Sygeplejersken

Det, vi har brug for, er …

Tre sygeplejersker giver her deres bud på, hvad der kan og skal gøres for at skabe bedre arbejdsvilkår i arbejdet med covid-patienter.

Sygeplejersken 2021 nr. 2, s. 26-27

Af:

Marianne Bom, journalist

Restitution og bedre værnemidler

Anskaf bedre værnemidler. Skab frirum til at læsse af. Afløs kollegerne på covid-19-stuerne ofte. Giv tid til pauser og restitution – og sørg for at have en ordentlig plan, når denne pandemi eller den næste blusser op.

Sådan lyder opfordringen fra intensivsygeplejerske Maria Nielsen, der blev arbejdsmiljørepræsentant på intensiv på Bispebjerg Hospital i april 2020.

Lige siden har hun haft antennerne ude.

”I efteråret da patienterne begyndte at komme igen, var mine kolleger trætte af at arbejde på covid-19-stuer. Det, der fyldte var, at vi var isoleret længe med patienterne. Det er hårdt at sidde med værnemidler på.”

Maria Nielsen lavede en spørgeundersøgelse, der viste, at grænsen på tre timer med FFP3-åndedrætsværn ikke kunne overholdes. Det blev op til 5-6 timer.

”Alle på nær én oplevede gener som problemer med huden, vejrtrækning, hovedpine og træthed, og det fylder også i vores fritid.”

Nu har hun anbefalet hospitalet at anskaffe bedre åndedrætsværn og håber, at det bliver indført på alle intensivafdelinger.

Afdelingen har ændret arbejdsfordeling, så der oftere er pauser fra covid-19-stuerne, og det er kendt personale fra afdelingen, der bakker op. Ikke kolleger udefra.

Personalet har også gode erfaringer med ”frirums-møder” med ledelsen, hvor ordet er frit.

Tværfaglig undervisning har styrket fællesskab og faglighed, og det håber Maria Nielsen bliver en ny tradition. Der er også brug for pusterum:

”Bare udsigten til at få et pusterum. Det har man brug for. Jeg har selv ferie i februar, og det håber jeg virkelig at få mulighed for at holde.”

Fremadrettet skal sundhedssektoren have en bedre plan klar, når en pandemi blusser op. Man skal vide, hvem der skal rokere hvorhen.

”Sidste år virkede det som om, man ikke havde fået talt om, hvad man skulle gøre under en pandemi.”

Samarbejde om de udsatte

Fortsæt det tværfaglige samarbejde under en pandemi. Sørg for tilstrækkeligt med værnemidler, klare retningslinjer og fysiske rammer med mulighed for afstand. Ugentlige sparringsmøder og tid til dialog i hverdagen er også en god idé.

Det er de erfaringer, som hjemmesygeplejerske i Aarhus og TR Nicolai Ellingsgaard Blom giver videre fra sin hverdag med corona.

Under nedlukningen i marts 2020 fortsatte sygeplejerskerne deres arbejde. Men samarbejdspartnerne forsvandt eller blev svære at få i spil.

”Der var en periode, hvor terapeuterne var væk, selv om borgerne havde brug for dem. De praktiserende læger gik ikke meget ud på hjemmebesøg, og det var svært at koordinere med regionerne. For os sygeplejersker var det frustrerende at opleve, at borgere ikke fik det, de havde behov for. Nogle udviklede funktionstab, fordi de manglede træning og de rette hjælpemidler.”

Omkostningerne blev dermed store for nogle af de borgere, som nedlukningen skulle beskytte.

Siden viste det sig, at det var muligt at fortsætte det tværfaglige samarbejde på forsvarlig vis. Det skal man huske i fremtiden, opfordrer Nicolai Ellingsgaard Blom.

Det forudsætter naturligvis, at personalet har de rette værnemidler og klare retningslinjer, hvad hjemmesygeplejen ikke havde i begyndelsen.

Det viste sig også svært at indrette kontorerne corona-rigtigt, så planlægning af de fysiske rammer hører med til et godt pandemiberedskab.

Når frustrationerne meldte sig, kunne sygeplejerskerne heldigvis sparre med ledelsen og hinanden. På ugentlige møder og i hverdagen.

”Vi har haft regelmæssig kontakt med vores ledelse om, hvad det koster for borgerne, og hvad det koster for os, at rehabiliteringen bliver forhalet. Vi taler om opgaverne, og der er altid plads til at sige det, hvis man føler sig udfordret på etik og moral. Så drøfter vi, hvordan man kan komme godt videre.”

Forudsigelige vagtplaner, tak!

Lær hele personalet op i at passe covid-19-patienter, og læg forudsigelige vagtplaner. Det er afgørende under en langvarig pandemi, hvor man også skal tale om de ting, der udfordrer. Gerne på initiativ af ledelsen, så pres undgår at blive til stress, sygemelding eller opsigelse.

Sådan lyder anbefalingerne fra sygeplejerske Mille Hornhaver Bennesen fra akut kirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge.

Første bølge forløb nogenlunde roligt i hendes afsnit, selv om personalet ikke var lært op i covid-19-patienter.

Så kom sommeren med mange svært syge akut-kirurgiske patienter, der ikke havde søgt læge under nedlukningen.

I efteråret steg smittekurven og covid-19-indlæggelserne stejlt.

Personalet i et andet afsnit blev massivt smittet med corona og deres patienter overflyttet til Mille Hornhaver Bennesens afsnit, hvor der nu også lå svært syge akut-kirurgiske patienter med covid-19.

Det betød ekstra vagter, tidligt fremmøde før nattevagter og spidsbelastede situationer, hvor eget helbred blev nedprioriteret.

For lidt mad, en summende krop, dårlig søvn, træthed, hovedpine og hjertebanken.

”Man føler magtesløshed og utilstrækkelighed, når det hele ramler, og man prøver at samle op på trådene. Det handler om prioritering, men hvad vil man prioritere frem for noget andet. Det er jo menneskeliv, det handler om. Det har vi talt meget om i personalet og med vores leder. Det handler om at slukke ildbrænde, som man ikke kan slukke, og jeg og andre har siddet og grædt nede i omklædningen. Man føler sig så utilstrækkelig.”

Derhjemme har faren til parrets toårige dreng i perioder stået alene, og det blev utroligt svært at være både sygeplejerske og forælder.

Uforudsigeligheden og presset medvirker til, at Mille Hornhaver Bennesen nu skifter job.

Måske var det ikke muligt at planlægge forudsigelige vagter under denne pandemi, men det håber hun, at sundhedssystemet retter op inden den næste.

https://dsr.dk/fag-og-udvikling/sygeplejersken/arkiv/sygeplejersken-argang-2021-nr-2/det-vi-har-brug-for-er/