Krig, kald og kærlighed

”Der er sket noget alvorligt ved fronten, man hører, at kineserne har overrumplet et kompagni, og det har væltet ind med patienter. Vi fik 36 i alt med helikopter, en døde om eftermiddagen, en amerikaner på 19 år. Det var alle hårdt medtagne patienter, og det er så uendeligt sørgeligt, at det er helt ufatteligt.”

Citatet stammer fra medicinsk sygeplejerske Edith Nybo Jacobsens dagbog, som hun skrev, da hun gjorde tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia.  

I januar var det 70 år siden, at skibet sejlede fra Danmark med kurs mod Asien, hvor besætningen skulle behandle sårede soldater fra Korea-krigen.

Selvom hospitalspersonalet hovedsagelig bestod af sygeplejersker, er deres historie aldrig blevet fortalt tidligere.

Det råder den nye bog ’Jutlandia – krig, kald og kærlighed’ bod på. 

 

Arbejdsuge på 78 timer 

Edith Nybo Jacobsen var 30 år, da hun påmønstrede skibet, og dermed langt fra Kim Larsens strofe om ”sygeplejerske på 16 år”, som stammer fra sangen ’Jutlandia’.

Dansk Røde Kors vidste, hvad der ventede besætningen, og rekrutterede sygeplejersker på 30-40 år med stor erfaring og robuste nerver. Det gjaldt også den 34-årige operationssygeplejerske Gyde Kjestine Rudbeck:

”Onsdag den 4. februar fik vi en meget stor invasion af patienter. Et hospitalstog fra fronten ankom med 80 patienter, der nåede ud til Jutlandia pr. båd kl. 17, så der blev travlhed.”

Begge kvinder var, som de øvrige sygeplejersker, indkvarteret fire og fire i trange kahytter og arbejdede i to-holds skift. Arbejdsugen lå på 78 timer og en halv fridag, og hverdagen ombord var barsk. Edith Nybo Jacobsen skriver i sin dagbog:

”Bl.a. fik vi i dag en stakkels ung koreaner på 22 år, som ulykkeligvis havde trådt i en landmine og var blevet frygteligt tilredt. Det ene ben var revet af oppe midt på femur [lårknoglen], det andet så fuldt af splinter, at han måske ikke kan beholde det. Desuden otte sår i maven, så der måtte laves kolostomi.”

Lærte at behandle krigsskader

Selvom Jutlandia var et civilt hospitalsskib, fik sygeplejerskerne rang af løjtnanter af hensyn til disciplinen blandt de soldater, de skulle behandle. Sygeplejerskerne bar også hundetegn med navn, fødeår og blodtype.

Ordren fra FN lød på at redde liv og få de lettest sårede soldater på benene hurtigst muligt, så de kunne vende tilbage til fronten. Kun få af danskerne havde erfaring med krigsskader, men lærte hurtigt af kollegerne på to amerikanske hospitalsskibe.

Her fik de bl.a. forklaret, at skudsår skulle stå åbne i flere dage, og de lærte at transplantere blodårer og behandle patienter uden nyrefunktion med dialyse.  

Ud af næsten 5.000 indlagte patienter mistede besætningen på Jutlandia blot 29. Lidt af et mirakel, når man læser Gyde Rudbecks dagbog:

”Som eksempel kan jeg nævne, at en af soldaterne havde 27 sår, andre 16-18-20 sår, der skulle sutureres.”

Trods de ofte svære skader følte soldaterne sig som i himlen ombord på Jutlandia. Den 18-årige soldat Arlen Hensley skrev hjem til sin familie om sygeplejerskerne:

”De var jo så utrolig kønne, og så var de meget omsorgsfulde – de vidste, når en soldat havde brug for en at holde i hånden, når det hele blev for slemt.”

Behandlede børn i ledige stunder

Sygeplejerskerne var populære både blandt de amerikanske soldater og lægerne ombord, som ofte inviterede på ”party” om lørdagen i deres private kahyt.

Omgangstonen var uformel, tiden taget i betragtning, bl.a. var alle dus på opfordring fra en af skibets professorer. Hjemme i Danmark var sygeplejerskerne ellers vant til at omtale læger og professorer i 3. person.

Inden afsejling var alle besætningsmedlemmer – også mændene – blevet opfordret til at medbringe et håndarbejde til ledige stunder.

For at holde sig i form dyrkede kvinderne desuden gymnastik på dækket, mens mændene spillede bordtennis.

Men lediggang tiltalte ikke sygeplejerskerne, som begyndte at gå fra borde sammen med læger og sygepassere, når Jutlandia havde færre patienter.

Inde i land mødte de en fattigdom uden lige, sygdomme og børn, som var ved at dø af sult. 

Selvom det lå udenfor Jutlandias FN-mandat, begyndte sygeplejerskerne at behandle den sydkoreanske civilbefolkning.

Særligt børnenes skæbne lå sygeplejerskerne på sinde, og de fik indrettet en lille børneafdeling i et ledigt lokale ombord på skibet.

Afdelingen blev udsmykket med farverige billeder og balloner, og der blev knyttet tætte bånd mellem børnene og besætningen.

I mange år derefter skrev koreanske børn og takkede for behandlingen ombord på Jutlandia, enkelte kom også på besøg i Danmark som voksne, og kontakten banede formentlig vej for, at mange koreanske børn senere blev adopteret til Danmark.

I alt deltog 101 sygeplejersker på et eller flere af Jutlandias tre togter. Midt i krigen blomstrede også kærligheden og førte til mindst 16 ægteskaber mellem besætningsmedlemmer – et af dem indgik Edith Nybo Jacobsen med en af Jutlandias styrmænd ved hjemkomsten til Danmark. 

Bogen ’Jutlandia – krig, kald og kærlighed’ udkommer i februar. Den er skrevet af journalist Helle Juhl og er bl.a. baseret på dagbøger skrevet af sygeplejersker ombord. 

Se også: Observation: Sygeplejerskerne på Jutlandia