fået noget. Hun får at vide, at de ikke må give ham det, når det ikke er ordineret.

”Jeg spurgte, hvorfor de ikke havde sagt det. Så kunne jeg selv have givet ham det. Eller fået det ordineret. Det bliver undskyldt med travlhed,” siger hun.

De får at vide, at deres forælde kun kan få vand til deres mad. Derfor køber Birgitte Roelsgaard diverse juice og sodavand, som forældrene godt kan lide, og som de drikker, når deres døtre er der. Men det bliver ikke serveret for dem, når døtrene ikke er der.

Mette Roelsgaard spørger mange gange til dokumentation for, hvad personalet har givet deres forældre. Drikkelse. Mad. Hvordan de sikrer, at de får nok. Det får hun ikke noget svar på. De siger, der ikke står noget i deres system om væske, mad eller afføring. Og at årsagen er, at vikarer ikke kan logge sig på systemet.

På det tidspunkt har deres mor det så dårligt af sin forstoppelse, at Mette Roelsgaard ikke kan lade stå til længere. Hun taler med personalet om, at de skal give hende noget højt Klyx. Men der sker ikke noget.

”Så jeg køber det og tager ud og giver hende det selv. Det er godt nok lidt grænseoverskridende, men det bliver jeg nødt til. For min mor havde det så forfærdeligt,” fortæller Mette Roelsgaard.

Hun er nødt til at gøre det flere dage og bliver forsøgt stoppet af personalet i en aftenvagt. Men efter at have tilkaldt en ansvarlig fra en anden afdeling får hun en undskyldning og et grønt lys.

Farvel far, flyt mor

Lørdag den 16. marts dør Andreas Roelsgaard på sygehuset. Mandag morgen ringer Birgitte Roelsgaard til visitationen og får lov til at flytte deres mor til en anden aflastningsplads med det samme.

”Vi hentede mor tidligt, fordi vi skulle til bedemanden. Da jeg går ind for at hente hende, har hun fået tøj på. Men hun har fået det uden på sit nattøj. Min mor kan ikke selv tage tøj på,” konstaterer Julie Roelsgaard, der tog det hele af og gav hende tøjet på igen.

De tre søstre har meldt forløbet som en utilsigtet hændelse samt klaget til Styrelsen for Patientklager.

Læs svar fra centerchef Charlotte Kaaber, Slagelse Kommune