Sygeplejen blev væk i rumdragten

På Medicinsk Sengeafsnit 1 er én af de smalle hospitalsgange blevet delt i to af en gul streg på gulvet.

På den ene side af stregen står vognfulde af værnemidler parat til brug. På den anden side er der en række lukkede brune døre.

Bag dørene ligger flere af de covid-19-patienter, som lige nu er indlagt på afdelingen.

”Vi har lavet stregen, så vi i det mindste kan bevæge os frem og tilbage imellem de forskellige stuer uden at skulle skifte udstyret, inden vi går ind,” siger Jeanet Sønderskov Larsen, imens hun rutineret demonstrerer den korrekte rækkefølge for påtagning af værnemidler: Sprit hænder. Engangskittel. Sprit hænder. Åndedrætsværn. Sprit hænder. Visir. Sprit hænder. Handsker.

”I foråret var vi bekymrede for, hvordan det skulle gå, vi havde jo alle sammen set billederne fra Italien. Jeg reagerede selv ved at fokusere rigtig meget på hygiejne og værnemidler, så da jeg skulle på covid-vagt for første gang, følte jeg mig faktisk ret rolig. Jeg havde helt styr på det,” siger hun. Så ryster hun smågrinende på hovedet.

Jeanet Sønderskov Larsen er fællestillidsrepræsentant og sygeplejerske på Regionshospitalet Horsens.

Her har hun sammen med andre sygeplejersker siden første bølge passet både ordinært og alvorligt syge covid-19-patienter.

Men selvom de italienske tilstande heldigvis ikke blev en realitet, har der været bump på vejen. 

Midt i håndsprit, mundbind og afstandsprocedurer afslørede en spørgeundersøgelse af de første 15 covid-patienter nemlig, at sygeplejerskerne havde overset noget vigtigt: Den grundlæggende sygepleje.

Barbara Smith Dyrmose ærgrede sig, da hun blev konfronteret med de aspekter af den grundlæggende sygepleje, som blev tilsidesat under første bølge. ”Vi ved jo, hvordan vi skal gøre de her ting, vi havde bare brug for, at det blev sagt højt,” siger hun.

Foto: Michael Drost-Hansen

”Vi blev opmærksomme på, at vi fuldstændig havde tilsidesat nogle helt basale aspekter som mobilisering, patientrelation og adspredelse. Nogle af patienterne er indlagt her i uger eller måneder, hvor de kun har kontakt i korte intervaller til os eller få pårørende. Det er mentalt hårdt for dem, og mange af dem har også talt om, hvor rædsomt det har været, ” siger hun.

Alligevel blev Barbara Smith Dyrmose overrasket over, hvor lavt de bonnede ud på sengeafsnittet på dét, hun bl.a. kalder for ”åndelig patientpleje”.

”Jeg må indrømme, at jeg bagefter sad lidt med sådan en følelse af, ”hvordan kunne vi dog glemme det?””

Den hæmmende rumdragt

Det er imidlertid ikke kun på sengeafsnittet i Horsens, at den grundlæggende sygepleje har haft trange kår under den igangværende pandemi. 

Karin Bundgaard er uddannet sygeplejerske og postdoc i Klinisk Sygepleje i Klinik Hoved-Orto ved Aalborg Universitetshospital.

Hun har tidligere beskæftiget sig indgående med sygepleje i det korte møde mellem sygeplejerske og patient, og har derudover været med til at undersøge vilkårene for den gode relation mellem patient og sygeplejerske under covid-19. 

Hun fortæller, at mange sygeplejersker giver udtryk for, at epidemien har gjort det vanskeligt for dem at udøve den sygepleje, de gerne vil – og at de især har svært ved at skabe den meningsfulde kontakt til patienten.

”Det er hånden på armen, nærheden og tilstedeværelsen, den beroligende samtale, der mangler. Sygeplejerskerne oplever, at det er virkelig hæmmende for patientkontakten, når de kommer ind i fuld rumdragt og har åndedrætsværn for ansigtet. De kan mærke, at det skaber afstand,” siger Karin Bundgaard.

Det opleves som problematisk for både patienter og sygeplejersker, at der pludselig er nogle fysiske og mentale barrierer, som har gjort sig gældende under covid-19.

”Man skal ikke underkende, hvor meget den nonverbale kontakt betyder. Følelsen af, at patienten har sygeplejerskens fulde opmærksomhed, at der er smil og øjenkontakt og at der i det hele taget er god kommunikation, er et vigtigt aspekt af sygepleje,” siger Karin Bundgaard.

Blev til novicer igen

Netop rumdragten bestående af værnemidler og afstandsprocedurer er noget, der har virket hæmmende for relationen til patienterne.

Jeanet Sønderskov Larsen kan genkende følelsen af, at der i pandemiens kølvand er opstået nye barrierer mellem sygeplejerske og patient.

”Det er ikke kun dét, at du har noget for ansigtet og er pakket ind fra top til tå, der er hæmmende og svært for patienterne. Det er også al den energi, som der især i starten gik med at fokusere på nye regler og retningslinjer. Ingen vidste jo, hvad vi kunne forvente. Pludselig var vi alle sammen blevet til novicer igen,” siger hun.

Barbara Smith Dyrmose er enig. Hun har oplevet at være så fokuseret på at overholde praktik og procedure under epidemien, at det er gået ud over relationen til patienter og deres nærmeste.

”På et tidspunkt blev det besluttet, at covid-patienterne godt måtte få en pårørende ind, når de lå på det yderste. Vi skulle nærmest fra det ene øjeblik til det andet finde ud af, hvordan dét skulle afvikles. Der gik så meget mental energi med det instrumentelle, at det nærmest blev skubbet lidt i baggrunden, at der faktisk lå et menneske, der var ved at dø,” siger hun.

Begge sygeplejersker indrømmer, at det har gjort lidt ondt i erkendelsen, at nogle grundlæggende aspekter af sygeplejen er blevet tilsidesat under epidemien.

Det er dog også enige om, at det ikke kun har været en dårlig ting.

”Man kan sige, at covid-19 har haft en positiv effekt på den måde, at den grundlæggende sygepleje igen er blevet noget, vi reflekterer over – i stedet for noget, vi bare gør. Vi er blevet motiveret til at finde andre måder at udøve åndelig patientpleje på,” siger Jeanet Sønderskov Larsen.

At være til stede

Der er da også stadig værktøjer, der kan tages i brug i den grundlæggende sygepleje, selvom covid-19 har gjort det sværere.

Karin Bundgaard råder til, at sygeplejersker generelt mobiliserer alle deres sanser i mødet med patienterne, og f.eks. bruger kropssprog og toneleje som erstatning for smilet, der er gemt væk under åndedrætsværnet. 

Derudover skal sygeplejerskerne fokusere så meget som muligt på at være til stede i situationen.

”Det kan være nemmere sagt end gjort under en pandemi, men det er vigtigt, at man som sygeplejerske får parkeret alt dét, der forstyrrer udenfor patienten. Når du først er mentalt til stede i situationen, så er der nemlig også større sandsynlighed for, at du får spurgt ind til, hvad der fylder hos den enkelte,” siger Karin Bundgaard.

På sengeafsnittet i Horsens er der sket meget siden de første covid-syge blev indlagt i foråret.

Nærværet er så vidt muligt tilbage i mødet med patienten, hvor sygeplejerskerne nu atter har fokus på adspredelse, mobilisering og den gode relation.

De sørger bl.a. for, at der opretholdes kontakt til de pårørende via telefon og videoopkald, og patienterne forsynes i højere grad med læsestof, tablets og andre remedier, der kan lede de tunge covid-tanker på afveje.

”Det er lidt pudsigt at tænke på, at vi har mere styr på det, end vi havde i foråret, hvor vi havde langt færre sengepladser til covid-patienter og færre indlagte. Det handler vel i bund og grund om, at vores mentale fokus har flyttet sig, fordi vi nu ved meget mere om, hvad vi kan forvente i mødet med corona,” siger Barbara Smith Dyrmose.

Det har naturligvis givet anledning til eftertanke, at den grundlæggende sygepleje for en stund blev glemt i den nye virkelighed, som pandemien har bragt med sig.

Jeanet Sønderskov Larsen er dog stolt af, hvor langt sygeplejerskerne er kommet.

”Kunne vi have gjort noget anderledes? Er det overhovedet realistisk, at vi kunne have håndteret alting perfekt fra første dag, når vi samtidig havde hovederne fulde af håndsprit, værnemidler og skræmmebilleder? Jeg ved det ikke, men vi er i hvert fald blevet klogere,” siger hun.