"I tre år kunne jeg ikke tåle synet af en hvid kittel"

 Vi arbejder i civil, for at det skal føles så hjemligt som muligt,” forklarer 37-årige Iben Lund Mikkelsen. Hun er sygeplejerske på Nordstjernen i Struer, der er et bosted for børn og unge med fysiske og psykiske handicap.

”Det her er deres hjem, og det gælder om at skabe et rum, der kan skærme børnene for den sygdom, der i forvejen fylder alt for meget,” forklarer hun. Det ved hun selv alt om.

Det var en dag som alle andre i 2015. Velkendt morgenkvalme. En stadig mere synlig runding på maven. Den søde forventning om det lille barn, der inden længe ville gøre den førstefødte til storebror. Og så pludselig en insisterende knude i brystet, der ikke havde været der før.

”Jeg stod med et lille liv i maven og vidste pludselig ikke, om jeg var købt eller solgt.”

Iben Lund Mikkelsen havde været uddannet sygeplejerske i fem år og var gravid for anden gang. Hun havde været i børne- og ungdomspsykiatrien og var nu ansat på en neurologisk afdeling.

Men i hendes krop voksede nu to ting side om side. Det 11 uger gamle foster. Og så knuden, der viste sig at være en aggressiv form for brystkræft.

Langt væk fra hvide kitler

Med knuden i brystet startede et langt og opslidende forløb i sundhedsvæsenet, hvor hun skiftevis tog til almindelige jordemoderkonsultationer i Holstebro og til kemobehandling i Vejle.

På Skejby Sygehus fik hun fjernet det ene bryst, mens hendes lille søn intetanende voksede sig større i maven.

”Jeg vidste, hvad det vil sige at være sygeplejerske. Pludselig vidste jeg også, hvordan det føles at være alvorligt syg og dybt afhængig af et fagpersonale,” siger hun.

Iben Lund Mikkelsen fødte en velskabt søn, men derefter fulgte endnu 25 strålebehandlinger sideløbende med livet som nybagt mor til to. Da barslen var ovre, var alene tanken om sygehuse forbundet med så meget ubehag, at hun tog en drastisk beslutning: Hun forlod ganske enkelt faget. I godt to år drev hun i stedet sin egen dagpleje.

”Jeg kunne ikke tåle synet af hvide kitler. På det tidspunkt havde jeg simpelthen brug for at komme væk. Helt væk,” forklarer hun.

I dag er Iben Lund Mikkelsen kræftfri. Efter at have været dagplejemor i et par år vendte hun for to år siden tilbage til faget.
”Jeg fandt jo heldigvis ud af, at jeg slet ikke kunne undvære det. Jeg savnede simpelthen at gøre en forskel,” siger hun.

Tilbage til faget i civil

Den forskel forsøger hun at gøre ved at inddrage erfaringerne fra sit eget sygdomsforløb i sit arbejde på Nordstjernen.

”Når man har oplevet systemet fra begge sider, bliver man meget opmærksom på, hvordan man møder sine patienter,” siger hun og fortæller, hvordan hun tidligere kunne finde på at sige til en patient, at det lille stik i maven ikke ville gøre ondt. Hun har også sendt patienter i MR-scanner med forsikring om, at det ikke var ubehageligt.

”Men det gør ondt at blive stukket i maven. Og det er helt vildt ubehageligt at ligge i en MR-scanner,” siger hun og slår fast: ”Sådan noget kommer jeg aldrig til at sige igen.”

Den slags erkendelser har der været mange af. Helt banale ting har pludselig fået ny betydning, og sygdomsforløbet har i det hele taget sat mange ting i perspektiv. Iben Lund Mikkelsen føler sig heldig.

”Min sygdom gik over. Mange børn og unge her på Nordstjernen lider af sygdomme og tilstande, der er kroniske. Der er ikke helbredelse i udsigt. Der er typisk komplikationer og forværring i vente, og for mange vil sygdomsforløbet desværre kulminere i en alt for tidlig død. Dét kræver uanet styrke at være i hele tiden,” siger hun.

At håndtere svære følelser er derfor en del af arbejdet. Særligt sorg og frustration blandt forældrene, der på sin vis er at betragte som patienter på lige fod med deres børn.

”Vores primære opgave er børnene, men ofte er det jo hele familien, der er i krise,” forklarer Iben Lund Mikkelsen, der af samme årsag aldrig lader sig påvirke, når frustrationerne fra tid til anden bliver rettet mod personalet.

”Som kriseramt er det helt afgørende, at du føler, at nogen rent faktisk ser dig og møder dine følelser med anerkendelse. Derfor forsøger jeg altid at signalere, at jeg kan rumme de svære følelser, uanset hvordan de kommer til udtryk. At jeg både kan og vil,” siger hun.

”Det var noget af det, der betød allermest for mig, da jeg selv var syg.”