Beretning 3: "Jeg er stille og roligt på vej væk"

Jeg er i lokalpsykiatrien, og jeg er bange for, at jeg går til i det.

Vores leder siger, at vi skal forvente, at vores arbejde kan gøres til et 4-tal på karakterskalaen. Det betyder, at man hele tiden føler, at man ikke gør noget godt nok.

Og at vi ikke skal leve op til at gøre et ordentligt arbejde. 

Jeg har f.eks. en svært forpint patient, som inderligt beder om hjælp. Ifølge de rammer, der er udstukket, skal jeg først se hende om 6-8 uger.

Men det dur jo ikke.

Så jeg prøver at hjælpe hende indtil da. Jeg får sat nogle telefonsamtaler ind i kalenderen og prøver at finde løsninger.

Selvom jeg ikke har plads til flere patienter i kalenderen, presser jeg dem ind alligevel. Jeg forsøger ikke at arbejde over, men intensiverer min arbejdstid.

Jeg har skibet patienter videre, selvom jeg godt kunne se, at de ikke var færdigbehandlet.

Så må man bare sige, at nu kan vi ikke gøre mere. Og så har jeg haft det ad H til. 

Men jeg har ikke opbakning fra min ledelse til at gøre, det jeg gør, og jeg er bange for, at det bliver opdaget. 

Jeg er stille og roligt på vej væk, ellers går jeg i stykker.”