Psykisk sårbarhed er også en ressource

Jeg synes, at det var megavoldsomt og skamfuldt at blive indlagt. Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle sige, når jeg kom ud igen.”

Ordene er Stine Ellas, 44 år. Hun er en ud af de 20 peermedarbejdere, der er ansat i Psykinfo i Psykiatrien Region Sjælland, og hvis særlige kompetence består i at have bearbejdede erfaringer med at komme sig fra psykisk sygdom.

For flere år siden var Stine Ella selv indlagt med en svær depression.

I dag er hun tilknyttet tre forskellige sengeafsnit hos Psykiatrien i Roskilde og Distriktspsykiatrien i Køge og Greve.

På sengeafsnittene har hun samtaler med de patienter, der har lyst til at tale med en, der på egen krop har mærket, hvordan det er at have haft en psykisk lidelse. Samtalerne er uformelle. Hun læser og skriver ikke journaler og har tavshedspligt, medmindre der er tale om kriminelle forhold, eller patienten taler om at gøre skade på sig selv eller andre.

”Dengang jeg var indlagt, kunne jeg godt have brugt nogle samtaler, hvor jeg bare kunne have talt om det, der fyldte for mig, uden at det blev registreret,” fortæller Stine Ella.

Diagnoser spiller ingen rolle

Karina Stjernegaard, projektleder hos PsykInfo i Psykiatrien Region Sjælland, har interviewet 34 patienter om, hvad de har fået ud af at tale med en peermedarbejder.

Først og fremmest viser hendes undersøgelse, at patienterne har været rigtig glade for at tale med en peermedarbejder.

Patienterne bruger især peermedarbejderne til at tale om tiden efter udskrivelsen, f.eks. hvad man skal lave, når man kommer hjem, og hvad man skal sige til ens pårørende. Derudover er det selve indlæggelsen, der fylder. Hvordan man finder sig til rette på en afdeling med en husorden og en dagsorden, der ikke ligner den normale hverdag, fortæller Karina Stjernegaard.

Bærer håbet

Stine Ella møder mange patienter, der bare gerne vil snakke med et andet menneske om deres livshistorie, om hvad de har lavet før og hvilke interesser de har.

Nogle patienter tænker, at personalet har travlt, og derfor vil de ikke forstyrre, fortæller Stine Ella.

”Der kan også være emner, som det kan være svært at tale med andre om. F.eks. kan det være meget skamfuldt, hvis man har prøvet at tage sit eget liv. Og så kan det være rart at spejle sig i et andet menneske, der har oplevet de samme ting,” fortæller hun.

”Som patient kan man også være frustreret over systemet. Der hjælper vi patienterne ved at sige, at det er helt ok, at du spørger personalet om de her ting. På den måde hjælper vi patienten med at få en stemme.”

Mellem patient og personale

Et af de afsnit, som Stine Ella arbejder på, er sengeafsnit Ø2, et integreret afsnit for patienter i alderen 18-75 år, som er diagnosticeret med skizofreni, psykoser, svære depressioner, bipolar lidelse og personlighedsforstyrrelser.

Her er Trine Schou afdelingssygeplejerske, og hun er meget glad for peerordningen.

”Jeg er stor fortaler for peers. Jeg kan godt sætte mig ned og snakke med en patient, men jeg kan ikke sige, at det der har jeg prøvet eller jeg kender lige præcis den der følelse, når medicinen ikke virker,” siger hun.

”Peermedarbejdere kan noget, jeg ikke kan, og det skal vi udnytte. Jeg kan godt sige til en svært depressiv patient, at de kan komme ud på den anden side. Men jeg kan ikke bevise det. Det kan en peermedarbejder.”

Personalets bekymringer

Karina Stjernegaard, projektleder i Psykinfo, fortæller, at den største udfordring, da projektet begyndte, var at få personalet med på ideen.

”De havde mange bekymringer. F.eks. om man kunne være sikker på, at de ansatte peermedarbejdere nu også var kommet sig, om de kom og overtog alt det sjove sygeplejerskearbejde og f.eks. fik lov til at have samtaler, uden at det skulle dokumenteres. Der kom mange forskellige bekymringer på banen. Men de fylder slet ikke noget mere,” siger hun.

Det bekræfter afdelingssygeplejerske Trine Schou. Der var mange spørgsmål i forhold til, hvorvidt peermedarbejderne skulle have nøgler til afdelingen, om de skulle bære alarm, tælle med i personalenormeringen osv.

”Det handlede om at lave nogle aftaler og noget afklaring. I dag er bekymringerne forstummet.”

Karina Stjernegaard er overbevist om, at der kommer flere peermedarbejdere i fremtiden. Vi har erfaring med, at det giver mening alle steder. Både ambulant og på sengeafsnittene. Vi har også lige ansat den første peermedarbejder i børne-og-unge-psykiatrien, men mangler stadig at afprøve peer-støtte i geronto-psykiatrien og i retspsykiatrien.”