“Hun sagde, at jeg skulle sætte ord på min angst”

Empatien og nærværet fra sygeplejerskerne var afgørende, da Jens-Henrik Jørgensen var indlagt med covid og bange for at dø.
Jens-Henrik Jørgensen: "Nattesygeplejersken kom, satte sig ved siden af mig og sagde, at jeg skulle sætte ord på min angst: “Sig højt, at du er bange for dø. Det er vigtigt,” sagde hun."
Foto: Claus Bech

60-årige Jens-Henrik Jørgensen modtog sit svar på covid-testen 2. juledag: “Positiv”.

Frem mod nytårsaften fik han det dårligere og dårligere. Trætheden satte ind, han fik diarré og høj feber, og i en telefonsamtale med sin papdatter d. 4. januar, var hun bekymret: “Din vejrtrækning lyder dårlig,” sagde hun. 

Tidligt 5. januar lå Jens-Henrik i en ambulance med udrykning mod Slagelse Hospital, hvor han de næste fjorten dage kæmpede for sit liv. 

Frygten for at dø fyldte meget, og det var derfor, at det menneskelige møde med sygeplejerskerne og de nærværende snakke var betydningsfulde.

Ville jeg se mine børnebørn igen?

De første to døgn på hospitalet husker Jens-Henrik intet fra. Så vågnede han stille og roligt op i takt med, at den massive mængde ilt, han fik, begyndte at virke. De første han så, var sygeplejerskerne.

“Jeg måtte jo ikke få besøg, så jeg lå bare dér i sengen. Bange og helt alene. Overladt til mine tanker om, hvorvidt jeg døde af det her. Om jeg fik lov til at gå en tur med min hund igen. Om jeg nogensinde ville se mine børnebørn,” fortæller Jens-Henrik. 

Sygeplejerskerne fik derfor en særlig betydning for ham.

“Jeg husker en nat, hvor jeg trak i snoren, fordi jeg ikke kunne få luft. Jeg gik i panik og var overbevidst om, at jeg skulle dø. Nattesygeplejersken kom, satte sig ved siden af mig og sagde, at jeg skulle sætte ord på min angst: “Sig højt, at du er bange for dø. Det er vigtigt,” sagde hun.

Længtes efter menneskelige møder 

Jens-Henrik registrerede, at sygeplejerskerne havde travlt. De sagde det også selv til ham. Besøgene på stuen bliver færre og færre i takt med, at Jens-Henrik, omend det gik op og ned, fik det en anelse bedre. 

Efter en håndfuld dage kom personalet primært kun, når han ringede på klokken. Opholdene var kortvarige, ofte kun 5 minutter. “Der er mange, der har det virkelig dårligt,” forklarede de, og som tidligere sosu-assistent forstod Jens-Henrik, hvad de sagde.

“Men det var ikke det samme, som at jeg ikke længtes efter de menneskelige møder, der var. Jeg lå f.eks. meget vågen om natten og så altid frem til klokken 3, hvor jeg vidste, der kom nogen,” siger Jens-Henrik.

Forstod, hvad sygeplejersken sagde

Efter fjorten dage blev Jens-Henrik udskrevet. Han havde tabt 19 kilo, så han vejede 113 kilo, og han kunne stort set ikke gå. Da han kom hjem og trådte indenfor i huset, gik der fem minutter, så begyndte hans krop at ryste. 

Tårerne væltede frem.

“Jeg blev ramt af taknemmelighed over, at nogen havde passet på mig. Givet mig ilt. Vendt mig om natten, fordi jeg led af søvnapnø,” siger Jens-Henrik. 

“Men også fordi det først var dér, jeg for alvor forstod, hvad den sygeplejerske havde sagt den nat, min dødsangst gik amok. Hvor vigtigt det var at turde sætte ord på dét, vi er bange for.” 

 

Emneord: 
Angst
Epidemi