Sygeplejersken
Ansvarschok: Uddannelsesinstitutionerne skal turde tænke nyt
Efter et år på arbejdsmarkedet er sygeplejerske Lisa Sap ikke i tvivl. For at give sygeplejestuderende den bedst mulige uddannelse og start på arbejdslivet skal uddannelsesinstitutionerne turde tænke i nye baner.
Sygeplejersken 2022 nr. 2, s. 28-29
Af:
Christina Sommer, journalist
Tænk, hvis der fandtes mindre sygeplejeskolehospitaler – altså rigtige, medicinske hospitalsafdelinger i regi af professionshøjskolerne – med patienter, uddannede sygeplejersker, læger og alle de andre faggrupper, som er på et hospital.
”Her ville jeg godt arbejde som sygeplejerske og ikke mindst have været som sygeplejestuderende,” siger Lisa Sap, som jævnligt har leget med ovenstående tanke, siden hun blev optaget på sygeplejestudiet i august 2018.
”Det er rigtig godt, at uddannelsen veksler mellem skole og praktik. Vi skal jo i praktik forskellige steder, og jeg har været heldig med mine praktikperioder, på nær i primær sektor på et plejehjem, hvor jeg ikke rigtig lærte noget. Det var seks dyrebare uger, der gik med at smøre madder,” fortæller hun.
Lisa Sap kender flere studerende, der ikke har været lige så heldig som hende:
”Vi er mange studerende, og der mangler praktikpladser. Og er man uheldig, kan man støde ind i flere praktikperioder som min på plejehjemmet. Og så mister man altså nogle gode læringsmuligheder. Jeg vil derfor gerne opfordre politikere og uddannelsesstederne til at tænke nyt,” siger hun, velvidende at hendes idé om sygeplejeskolehospitaler er en drøm.
”Men jeg er ikke i tvivl om, at et sådan setup ville kunne give de studerende rigtig meget praksiserfaring med f.eks. medicinhåndtering, diagnoser, infektioner, geriatrien etc.”
Alene med hele ansvaret
Som nyuddannet blev Lisa Sap i januar 2021 ansat på Sengeafsnit 5043 for Lungekræft og Hoved/halskræft på Rigshospitalet, hvor hun også var i praktik på 6. semester og arbejdede som timelønnet vikar i sommerferien mellem 6. og 7. semester.
”Det var et godt praktiksted, og jeg blev meget fascineret af specialet – kræft i det hele taget. Jeg har længe ønsket at arbejde med palliation og sygepleje til terminale patienter.”
Lisa Sap var derfor rimelig dus med både patientgruppen og de opgaver, der ventede. Normeringen er god, det samme er introforløbet for nyansatte. Men hun synes alligevel, at overgangen fra studerende til nyuddannet var hård.
”Nu var det mig, der stod med hele ansvaret. Man skal ind over mange ting, og der er mange parametre at holde øje med. Og jeg kender flere nyuddannede, som har oplevet et decideret ansvars- eller praksischok, især hvis de er blevet ansat et sted uden ordentligt introforløb, og hvor der mangler sygeplejersker.”
Anderledes virkelighed
Lisa Sap er grønlænder og har boet i Grønland og Holland i mange år, før hun efter en lang karriere i turistbranchen satte kurs mod Danmark for at kaste sig over sin barndomsdrøm om at blive sygeplejerske.
”Jeg er ikke i tvivl om, at min livserfaring og brændende ønske om at blive sygeplejerske har været medvirkende til at få mig godt og hel igennem studiet. Mine børn er store, og jeg har kunnet hellige mig studiet 100 pct. Det er kommet før alt andet.”
Men trods benhård prioritering og overordnet tilfredshed med sit uddannelsesforløb på Københavns Professionshøjskole Campus Nordsjælland mener Lisa Sap, at uddannelsen har nogle mangler.
”Virkelighedens sundhedsvæsen er meget mere komplekst end det, vi lærer om på uddannelsen. Tag f.eks. udviklingen med flere og flere ældre med mange konkurrerende sygdomme. Det ved uddannelserne godt, men det er som om, at uddannelsen ikke er indrettet efter det endnu,” siger Lisa Sap, der har arbejdet som timelønnet vikar gennem hele studiet.
”Ofte stemte mine oplevelser som vikar ikke overens med det, vi lærte på skolen. Undervisningen kredser naturligt nok om, hvad vi skal gøre i den bedste af alle verdener. Jeg er selv glad for sygeplejeteoretikerne og synes også, vi skal uddannes til at arbejde evidensbaseret. Men det går stærkt derude, og jeg savnede f.eks. diskussioner om prioritering og værktøjer, der kunne klæde os bedre på til at prioritere.”
Simulation er ikke det samme
Den instrumentelle sygepleje fylder heller ikke nok på uddannelsen, mener Lisa Sap og nævner som eksempler færdigheder i at tage blodprøver, give intravenøs antibiotika, væsketerapi og anlægge PVK.
”Vi har selvfølgelig haft det i simulationsundervisningen, men det er ikke det samme,” siger Lisa Sap og henviser igen til den uvurderlige læring, hun har fået gennem sine studiejobs på forskellige sengeafsnit.
”Jeg var lidt fremme i skoene for at få lov til at prøve så meget som muligt og bød mig altid til, hvis nogen f.eks. skulle have taget blodprøve eller anlagt PVK. Men sådan er vi jo ikke alle sammen,” siger Lisa Sap.
Og med det er vi tilbage ved hendes opfordring til, at uddannelsesstederne skal turde tænke nyt. Inspireret af erfaringer to medstuderende gjorde sig under et praktikophold i Spanien, har Lisa Sap også et forslag til, hvordan de sygeplejestuderende kan få mere træning i instrumentel sygepleje:
”Hver tirsdag lavede de ikke andet end at vaccinere skolebørn eller tage blodprøver. Måske kan det koncept indarbejdes i en eller flere af vores praktikperioder.”
