Her handler det mest om livet

Hårde plasticstave, der kolliderer. Bløde hvin fra gummisåler hen over et gymnastikgulv. En plasticbold, der rammer sit mål og opmuntrende tilråb som ”godt gået” og ”kom så”.

Sådan lyder det når seks unge og sygeplejerske Lotte Lomholt har taget hul på dagens psykoedukation (læren om egen sygdom og mestring af denne) i Ambulatorium for Unge med Skizofreni (OPUS) i Psykiatrien i Aalborg.

Som floorballen antyder, er det ikke helt almindelig psykoedukations-undervisning med slides og informationer omkring symptomer og sygdom.

I Lotte Lomholts version er den traditionelle undervisning erstattet af en brugerstyret form, der begynder med 30 minutters fysisk aktivitet og efterfølges af rundbordssnak akkompagneret af kaffe, te, frugt og ”dagens runde” - efterfulgt af et emne, de unge selv har valgt.

”Når man har spillet floorball, er det lettere at snakke bagefter,” siger Tea, en af de unge, der nu er afsluttet i OPUS-regi.

”Og bare det at lave noget, der ikke handler om sygdom, er så vigtigt. Det skaber følelsen af, at man ikke bare er syg.”

Sammen med Nils, Jonathan, Sebastian, Sidsel og Nynne, fem andre tidligere og nuværende unge fra OPUS, er hun mødt op for at fortælle Sygeplejersken, hvad brugerstyret psykoedukation har betydet for dem.

Pointen med den fysiske aktivitet er netop, at den skal hjælpe de unge til at træde ud af sygdomsrollen og bare være unge sammen. Samtidig skaber den en uformel stemning, der gør det nemmere for de unge at åbne op og dele med hinanden.

”Hvis man hele tiden behandles som syg og lever som syg, så bliver man også ved med at være syg,” siger Lotte Lomholt.

Teas historie

Set udefra ligner de seks unge alle mulige andre på deres alder. De er velformulerede, reflekterede, empatiske, humoristiske, unge mennesker i gang med uddannelser, arbejde, rejser, orlov, kærester, byture og jobansøgninger.

Men sådan har det ikke altid været.

”Første gang jeg kom her, havde jeg lige barberet mig skaldet for at føle en eller anden form for kontrol i mit liv,” fortæller Tea, hvis ansigt i dag er omkranset af store bløde krøller. 
”Jeg var nået til et punkt, hvor alt var forfærdeligt. Jeg tænkte, enten dør jeg, eller også får jeg det bedre. Min mor havde kørt mig herud, og jeg var så ængstelig og havde grædt så meget og så hårdt, at jeg havde fået næseblod. Min mor kunne ikke få mig til at stå ud af bilen. Men så hentede hun Lotte.”

”Jeg kan ikke huske, hvad du sagde, Lotte, men du åbnede døren til bilen og sagde noget om, at ”alle de andre er i samme båd, de forstår dig, og der er ingen, der dømmer dig”. Og så gik jeg med ind og sad på sidelinjen og græd hele tiden. Og så var det værste sket.”

”Ja,” siger Lotte Lomholt. Du viste din gruppe, at man godt kunne møde op, selv om man havde det dårligt.”

Derfor bliver Tea også ofte bedt om at komme og fortælle sin historie, når en ny psykoedukations-gruppe starter op. For det giver håb at møde og høre historier fra andre unge, der har været igennem forløbet og er kommet ud på den anden side.

Nye værktøjer i rygsækken

Efter floorball begynder holdet altid med en ”siden-sidst-runde”. I dag fortæller Nils, at han blev færdig med sine eksamener i december. Sebastian har skrevet et par jobansøgninger og glæder sig til, at han snart skal på ferie.

Lotte Lomholt foreslår, at han efter ”bordet-rundt-runden” kan dele sine nye erfaringer med nogle apps, han har stiftet bekendtskab med, og som hjælper ham med at komme ud af sengen om morgenen og holde styr på økonomien.

På den måde griber Lotte Lomholt hele tiden en bold eller spiller nye bolde på banen, så alle får mulighed for at bidrage og inspirere hinanden med deres erfaringer.

Nynne er snart færdig med sin praktik og skal til at søge arbejde. Jonathan fortæller, at han har taget orlov fra sit studie og lige nu allermest har lyst til helt at droppe det.

Lotte Lomholt kigger på Sidsel, der netop har genoptaget psykologistudiet.

”Hvilke værktøjer har du fået med i rygsækken fra første gang, du gik på psykologistudiet. Måske kan andre drage nytte af den viden og erfaring, du har taget med dig,” foreslår Lotte.

”Ja, jeg har lært at tage pauser. Jeg kan mærke signalerne, når jeg bliver presset. Og så ved jeg også, at det er vigtigt at lave noget andet, så jeg ikke studerer 24/7,” siger Sidsel.

De næste par timer deler de seks unge ud af deres erfaringer med psykiatrien. Om stress, angst, psykoser, skizofreni, indlæggelser og diagnoser.

Om at leve en zombieagtig tilværelse sløvet af medicin i en grad, så man ikke kan mærke glæde, vrede eller sig selv. Om at have lyst til at sove hele døgnet og måtte løbe en tur for ikke at forblive i en søvndøs hele dagen.

Om venner, der falder fra, fordi de tror, at psykisk sygdom er farlig. Om ungdomsliv og præstationspres. Om hallucinationer, der ikke er skræmmende, men bare et tegn om, at man skal sætte farten lidt ned.

Den rette hjælp

Nils, Nynne, Sidsel, Tea, Sebastian og Jonathan er enige om, at de først for alvor fik hjælp, der hjalp, da de begyndte i brugerstyret psykoedukation.

”Jeg var i behandling i seks år inden OPUS, men det var først her, jeg fik den behandling, der faktisk virkede,” siger Tea.

Inden da havde hun haft private psykologsamtaler, som hjalp noget. Men ikke nok. Hun havde også fået stillet en ADHD-diagnose og fået ritalin.

”Men så fik jeg det endnu værre, og så fik jeg ikke mere hjælp. Der er mange af mine venner, der søger hjælp i psykiatrien, som oplever det samme. Enten får de ikke den rette hjælp, eller også får de slet ikke hjælp. Hvis behandlerne ikke kan sætte dig i en bestemt boks, kan de ikke hjælpe dig,” siger Tea.

Hos Lotte Lomholt oplever de unge, at de bliver set mere som mennesker end som syge, at der bliver lyttet fordomsfrit, og at de får nye værktøjer til at håndtere livet.

”Det betyder helt vildt meget at have nogle at spejle sig i og have følelsen af at blive lyttet til,” siger Jonathan. ”Medicinen hjalp mig til at starte med, for jeg var ret psykotisk, men jeg tror samtidig, at jeg sagtens kunne være trappet ud tidligere,” siger han og fortsætter:

”De ugentlige samtaler, jeg havde under min indlæggelse, handlede udelukkende om symptomer, medicin og hvornår jeg skulle udskrives. I OPUS bliver der spurgt mere ind til, hvordan man får det af at være på medicin, og hvad man selv gerne vil.”

Nynne supplerer: ”Det var i høj grad de andres fortællinger, der gjorde, at jeg flyttede min selvforståelse og tog medansvar i det med at blive rask.”

Systemskifte

”Jeg synes, der mangler et systemskifte inden for psykiatrien, hvor man bliver bedre til at samle op i stedet for at vente på, at det er for sent. Der skal være mere fokus på at finde ud af, hvad det er, der ligger til grund for, at man har det, som man har det i stedet for at symptombehandle hele tiden,” siger Nils.

Han var på benzodiazepiner i fire år og fortæller, at da han på et tidspunkt var træt af at få medicin, sammenlignede en sygeplejerske det med, at hun selv tog kolesterolmedicin, fordi hun havde forhøjet blodtryk.

”Jeg tænkte, at man behøver jo ikke i alle tilfælde altid at tage kolesterolpiller. Man kan jo også ændre sine vaner og sin kost. Jeg kunne jo også have ændret mine vaner, så jeg ikke bare sad derhjemme. Det har jeg gjort nu.

Og nu tager jeg ikke længere medicin,” siger han.

”Hvis man brugte den behandling, vi har fået her flere steder i landet, tror jeg også, at vi ville have en langt større recovery-rate,” siger Nynne.