Svaret var NEJ

Gangene er tomme og lange på Herlev Hospital. Denne mandag i april skyldes stilheden, at dagsprogrammet er slut. Det er fyraften. 

Om nogle uger kan der blive stille og tomt også mellem kl. 7 og 16, skulle det udvikle sig til en konflikt.

Sygeplejerskerne stemte nej til OK21-aftalen, og hvis det ikke lykkes at få en ny aftale i hus med arbejdsgiverne, kan det ende med strejke og/eller lockout.

I den situation må sygeplejerskerne gå ”all in”, mener to af nejstemmerne, tillidsrepræsentant Leila Lind Larsen og sygeplejerske Berit Kristensen fra Plastikkirurgisk Afdeling på Herlev Hospital.

”Vi vil få mest ud af at gå hjem. Hele banden. Hvis konflikten er lovligt varslet, må vi sige: ”Jeres nødberedskab, dét må I klare med andre faggrupper”. Vi skal stille med færrest muligt. Det har lægerne gjort tidligere, og de norske sygeplejersker gjorde, så vidt jeg ved, det samme, da de for nogle år siden opnåede en bedre løn,” siger Leila Lind Larsen, der er tillids-repræsentant for godt 50 kolleger. 

”Vi vil være kede af at svigte patienterne, for mest af alt ønsker vi at passe godt på dem. Det er derfor, vi har det her job. Men under en eventuel strejke må vi holde os mest muligt væk. Det giver den største gennemslagskraft, og det er nødvendigt for at rykke mere end de sædvanlige museskridt fremad med løn og arbejdsvilkår,” siger Berit Kristensen. 

Det vil i givet fald ikke være første gang, Leila Lind Larsen og Berit Kristensen ender i konflikt. De har været med i lønkampen, siden de blev uddannet i midten af 90’erne. 

”Jeg har taget tre strejker, og jeg håber da, at det ikke bliver nødvendigt denne gang,” siger Berit Kristensen.
            

DSR skulle have krævet mere

Vi mødes i kaffestuen. Et snævert rum med beton til alle sider. Kun vinduerne i loftet lukker lidt lys ind. I lokalerne rundt om er operationslamperne lige blevet slukket.

Kollegerne tjekker ud, mens Leila Lind Larsen og Berit Kristensen blænder op for den frustration, som de i årevis har oplevet: Lønnen er for lav – ifølge DSR er den i dag 15-20 pct. under det niveau, som fag med tilsvarende uddannelse har. 

Navnlig grundlønnen er for lav, siger de. Derfor er det for mange kolleger nødvendigt at tage et job med aften- og weekendvagter for at få privatøkonomien til at løbe rundt.

Det kan f.eks. koste 4.000 kr. om måneden at skifte til et job som dagvagt her på operationsgangen.

Og så er der arbejdsvilkårene. De er gode her i afdelingen, men halter andre steder.

”Mit nej handler også om at bakke op om de sygeplejersker, som arbejder på udsultede afdelinger, hvor bemandingen ikke hænger sammen. Hvor folk bliver stressede, og hvor det hverken er rart at være sygeplejerske eller patient. Overenskomstforhandlinger handler om løn og om at aftale vilkår, så sygeplejerskerne kan holde til at være på arbejde,” siger Berit Kristensen.

Da DSR meldte resultatet af OK-forhandlingerne ud, troede de knap deres egne ører. 

”Hvornår skulle det så være?”

”De skulle have holdt fast og krævet noget mere,” siger Berit Kristensen.

”Jeg stemte nej, fordi det, de kom ud med, er så ringe, at dét kan de ikke være bekendt. Kun 5,09 pct! Og så skal vi betale 0,89 pct. til reguleringsordningen, og det ender med, at vi får en reallønsgevinst på 0,88 pct. over tre år. Det kan man ikke byde voksne, veluddannede mennesker,” siger Leila Lind Larsen. 

”Hvis ikke det er nu efter et år med corona, vi skulle få mere, hvornår skulle det så være,” spørger Berit Kristensen. 

Naturligvis skulle sygeplejerskerne gøre deres bedste under en pandemi, siger begge. 

”Så det er ikke på grund af vores indsats under corona, vi skal have en stigning til en anstændig løn. Men lige nu burde der være en forståelse for vores krav, fordi pandemien tydeligt har vist, at sygeplejerskers kvalifikationer er uundværlige for samfundet,” siger Leila Lind Larsen, der blev rystet, da hun regnede på tallene, som hun fik fra Dansk Sygeplejeråd:

”Ifølge aftalen vil en sygeplejerske på grundløn få 264 kr. i øget købekraft om måneden før skat. Hvordan kan man forestille sig, at det er andet end fornærmeligt. Formandsskabet i DSR virker til at være langt fra deres medlemmer, hvis de synes, at det resultat er noget, man kan anbefale,” siger hun.

 ”Til andre fag har man kunnet finde milliarder af kroner. Ovenikøbet uddøende fag. Jeg tænker på minkene. Kunne man ikke vise vores fag den samme respekt?” 

Svært at favne hele faget 

Andre kvindedominerede grupper som f.eks. pædagogerne har ikke taget OK21 som en fornærmelse. De har stemt ja, selv om de også kæmper mod en lav indplacering i 1969.

Deres ja undrer Leila Lind Larsen og Berit Kristensen sig over. Men de håber, at sygeplejerskernes nej fører til en ny overenskomst, der i højere grad anerkender sygeplejerskernes fag, ansvar og uddannelse.

”Det er svært at sætte kroner og ører på, hvad jeg vil være tilfreds med. Men arbejdsgiverne skal vise en reel hensigt. De kunne ophæve Tjenestemandsreformen og så give en pose penge til de uretfærdigt indplacerede fag. I hvert fald til dem, der har stemt nej,” mener Leila Lind Larsen, for dem, der tager kampen, fortjener også gevinsten.

På samme måde bør de sygeplejersker, der afgav deres stemme ved urafstemning-en, have mere at sige end de godt 46 pct., der ikke stemte. 

”Det er ærgerligt, at stemmeprocenten blev så lav,” siger Berit Kristensen.

”Ja, dem, der ikke stemte, har frasagt sig retten til at ytre sig om overenskomsten de næste tre år,” mener Leila Lind Larsen.

Hun kan godt forstå, hvis det er svært for forhandlerne i DSR at favne hele gruppen af sygeplejersker, når der er et så stort tavst mindretal, og når forskellen i antal ja og nej stemmer blot var få hundreder.