Dagbog fra første bølge

Den 12. marts 2020 kom det ud i pressen, at de danske hospitaler skulle forberede sig på en ny fjende, coronavirus, SARS-CoV-2 eller covid-19, som sygdommen hedder.

Jeg kom hjem fra en veninde og skulle op og passe mit arbejde på afdeling 114, som er et ortopædkirurgisk afsnit, hvor jeg har været ansat i to år d. 1. april 2020.

Derfor gik jeg i seng og tænkte ikke så meget over det, før jeg blev ringet op af min afdelingssygeplejerske, som spurgte, om jeg ville være en af de syv medarbejdere, som i en periode skulle på afdeling 105 og passe covid-19-patienter.

Uden tøven svarede jeg, at det ville jeg gerne. Jeg sad ude på min terrasse med solen brændende lige i ansigtet, der var forår i luften, og blomsterne sprang ud. Jeg var klar.

Jeg blev faktisk ret glad for at få denne oplevelse. Det var et kapitel i mit liv, som jeg nok ikke kommer til at opleve igen.

Fagligt vidste jeg ikke så meget om de respiratorisk dårlige patienter, så ja, det ville give mig noget som sygeplejerske.

Jeg tænkte, at det var på sin plads at fortælle det til min familie og til mine børns anden forælder, og skabe tryghed ved at sige ”der er høj sikkerhed”, vi skal jo ikke blive syge af det.

Det er jo mig, som skal passe de syge. Så jeg må passe på mig selv, for at passe på dem.

Introduktion på én dag

Arbejdet gik i gang, og jeg fik et kompetenceprogram stukket i hånden.

Alle på afsnittet var i samme båd, ingen kendte til at passe patienter med covid-19, som ifølge akutmodtagelsen var meget dårlige, og hos samtlige skulle der tages stilling til behandlingsniveau.

Kun de patienter, der var testet positive for corona, gik ind i afsnittet.

Vi blev introduceret til at passe patienterne på én dag. På stuerne på intermediært afsnit lå de virkeligt dårlige, der skulle observeres tæt.

Der var nøje instrukser for, hvornår vi skulle tage et almindeligt mundbind på, og hvornår vi tog en FFP2/3 maske på.

Hvordan spritte briller af efter brug på stuerne, når aerosolerne flyver rundt i lokalet? Men sikkerheden var høj, fik vi at vide.

Lungesygeplejerskerne og hygiejnesygeplejerskerne var løbende til rådighed med supervision i afdelingen. 

Mine børn er meget bange

De pårørende måtte som udgangspunkt ikke komme ind i afsnittet pga. smittefare, kun hos de meget dårlige patienter, hvor der er stor risiko for, at de ikke overlever.

Så der var en del telefonopkald fra pårørende, som der skulle tages hånd om igennem telefonrøret.

Mine børn var meget bange, da de så et billede af mor i isolationskittel.

De spurgte mig, om det var farligt, og om jeg kunne dø af det. Jeg talte meget med dem, og de forstod meget af det, der bliver sagt.

Derfor valgte jeg bevidst ikke at tænde for tv og se nyheder, når de var vågne.

Jeg kunne heller ikke selv holde ud at se og høre om det. Jeg synes på mange måder, det var nemmere at være på arbejde.

At være i det. På et tidspunkt var jeg mættet af at høre på alle de bekymringer, alle havde omkring mig. 

Ikke altid til patientens fordel

Jeg syntes, det var spændende at lære om de dårlige patienter, som hurtigt kunne blive dårligere, specielt dem som havde andre sygdomme med i bagagen.

Jeg oplevede, at vi var et hold på 15 i dagvagt, som kunne bidrage med noget forskelligt.

Frustrationerne var mest omkring det daglige lægeskift, læger som besluttede noget nyt hver dag.

Så planerne blev tit lavet om for patienten, og det var ikke altid til dennes fordel. Tværtimod. Der er så meget etik inde over.

Hvem betaler prisen? Ja, det er jo i sidste ende patienten. Men vi sygeplejersker skulle stå i det.

Som tiden gik på afsnit 105, covid-19 afdelingen, kom der færre patienter.

Det skal så siges, at der var mange patienter, som var til observation for covid-19, når de kom op i afdelingen, og det betød, at der kom flere på enestuer.

Den, som var testet positiv, kan ligge sammen med en anden positiv.

Masse med i bagagen

Der var mange nye tiltag hver dag, og flere kollegaer meldte sig syge, enten fordi de var testet positive og har haft symptomer, eller fordi de var utrygge i arbejdet. 

Jeg var glad for, at min afdelingssygeplejerske forleden kunne melde ud, at vi alle syv skal hjem igen d. 1. maj, og jeg var glad for at have en masse ting med i min bagage, som jeg vil kunne bruge i andre sammenhænge.

Mit kompetenceprogram var fyldt ud, mine kollegaer, som var tilbage i afsnit 114, var pressede, og jeg ville gerne hjem og være en del af mit hold.

Jeg glæder mig over at være testet negativ, og at mine børn er friske og raske. Jeg er ked af, at der er nogle, som har haft en hård tid.

Det er der mange grunde til, nogle er testet positive, nogle har haft symptomer, nogle har mistet.

 Mange hjertelige og kærlige tanker til jer. 

Tina Maibøll Lehmann, 44 år. Arbejdede i Herlev Hospitals covid-19 beredskab i to måneder

Læs også "Øjebliksbilleder fra et land i krise"