"Sundhedsplejersker er børnenes advokater"

En spinkel lyshåret dreng iført mørkeblå hættetrøje, mørkeblå jeans og mørkegrå strømpesokker har taget plads på en stol over for sundhedsplejerske Susanne Rank Lücke.

William er 15 år og går i 9. klasse. Han har selv bedt sin lærer om at få en samtale med sundhedsplejersken. Nu retter han afventende blikket mod hende. Han har brug for hjælp. For de seneste to-tre måneder har han ikke haft det godt. 

”Nå, William, jeg har jo bare fået at vide, at du havde et spørgsmål til mig. Og så er jeg jo sådan ret nysgerrig på, hvad pokker kan du finde på at spørge om?,” siger Susanne Rank Lücke og ler afvæbnende.

”Det er fordi, jeg er begyndt at få nogle vredesudbrud, og jeg vil høre om du kan hjælpe mig med at finde en god måde, at kontrollere dem på?” siger William.

Bekymrende udvikling

William er en af de stadig flere børn og unge, der mistrives i kortere eller længere perioder af deres liv. Undersøgelser viser, at færre angiver at have høj livstilfredshed.

Mange er stressede. Nogle kan ikke sove. Andre taber håret. Flere føler sig ensomme. Nogle holder op med at gå i skole. Og antallet af børn og unge, der udredes og får diagnoser som angst, depression, spiseforstyrrelser eller udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD stiger.

Hjælp til 20 pct. af en klasse

Susanne Rank Lücke er sundhedsplejerske i Tønder Kommune, hvor hun ud over graviditets- og småbørnsbesøg også er sundhedsplejerske på to kommuneskoler og en friskole. 

”I en skoleklasse skal der følges op på cirka 20 pct. af eleverne. Det kan være noget fysisk, noget socialt eller mistrivsel i skolen. Nogle gange hænger det fysiske og det mentale også sammen. Hvis du ikke sover om natten, kan du ikke være en god kammerat om dagen, og så bliver alting træls,” siger Susanne Rank Lücke, som udover at være sundhedsplejerske i Tønder Kommune er formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. 

Helt almindelige unge

Den stigende mistrivsel blandt børn og unge bekymrer både forældre, forskere, politikere og de fagpersoner, der møder børnene og de unge. Derfor var emnet også højt på dagsordenen under den seneste valgkamp.

Her blev diskuteret alt fra konsekvenserne af de skolereformer, der skulle inkludere alle børn i en og samme skole, til præstations- og test-kulturen, der begyndte med PISA-målingerne, til sociale medier og meget andet.

Ifølge et forskningsprojekt fra Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet er det særligt opsigtsvækkende, at det ikke længere kun er særligt udsatte grupper af børn og unge, der er i mistrivsel. Flere og flere børn fra helt almindelige og velfungerende familier rammes også. 

Forklaringerne på, hvad der presser børn og unge, er mange og komplekse. Det viste sundhedsplejerskeprojektet ”Kom glad i skole – hver dag”, som blev beskrevet i Sygeplejersken nummer 11/2022

Det kan være alt fra bekymringer på hjemmefronten, til ikke at have nogen at lege med i skolen, til fysiske mavesmerter på grund af mælkeallergi. 

Mens politikere diskuterer, hvad der skal sættes i værk for at ændre udviklingen, ryger stadig flere børn og unge ud over kanten. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af børn og unge med kontakt til psykiatrien er steget med 50 pct. de seneste 10 år.

”Jeg tænker, at noget af det vigtigste er, at vi fanger signalerne, før det er kommet så langt ud, at vi tænker, hvordan kan vi overhovedet hjælpe jer,” siger Susanne Rank Lücke.

Må være tålmodig

På skolen i Tønder er Susanne Rank Lücke på udkig efter årsagen til Williams mistrivsel.

”Kommer vredesudbruddene sådan her?,” siger hun og knipser.

”Eller kan du mærke i kroppen, at de er på vej?”

Susanne Rank Lücke forklarer William, hvordan det er helt normalt i teenageårene, når hormonproduktionen øges, at ens følelser bliver både mere intense og mere svingende. Men hun fornemmer også, at hun endnu ikke er helt i mål og fortsætter tålmodigt.  

Hun ved, at der kan være mange årsager til mistrivsel, og at man derfor skal være nysgerrig og åben over for både børn og forældre.

”Man skal give skolebørnene 100 pct. fokus, når man har samtaler. Det fortjener de, for hvis de åbner op for en lille flig, og du ikke fanger det og er nysgerrig, så tænker de, at hende kan vi heller ikke bruge til noget, og så lukker de i næste gang,” siger Susanne Rank Lücke.

Hvad skal jeg efter skolen?

Susanne Rank Lücke skifter spor i samtalen med William.

”Vi kan tillægge pubertet mange ting. Men er der sket nogle andre ting i din hverdag de sidste tre måneder,” spørger hun.

”Ja,” siger William, der indtil nu har talt i korte sætninger og mest sagt ja og nej. Nu strømmer ordene ud af ham.

”Der er sket en hel masse ting med skolen og min fremtid og sådan nogle ting. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal efter skolen. På grund af de her vredesting har kommunen valgt at sige, at de ikke vil have mig på efterskole alligevel. Og at jeg i stedet skal gå sammen med yngre elever i specialklassen eller ind i en normal klasse. Og det kan jeg ikke,” siger William.

Susanne Rank Lücke ved, at hun nu har fat om nældens rod.

Caption 

Sundhedsplejerske Susanne Rank Lücke bruger figurerne fra tegnefilmen ”Inderst Inde” at tale om følelser med børnene og de unge. De illustrerer, at vi allesammen indeholder alle følelser, og hvordan de hænger sammen

Attribution 

Foto: Michael Drost-Hansen

Nyt håb

”Prøv at høre her, William, du giver jo næsten selv løsningen på dine vredesudbrud. Det forstærker jo hinanden. Det her med, at du ikke ved, hvad du skal med din fremtid. Hvis du kunne drømme om et eller andet William, hvad ville det så være?

”Efterskole et år og så videre på noget HTX. Det er det, jeg gerne vil. Men min far siger, at mit hoved ikke er godt nok, og skolen siger også, at de heller ikke tror, at jeg er god nok.”

”Hmm,” siger Susanne Rank Lücke eftertænksomt. ”Jeg kunne godt tænke mig, hvis det er ok med dig William, at snakke lidt med din plejemor om, at dine frustrationer og vredesudbrud måske hænger lidt sammen med, at du ikke ved, hvad du skal.”

”Ja, de har sagt, at hvis mine vredesudbrud fortsætter, så kommer jeg ikke afsted, men jeg kan ikke styre dem på grund af, at jeg ikke ved, hvad jeg skal,” svarer William.

Susanne Rank Lücke understreger, at hun ikke kan bestemme, om han kan komme på efterskole, men at hun kan samle nogle informationer, så William kan blive lidt klogere og få en plan for fremtiden.

”Prøv at tage skuldrene lidt ned, og hvis du når at mærke bare en lille smule i maven, så prøv at træk dig og gå lidt væk og sig, jeg har lige brug for en pause,” siger Susanne Rank Lücke. 

Hun sender William ud ad døren med lidt rankere ryg, en hel del mere lys i øjnene og en tro på, at der også er en vej for ham. Hun lover, at hun vender tilbage til William ugen efter.

Fanger ikke alle

Efterfølgende konstaterer Susanne Rank Lücke:

”Jeg er jo ungernes advokat. Jeg kan tage kontakt til lærer og uu-vejleder og ringe til plejemor og fortælle, hvad der fylder, og så kan jeg være lidt nysgerrig på om alle ved, hvor urolig han bliver indvendig, hvor meget det fylder for ham, når han ikke kender planerne.” 

Det er dog ikke alle de børn og unge, der mistrives, som sundhedsplejerskerne fanger. 

”Vi både ser og hører også nogle gange voksne, der kommer og siger, hvorfor så I ingenting. Store børn kommer og siger, vi forsøgte at sige det, vi gjorde ting i håb om at blive opdaget, eller de fortæller, hvordan de skjulte det. Vi ser børnene og deres forældre i det øjeblik vi er der, og hvis de ikke vil vise dig det, så kan de også godt skjule det, men vi prøver at være nysgerrige på det, vi ser.”  

William er ikke drengens rigtige navn. Sygeplejersken kender hans rigtige navn.