Beretning 1: "Vi må sende patienter ud til ingenting"

"Da jeg arbejdede i distriktspsykiatrien, strakte vi os ofte langt i udskrivelsesfasen, mens vi ventede på, at kommunen tog over.

Men der kunne gå ni måneder med at vente på, at kommunen tog stilling til en ansøgning om støtte, og så var der alligevel ikke sket noget.

Til sidst var vi nødt til at afslutte borgerne og sende dem ud til ingenting.

Selv om strukturerne ændrer sig, er vi ikke blevet flere, men vi forsøger at nå det samme. Det oplevede jeg især, da jeg arbejdede i den ambulante psykiatri.

Da pakkeforløbene blev indført, var der ikke længere afsat tid til f.eks. at gå med borgerne på jobcenteret

 Men nogle af borgerne blev dårlige og voldsomt psykotiske, netop fordi de skulle til samtale.

Det var rigtig svært, og i en længere periode strakte jeg mig og gik med alligevel for at forebygge, at de fik det dårligt.

Jeg havde en patient, som jeg virkelig holdt i hånden. På de dårlige dage fik jeg måske 20 sms’er fra hende.

På et tidspunkt skulle jeg på uddannelse, og en anden medarbejder overtog patienten. Mens jeg var væk, blev hun indlagt syv gange på et halvt år.

Da jeg kom tilbage, blev der talt om, at det var underligt, at hun pludselig havde haft det så dårligt.

Patienten fik væsentligt mere, end hun havde krav på. Hun fik mange ekstra samtaler, og jeg havde ugentlige kontakter, fordi hun havde det behov for støtte.

Jeg bar hende igennem, fordi der var ikke noget socialt system, der tog over.

Det var tit, at jeg ikke holdt pauser for at kunne nå alt det, jeg nåede.

En dag sagde en kollega: ”Janni, er du klar over, at når du kører i sådan et tempo og ser så mange patienter, så stiller det os andre i et dårligt lys. For jeg kan slet ikke yde så meget og arbejde i det tempo.

Det gjorde, at jeg fik nogle andre refleksioner. Jeg kunne mærke, at jeg jo heller ikke selv kunne fortsætte sådan i årevis.

På et tidspunkt ville jeg falde om rent fysisk.

I mit nuværende job har jeg kolleger, der møder ind en halv time tidligere for at nå at læse op på patienter, og som bliver længere for at dokumentere.

Uden at få løn for det, da det ikke betragtes som overarbejde.”