Sygeplejerskeuddannelsen: Tilbyd de nyuddannede en klinisk basisuddannelse

I  løbet af januar blev det danske sundhedsvæsen ca. 1.400 sygeplejersker rigere. Efter 3½ år som studerende kan de nu kalde sig professionsbachelorer i sygepleje. 

Og Danmark har hårdt brug for dem. Manglen på sygeplejersker er stor mange steder, og arbejdspladserne står klar med kyshånd til at modtage de nye kolleger.

Spørgsmålet er dog, om professionsbacheloren klæder de nyuddannede sygeplejersker godt nok på til at komme ud på arbejdsmarkedet.

Begreber som praksis- eller ansvarschok dukker jævnligt op, når nyuddannede beskriver deres første job som sygeplejerske. De er ofte bekymrede for, om de kan slå til og løse alle opgaver godt nok. 

De bekymringer kender sygeplejerske Lisa Sap fra sig selv, da hun for et år siden blev ansat som nyslået sygeplejerske på Sengeafsnit 5043 for Lungekræft og Hoved/Halskræft på Rigshospitalet. 

”På de sidste semestre håndterede jeg lidt medicin i praktikkerne, men hele tiden med en sygeplejerske ved min side. Som nyuddannet stod jeg pludselig alene med det hele, ofte for tre patienter mod én eller højst to som studerende. Det er et kæmpe ansvar, og vi er endda godt normerede og har et godt introforløb her,” siger Lisa Sap, der kender flere medstuderende, som har været hårdere ramt end hende. 

Mangelfuld undervisning

Lisa Sap har overordnet været tilfreds med sit uddannelsesforløb på Københavns Professionshøjskole Campus Nordsjælland. Men hun mener, at en del af hendes bekymringer skyldes mangler på uddannelsen. 

”Jeg synes især, at undervisningen i farmakologi og medicinhåndtering var mangelfuld. Patienterne har ofte flere konkurrerende sygdomme, og den medicinske behandling er meget kompleks. Det synes jeg ikke blev berørt nok i den teoretiske undervisning,” siger hun og efterlyser også mere undervisning i instrumentel sygepleje såsom at tage blodprøver og give intravenøs antibiotika. 

”Vi skal rustes bedre til at stikke nåle i rigtige patientarme. Om vi skal øve os på skolen eller i klinikken, er jo det store spørgsmål. Men det skal trænes mere,” siger hun og tilføjer: 

”Tiden til det kan findes ved at skrue lidt ned for undervisning i, hvordan man læser og skriver videnskabs- og forskningsartikler. Uddannelsen er lidt for akademisk nogle gange. Jeg savnede lidt mere virkelighedsnær indlæring og praktisk sygepleje.”

Kan ikke seponere et PVK

Lisa Sap står ikke alene med sine oplevelser. Så sent som i januar 2021 beskrev de to aarhusianske sygeplejestuderende Pernille Normann og Xenia Løwe lignende frustrationer i en kronik i Politiken. 

Som femtesemesterstuderende var de generelt frustrerede over ”at mangle praktisk erfaring og basal viden om anatomi, fysiologi, sygdomslære og farmakologi.”

Og mens de beskrev deres kompetencer i forhold til at kunne ”lave systematiske litteratursøgninger og skrive en akademisk opgave” som i top, ville de ikke kunne ”seponere et PVK, anlægge et kateter eller redde patienternes liv, hvis de lige pludselig får et ildebefindende.” 

Flere analyser dokumenterer også, at overgangen fra skolebænk til uniform er svær for mange.

Én viser, at hver tredje sygeplejestuderende har overvejet at droppe ud af uddannelsen, og på de sidste semestre går over 40 pct. af de studerende med samme overvejelser, især fordi de er i tvivl om, om de som færdiguddannede er klædt godt nok på til at løfte ansvaret som sygeplejerske. 

En anden viser, at 8 pct. af de nyuddannede sygeplejersker oplever at blive sygemeldt pga. psykiske arbejdsmiljøfaktorer, f.eks. stress, inden for det første arbejdsår.

Og foreløbige resultater fra et stort forskningsprojekt på VIA University College viser, at 28 pct. af de nyuddannede sygeplejersker tvivler på, at de arbejder som sygeplejerske om fem år.

En unik uddannelse

Ansvarschok, stressrelaterede sygemeldinger og opsigelser kan dog ikke primært tilskrives professionsbachelorens pensum eller mangel på samme, mener flere kilder, som Sygeplejersken har talt med.

Mange svarer ja til spørgsmålet, om de studerende lærer det, de skal, gennem de 3½ års studier, der veksler mellem undervisning på skole (ca. 60 pct. af tiden) og i klinik (ca. 40 pct. af tiden). 

Nytiltrådt formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) Charlotte Gøtstad Sørensen kalder professionsbacheloren en unik uddannelse:

”Der er brug for nye investeringer. Men der er en god balance mellem fakulteterne – naturvidenskaben, humaniora og samfundsvidenskaben. Plus undervisning i generel sygepleje, evnen til at drage omsorg for og kommunikere med patienterne og inddragelsen af evidensbaseret viden og forskningsmetodologi,” siger formanden. 

Samme melding lyder fra flere undervisere på landets professionshøjskoler, deriblandt Susanne Friis Søndergaard, som er postdoc og forskningssygeplejerske ved Regionshospitalet Viborg samt underviser på sygeplejerskeuddannelsen på VIA University College Viborg. 

”Det er en god uddannelse. Tilegner de studerende sig det, vi lægger op til i undervisningen – både på skolen og i klinisk praksis – mener jeg, at de har den viden og de kompetencer og færdigheder, der skal til for at kunne agere som nyuddannet professionsbachelor,” siger hun. 

Evidensbaseret praksisraket

Som underviser på professionsbacheloren skal Susanne Friis Søndergaard og hendes kolleger som minimum have en uddannelse på master- eller kandidatniveau.

Og det giver god mening mener både hun og Bodil Bjørnshave Noe, sygeplejerske, ph.d. og docent ved UC Syd, Udvikling og Forskning Campus Esbjerg. 

”Man kan jo diskutere, om vi kommer for langt væk fra praksis, eller om det giver et fagligt overskud, der gør undervisningen bedre. Jeg synes, det er godt, især set i lyset af den seneste bekendtgørelse fra 2016, hvor begreber som klinisk beslutningstagen, klinisk lederskab og evidensbaseret praksis for alvor kom i fokus,” siger Bodil Bjørnshave Noe og uddyber:

”Det skal gøre sygeplejerskerne i stand til at undre sig, stille spørgsmål, lede systematisk og finde litteraturen for så at læse den, forstå den og implementere den – den der evidensbaserede praksisraket, den skal vi understøtte på skolerne. Det tror jeg, vi alle prøver, men jeg tror også, vi kan blive bedre til det.”

Stoftrængsel og små knapper

At sygeplejerskeuddannelsen er blevet for akademisk, køber ingen af underviserne.

Heller ikke Steen Hundborg, cand.cur., lektor og studievejleder på VIA University College, Sygeplejerskeuddannelsen i Randers.

”Vi lever i et videnssamfund, og sygeplejersker skal være indstillet på, at der kommer ny viden hele tiden. Det skal man have kompetencer til at opsøge og forholde sig til, så man kan implementere de nyeste resultater i klinisk praksis sammen med kolleger og ledere,” siger Steen Hundborg, der også er censorformand for sygeplejerskeuddannelsen.

Formand for Fagligt Selskab for Undervisende Sygeplejersker og uddannelsesleder på UCL Sygeplejerskeuddannelsen i Odense, Birgit Hedegaard, supplerer:

”Sygeplejerskerne skal jo have værktøjer til at reflektere med. De skal have færdigheder, så de kan tilegne sig nyeste viden og omsætte den til praksis.”

Men Birgit Hedegaard kan godt forstå studerende som Lisa Sap, der efterlyser mere undervisning i specifikke emner og instrumentel sygepleje. Det er bare ikke muligt at nå alt på 3½ år.

”Professionsbacheloren i sygepleje er en generalistuddannelse. Sygepleje dækker alt fra vugge til grav – kroniske og akutte sygdomme – psykiske og somatiske. Vi bliver nødt til at prioritere.”

Det er docent Bodil Bjørnshave Noe enig i:

”Der er helt vildt stoftrængsel på uddannelsen, og emner vi ikke berører nok – seksualitet f.eks. og fluent gender, bariatri og multisyge. Vi må hele tiden vælge til og fra. Og det er et tungt apparat at ændre studieordninger, vi kan kun skrue på små knapper.”

Obligatorisk basisuddannelse, tak

Netop pointen om, at nyuddannede sygeplejersker er generalister, er værd at dvæle ved, når man taler om den svære overgang fra studerende til nyuddannet, fremhæver bl.a. forskningssygeplejerske Susanne Friis Søndergaard. 

”Det er som om, at arbejdsgivere og samarbejdspartnere bredt forventer, at nyuddannede sygeplejersker med det samme kan indgå i det komplekse sundhedsvæsen på lige fod med erfarne sygeplejersker,” siger hun og fortsætter:

”Det står i skærende kontrast til, at lægerne har et helt år til at tilegne sig den kliniske viden og de kliniske færdigheder og kompetencer i deres obligatoriske KBU (klinisk basisuddannelse, red.).

Sygeplejersker skal kunne det hele fra dag 1, og det er en enormt uretfærdig vurdering af nyuddannede sygeplejerskers kompetencer.”

Inspireret af netop lægeuddannelsens plan for systematisk kompetenceudvikling i klinisk praksis, foreslår Susanne Friis Søndergaard, at der indføres en etårig obligatorisk, klinisk basisuddannelse som tillæg til bacheloruddannelsen.

”Jeg anerkender, at man nogle steder er begyndt at tilbyde nyuddannede sygeplejersker etårige introduktionsstillinger, men når krisen kradser, ryger de strukturerede introduktions- og kompetenceudviklingsforløb ofte med det samme. Er det ikke obligatorisk, er det op til hver enkelt afdelings goodwill, og det er ikke godt nok.”

Toårigt basisforløb

Steen Hundborg mener også, at professionsbacheloren kan suppleres med en obligatorisk basisuddannelse, når dimittenderne har afsluttet uddannelsen. 

”Jeg mener, at de studerende er rustet rigtig godt teoretisk efter de 3½ år, og de kan også varetage en række kliniske opgaver. Men de er generalister, og arbejdsgiverne skal have fokus på et struktureret og planlagt introduktions- og oplæringsforløb, allerhelst i et klinisk basisuddannelsesforløb,” siger han.

Steen Hundborg forestiller sig et toårigt forløb, hvor den nyuddannede sygeplejerske bliver tilknyttet en fast vejleder/mentor.

Forløbet kan f.eks. bestå af seksmåneders forløb på en medicinsk og kirurgisk afdeling og i psykiatrien:

”Så kan det sidste halve år være et valgfrit sted. Det vil give de nyuddannede en god introduktion til de forskellige specialer og gøre dem i stand til at håndtere forskellige kliniske problemstillinger. De vil få indsigt i og forståelse for overgange i sundhedssektoren, og forløbet skal resultere i et obligatorisk løntillæg, hvilket kan sikre bedre rekruttering og fastholdelse.” 

Lisa Sap har ingen planer om at forlade faget trods den lidt hårde opstart:

”Fra barnsben har jeg drømt om at blive sygeplejerske. Jeg var virkelig parat og har prioriteret uddannelsen 100 pct. hele tiden. Men så snart det var muligt som studerende, tog jeg vagter på sengeafsnit – netop for at få klinikken ind under huden, ellers havde jeg været meget ringere stillet.”