Midlertidige pladser i lovgivningslimbo

Der findes ikke et samlet overblik over kommunernes midlertidige pladser, hvem, der er der, og hvor syge de er. Og det er uklart, hvilken lovgivning, der gælder dem.
Vidt forskellige navne

Det er vidt forskelligt, hvad kommunerne kalder deres midlertidige pladser.

Her blot nogle eksempler:

  • Akutpladser
  • Vurderingspladser
  • Observationspladser
  • Korttidspladser
  • Feriepladser
  • Aflastningspladser
  • Ventepladser
  • Rehabiliteringspladser
  • Genoptræningspladser

Hospitalerne udskriver stadig flere og mere plejekrævende borgere til kommunerne. Indlæggelsestiden skæres ned.

Flere opgaver skal klares ”tæt på borgeren”.

Det er mantraet. Og kommunerne gør, hvad de kan, for at samle borgerne op.

På hver deres egen dybe tallerken.

For i modsætning til et topstyret, regionalt sundhedsvæsen er det kommunale sundhedsvæsen delt ud på 98 små tuer, der hver især prøver at indrette deres sundhedstilbud, så det passer dem og deres borgere.

”De tilpasser løbende behovet, der jo kan være vidt forskelligt fra kommune til kommune,” fortæller Karen Marie Myrndorff, chefkonsulent for ældre- og sundhedsområdet i KL.

Derfor er der ikke et samlet overblik over kommunernes midlertidige pladser, hvem der ligger i sengene, hvor syge de er, og hvor lang tid, de ligger i dem.

De hedder alt fra akutpladser til observationspladser.

Ifølge Danmarks Statistik var der ca. 3.150 midlertidige pladser på landsplan i 2018.

Men man gør opmærksom på, at indberetningerne er mangelfulde.

”Mit bedste bud er, at der er i omegnen af 3800. Men faktum er, at vi stort set intet ved om kommunernes midlertidige pladser, og der er ingen fælles lovgivning for dem,” siger Sidsel Vinge, organisationssociolog og projektchef ved VIVE, hvor hun bl.a. har fokus på det kommunale sundhedsvæsen og akutområdet på tværs af sektorer.

Ingen klar ramme

Senest har der været en debat om, hvorvidt borgere på midlertidige, kommunale pladser kaldet ”akutstuer” skal betale for mad og linnedvask, som det historisk har været kutyme i nogle kommuner.

Debatten resulterede i, at Kammeradvokaten fastslog, at akutstuer er del af det kommunale akutområde, som ifølge Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder er en del af hjemmesygeplejen, der har hjemmel i sundhedsloven og skal ydes ”vederlagsfrit”.

”Indtil Kammeradvokaten henførte en ikke videre præcist defineret andel af pladserne, ”akutstuer”, til sundhedsloven, var det serviceloven, der dannede grundlaget for de midlertidige pladser,” forklarer Sidsel Vinge.

I serviceloven §84 står der: ”Kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje.”

”Det er ikke ligefrem en klar ramme for hverken kompetencer, ydelser, kvalitet, endsige minimumsstandarder for noget som helst. Og desuden er det slet ikke sundhedsloven, så det er formelt set ikke en del af sundhedsvæsenet,” siger Sidsel Vinge og fortsætter:

”Det viser tydeligt, at de kommunale pladser er i et lovgivningsmæssigt limbo. Det er helt klart, at du ikke må tage betaling for mad på et hospital. Men her er det uklart, hvad man må med en kommunal seng. Hvis kommunen selv definerer en plads som en ”akutstue”, så er det klart, at de ikke må. Men hvilke kriterier skal man bruge for at afgøre, hvad der er en akutstue, og hvad der er andre former for midlertidige pladser under serviceloven?” siger Sidsel Vinge.

spl14-2019_tema_kassefoto

Tema:  Midlertidige pladser

De sygeste borgere på kommunernes midlertidige pladser betaler prisen for, at rammer og lovgivning ikke er fulgt med en udvikling, hvor hospitalerne udskriver patienterne stadig tidligere i deres behandlingsforløb.

Andreas Roelsgaard blev visiteret til en midlertidig, kommunal plads efter at have brækket benet.

Efter 16 dage måtte hans døtre tage afsked med ham.

Læs i dette tema:

bbb