Sygeplejersken
VOX POP - sådan stemte de
Seks sygeplejersker fortæller, hvorfor de stemte hhv. JA og NEJ til overenskomstforslaget
Sygeplejersken 2021 nr. 5, s. 24-27
Fokus på fastholdelse
Kim Krogh, sygeplejerske på akutklinikken på Gentofte Hospital, stemte NEJ
"Jeg stemte nej. Min vigtigste begrundelse var, at det resultat, der blev lagt frem, ikke var godt nok, og at jeg som mange andre var forundret over, at man fra regeringens side sagde, at man ikke ville tage ansvar for vores løn ved at revidere Tjenestemandsreformen.
Jeg er klar over, at det politisk er en varm kartoffel, fordi det er mange penge, der skal op af lommen for at give den rigtige løn til de kvindedominerede fag.
Men med den politiske afvisning er vi tilbage ved, at vi skal have mere hjem ved overenskomstforhandlingerne.
Det betyder, at arbejdsgiverne skal være villige til at give noget mere, end de har gjort ved OK21.
Jeg synes også, at der skal bedre normeringer til og gøres mere ved manglen på sygeplejersker. En af de positive ting ved den forkastede aftale var, at den havde fokus på fastholdelse.
Men heller ikke dét var godt nok, så længe der er for lave normeringer.
Nu håber jeg, at der bliver mulighed for nye forhandlinger. Her skal vi være villige til at acceptere, at vi ikke kommer op på niveau i forhold til det, vi er bagud med pga. Tjenestemandsreformen.
Men vi skal et godt stykke deropad, og de fem pct., vi er blevet tilbudt, er i hvert fald slet ikke godt nok.
Desuden skal der flere hænder til, så jeg ikke så ofte går hjem og føler, at jeg ikke har udført den sygepleje, som jeg er uddannet til.
Det er ærgerligt, at vi i et velfærdssamfund som det danske har et sundhedsvæsen, hvor kompetencerne ikke bliver udnyttet bedre.”
Foto: Bax Lindhardt
Med et nej står vi meget alene
Dorte Ruge, sygeplejerske i Psykiatrien, Aabenraa, stemte JA
"Efter mange lange overvejelser valgte jeg at stemme ja til OK21. Jeg stemte ja, fordi resultatet betyder, at reallønnen er sikret de næste tre år.
Mange af de faggrupper, som vi forhandler sammen med i Forhandlingsfællesskabet, har i løbet af det sidste år været hjemsendt og er i dag glade for, at de fortsat har et job at stå op til. Med et nej står vi meget alene.
Jeg har mange gange før stemt nej, fordi sygeplejerskers løn ikke er tidssvarende og på højde med det ansvar, vi har i dagligdagen. Denne lønkamp skal efter min overbevisning løftes til det politiske niveau i Folketinget, hvor løsningen findes.
Reguleringsordningen (se forklaring nederst) betyder denne gang en mindre lønfremgang på det regionale område end på det kommunale.
Det er dybt problematisk, at der sker en modregning i OK21-resultatet, fordi sygeplejerskerne har arbejdedet meget det sidste år, og, lønudviklingen samtidig dykkede i det private. såsker deren modregning i OK21-resultatet.
Det appellerer ikke til retfærdighedsfølelsen, og vi bør i DSR kraftigt overveje, om vi skal holde fast i reguleringsordningen fremadrettet (se boksse boks om reguleringsordningen, red.).
Sygeplejerskerne er en del af et stort forhandlingsfællesskab, og jeg er derfor de næste uger spændt på at se, om vi vil stå alene med vores nej og opnå en forbedring, eller om vi må rette ind efter det ja, som jeg ser, fællesskabet beslutter.
Jeg håber, det lykkes igen at mødes med arbejdsgiverne, og at de anerkender, at Tjenestemandsreformen trænger til en revision, som på sigt betyder ligeløn for sygeplejersker og andre kvindefag. Jeg håber også, at sygeplejerskerne har fået øjnene op for, at kampen om ligeløn er en politisk kamp, som skal fortsætte uanset OK21. Det er ikke ligegyldigt for lønnen, hvor man sætter sit politiske kryds.”
Posen bliver ikke større
Charlotte Hansen, hjemmesygeplejerske i Nyborg Kommune, stemte JA
"For mange er det et personligt valg, hvad vi stemmer – ud fra, hvad man har i sin overbevisning. Jeg stemte ja ud fra en forståelse for, at i de offentlige forhandlinger er vi underlagt en fast ramme for, hvor meget lønnen kan stige for alle fagene.
Og ud fra det tænker jeg, at vi er nået et acceptabelt resultat. Vi har jo fået den samme procentuelle stigning som de andre.
Jeg har i min overbevisning, at i forhandlingsfællesskabet er der en bestemt pose penge, og posen bliver ikke større af, at vi stemmer nej. Så skal de andre jo afgive noget til os.
Sygeplejerskerne vil ikke blive favoriseret og få mere efter et nej, fordi vi er så stor en gruppe i fællesskabet.
Men det kunne da være fantastisk, hvis det skete. Jeg kunne også godt drømme om, at politikerne på Christiansborg ville give en nødpakke til sygeplejerskerne. Men det gør de ikke.
Hvis vi får noget igennem politisk, bliver det over en årrække. Der er ikke nogen, der kan åbne en kasse og sige: ”Nu retter vi lige grundlønnen op på én gang i forhold til, hvor skæv den var i 1969”.
Jeg tror, at overenskomstresultatet var det bedst opnåelige i en pandemi, og at lønefterslæbet skal løses over nogle år med en politisk plan.
Jeg har stor forståelse både for dem, der stemte ja og nej, og nu ser jeg for mig, at DSR går i front og kæmper vores sag. Jeg synes, at formanden er på hele tiden, og at DSR har været gode til at informere og inddrage medlemmerne.
Jeg håber ikke, vi kommer i strejke. Jeg tænker meget på patientsikkerheden i den her pandemi.
Jeg håber på, at vi snart når frem til en god og holdbar løsning i forhold til vores grundløn, så de unge har lyst til at komme ind i faget og vores nuværende kolleger ønsker at blive.”
Nok er stadig nok
Charlotte Nybo-Sørensen, Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital, stemte NEJ
"Jeg stemte nej. Allerede ved OK18 blev der trukket en linje op med hashtagget #nokernok. Og så endte det både dengang og i 2021 med en lille lønstigning og en flad fornemmelse.
For mig er grænsen nået. Også fordi vi har et sundhedsvæsen, der ikke er gearet til opgaven. Vi er for få sygeplejersker. Vi venter stadig på de 1.000, vi blev lovet i valgkampen.
Jeg har været i konflikt før, og hver gang har situationen været, at vi ikke engang har kunnet stille nødberedskab.
Vi er gennem årene blevet lovet ting, vi har også haft en ligelønskommission, men vi er ikke kommet videre i retning af lige løn for lige uddannelse.
Jeg har en bekendt, som er lærer. Vi har begge 15 års erfaring. Han har ikke ekstra uddannelse. Det har jeg, men jeg får ikke noget for den.
Han tjener 10.000 kr. mere brutto om måneden, men jeg siger ikke, at han skal tjene mindre, eller at andre forbund skal afgive løn til os.
Det er en reform af Tjenestemandsreformen, der skal til – selv om det sikkert ikke vil ændre det store lige nu.
Men da jeg hørte ligestillingsministeren sige i et samråd, at det er ved overenskomstforhandlingerne, lønnen skal afgøres, og senere statsministeren bakke den holdning op, satte det en fed streg under mit nej.
DSR har ikke talt højt nok. Der bliver glattet for meget ud. Vi burde f.eks. opsige hviletidsaftalen. Det ville lægge systemet ned, og det ville hurtigt blive grimt.
Men vi er nødt til at sige meget tydeligt, at der skal findes en løsning. Det kan godt være, at der ikke kommer meget ud af det, men jeg er parat til at tage en konflikt.
Jeg vil kunne stå op om morgenen og sige: Den her gang lagde du dig ikke ned.
Jeg er træt af at gå efter laveste fællesnævner.”
Jeg vil se forandring
Lene Krull, intensiv- og anæstesisygeplejerske på Regionhospital Nordjylland i Hjørring, stemte NEJ
"Jeg stemte nej. Vi har ikke andre muligheder med de udmeldinger, vi ser fra politisk side om, at vores lønindplacering skal løses ved overenskomstforhandlingerne. Altså må vi reagere på OK-resultatet.
Det blev et nej, fordi vores ligestillingsminister i den grad floppede ved et politisk samråd for nylig og afviste at tage ansvar for en ændring af 1969 dilemmaet (den lave indplacering af kvindedominerede fag i Tjenestemandsreformen, red.).
Ministeren henviste til at finde en løsning i overenskomsterne, og derfor må vi reagere på det OK-resultat, der ligger.
Jeg vil se forandring nu.
Jeg har været sygeplejerske siden 1. juli 1986. Jeg påbegyndte uddannelsen 3. januar 1983, så jeg har 38 år på bagen i faget.
Jeg får med mine 61 år næppe megen glæde af en udligning af lønefterslæbet, men jeg kan bare ikke længere se på den uværdige lønudvikling, vi er underlagt. Det fortæller jeg med mit nej.
Jeg stemte også nej, fordi jeg har lært at regne med procenter. Fem pct. kunne være godt nok, hvis grundlaget var på plads, altså hvis vores lønefterslæb var blevet korrigeret. Men så længe det ikke er sket, stemmer jeg nej.
Hvad der vil ske de næste uger, ved jeg ikke. Jeg håber, DSR’s forhandlere vil formå at få politikerne til at forstå, at nok er nok.
Vi vil ikke længere underkendes for uddannelse og specialuddannelser og spises af med en urimeligt lav løn. Jeg håber ikke, der bliver konflikt, men tager det med, hvis nødvendigt.
Faktisk tror jeg ikke på en løsning ved OK-forhandlingerne, da ingen for alvor vil afgive penge til os. Jeg er glad for mit fag, men hvis jeg var yngre, ville jeg kigge i andre retninger.
Det gør de unge - og med god grund.”
Vi er ikke til at komme udenom
Louise Prahl Bårris, sygeplejerske på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Kolding Sygehus, stemte JA
"Forud for afstemningen var der en almen stor utilfredshed med vilkårene, og den deler jeg. Jeg tror ikke, at der er nogen af dem, der har stemt ja, der synes, at det er en fed overenskomst.
Men jeg stemte ja, fordi jeg ikke tror, at vi kan gå samlet ind i en konflikt nu, fordi vi stadig står midt i coronaen.
Jeg er enig med dem, der siger, at det er på Christiansborg, de skal løse problemet med det store lønefterslæb, der blev skabt ved Tjenestemandsreformen.
Jeg hørte godt Peter Hummelgaards (ligestillingsminister, red.) udtalelse her under urafstemningen om, at det er regeringens holdning, at det skal løses ved de ordinære overenskomstforhandlinger.
Men i min verden er den opgave ikke til at komme udenom for politikerne.
Vi er omkring 70.000 sygeplejersker, og min holdning er, at politikerne skal tage ansvar for den uretfærdighed, der blev politisk besluttet i 69. De finder jævnligt penge til andre ting, så kan de også finde penge til os.
Historisk har vi ikke haft det store udbytte af at strejke for mere i løn ved overenskomstforhandlingerne, og forhåbentlig kommer det ikke dertil.
I stedet håber jeg, at vores arbejdsgivere vil være med til at lægge et stort pres på politikerne.
Flere af dem har jo ytret, at de kan se, at det er en skæv løn, der gives til de kvindedominerede fag.
Så nu forventer jeg, at der kommer en periode med dialog og forhandling. Jeg tror også, at vi får samlet energi og kræfter til at lægge et politisk pres på Christiansborg.
Vi er rigtig mange. Vi er ikke til at komme udenom.”
Ordningen betyder, at udviklingen i løn i det offentlige og private følges ad. En gang om året sammenlignes lønudviklingen fra maj i det foregående år frem til februar i indeværende, og det gøres op, om de offentligt ansatte nu skal have mere eller mindre for at følge det private.