Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fleksibilitet i kommuner og regioner

Sygeplejersken 2020 nr. 6, s. 27

En rundspørge blandt Dansk Sygeplejeråds tillidsrepræsentanter i regioner og kommuner i perioden den 17.-20. april viser, at andelen af sygeplejersker, der har fået flyttet arbejdssted til eller fra tillidsrepræsentantens arbejdssted i forbindelse med Covid-19-epidemien, er størst på det regionale område.

Ifølge rundspørgen har 75 pct. af tillidsrepræsentanterne i regionerne oplevet dette, mens andelen er 36 pct. i kommunerne. Både i regioner og kommuner vurderer over halvdelen af tillidsrepræsentanterne, at enkelte eller flere sygeplejersker har følt sig presset til at flytte arbejdssted mod deres vilje (regioner 63 pct., kommuner 54 pct.).

Derudover vurderer to ud af tre tillidsrepræsentanter (64 pct.), at arbejdsgivers krav til fleksibiliteten hos sygeplejerskerne på tillidsrepræsentantens arbejdsplads er meget højere (33 pct.) eller lidt højere (31 pct.) end før Covid-epidemien. Også her er andelen størst blandt tillidsrepræsentanter i regionerne (73 pct.) mod 53 pct. i kommunerne.