Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Vi var bare nødt til det"

Da pandemien ramte Danmark, gik forskende sygeplejersker i gang med at indsamle viden om deres kollegers liv og arbejdsvilkår. Foreløbige resultater peger på udbredte problemer med helbred og psyke. Det bakkes op af studier i udlandet, og den internationale sygeplejeorganisation ICN advarede i januar om ”massetraumer”, der truer hele sundhedssystemer.

Sygeplejersken 2021 nr. 2, s. 22-24

Af:

Marianne Bom, journalist

Det var lidt ligesom at være i krig, altså. Man var soldaterne, der skulle i front, kan man sige. Vi var bare nødt til det."

Sådan lyder et udsagn i en interviewundersøgelse med 22 sundhedsprofessionelle fra hele landet, heriblandt otte sygeplejersker, som professor og sygeplejerske Selina Kikkenborg Berg fra forskningsgruppen IMPACT i Hjertecentret Rigshospitalet er med til at lave fra maj til august 2020.

 Alle 22 står i pandemiens frontlinje og varetager pleje og behandling af patienter med covid-19. Undersøgelsen viser – som flere andre i Danmark og udlandet – at det er psykisk hårdt at gå fra at være ekspert i sit job til at være novice i bekæmpelsen af en ukendt virus, som hverken mennesker eller sundhedssystem har et trænet forsvar mod.

”Sygeplejersker er jo meget optaget af at gøre det, der forventes af dem. At udføre den samfundsopgave, der er stillet. Det gør de på trods af, at der ikke er optimale arbejdsvilkår. Det er en akut pandemi, og det har ingen erfaring med. Det er nyt for alle led i hospitalsvæsenet, og det bærer det præg af – særligt i de første måneder,” siger Selina Kikkenborg Berg.

Som uger og måneder går, mærker mange sygeplejersker, at den uegennyttige tilgang slider kraftigt på eget velbefindende og på familien.

I november/december overvejer mere end hver tredje af de hospitalsansatte, der deltager i en landsdækkende undersøgelse at sige op på grund af håndteringen af covid-19.

Det viser foreløbige resultater fra forskningscentret Defactum i Region Midtjylland. 

Halvdelen følte sig rustet 

Defactum, der er støttet af Dansk Sygeplejeråds sygeplejefaglige forskningsfond,  har også målt det gennemsnitlige niveau af stress og depression hos hospitalsansatte sygeplejersker ud fra anerkendte skalaer.

Målingerne viser, at sygeplejersker i maj måned var tynget af stress og depression i moderat grad.

”Det er altså slemt,” siger sygeplejerske og forsker Caroline Trillingsgaard Mejdahl fra Defactum. ”Man ved, at den slags stress kan give efterdønninger. Mange reaktioner ser man først senere. Det er meget bekymrende, at vi ser tegn på både stress, depression og søvnproblemer, også set i forhold til, at det er nødvendigt at fastholde arbejdskraft i et felt, hvor man mangler sygeplejersker. Vi ved fra tidligere pandemistudier, at der er et langt efterslæb efter store belastninger. Det er enormt problematisk, når sygeplejerskerne skal tilbage til en hverdag, at der er så stor en del af arbejdsstyrken, som lider af mentale problemer.”

Defactums endnu ikke offentliggjorte resultater suppleres af en undersøgelse fra Aalborg Universitetshospital. 

Her bliver 510 sygeplejersker i nødberedskabet i forsommeren 2020 stillet spørgsmål som: I hvor høj grad følte du dig rustet til at håndtere arbejdet?

70 pct. svarer, og af dem melder 8 pct., at de i høj grad følte sig rustet. Halvdelen (48 pct.) følte sig i nogen grad rustet. 

I hvor høj grad følte du dig tryg ved at gå på arbejde, lyder et andet spørgsmål.

Til det svarer godt halvdelen (57 pct.), at de i høj grad eller nogen grad følte sig trygge. 

”Der er mange faktorer, der influerer på, om man føler sig kompetent og rustet til at varetage pleje af patienter indlagt med covid-19. Det viser andre foreløbige resultater fra de fokusgruppe-interviews, vi gennemførte med sygeplejersker i pandemiafsnittene,” siger Britt Laugesen, der er sygeplejerske og forsker ved Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje på Aalborg Universitetshospital. 

”Det ser ud til at have betydning, om man har tidligere erfaring med at passe intensivpatienter eller andre multisyge patienter. Det har også betydning, om man har fået ændret arbejdstid og sted, og om man er bekymret for familien derhjemme. Den bevågenhed, der har været i medierne om pandemiens udvikling, kan også have en betydning for, hvor mere eller mindre tryg man går på arbejde. Er det i nat, det hele vælter? Er det nu, jeg skal yde pleje, som jeg ikke har forudsætninger for? Et stærkt kollegialt fællesskab og en følelse af at være i samme båd synes at hjælpe sygeplejersker i situationer, hvor de er usikre.” 

Både positive og negative nuancer

Det er et billede med både positive og negative nuancer, som forskningen tegner af sygeplejerskers mulighed for at yde grundlæggende sygepleje og deres trivsel under pandemien. 

Ud fra publikationer og deling af foreløbige resultater fra Rigshospitalet, Defactum, Region Sjælland og Aalborg Universitetshospital kan man sammenfatte dette:

Sygeplejersker oplever et pres for at melde sig til beredskabet. Mange gør det frivilligt, men reelt føler nogle sig tvunget af pligt.

Over tid bliver arbejdet under pandemien for mange rigtig hårdt. Fysisk og mentalt.

Kvalme, hovedpine, søvnbesvær, stress, depression, frustration, vrede, mangel på ledelse og anerkendelse, følelsen af ikke at slå til, pres på familielivet og frygten for at være smittebærer.

Sådanne ord går igen i forskernes beskrivelser, og det er vel at mærke ikke udelukkende personalet i frontlinjen mod corona, der er ramt. 

Det er også hårde tider for sygeplejersker i andre afsnit, som må afgive personale til beredskabet. Nogle bliver lånt ud til opgaver, de ikke har kendskab til.

Mange skal samarbejde med nye kolleger og pleje patienter med sygdomme, de ikke kender.

De pårørende kan ikke involveres på vanlig vis, fordi de typisk ikke må komme på hospitalet, og sygeplejerskerne oplever at være ”politibetjente”, der bestemmer, hvem der lukkes ind.

Sygeplejersker i ikke-covid-afsnit kan føle sig glemte. Det viser bl.a. interviews fra Aalborg Universitetshospital.

Forskningen fortæller også, at sygeplejersker er stressede over at stå som reserver for beredskabet uden at vide, om det er om et par dage eller aldrig, der vil blive brug for dem hos de ofte svært syge og multisyge covid-19 patienter.

Samtidig bokser mange med at overkomme den fysiske afstand til patienterne, med maskerne og de andre værnemidler, som det tager dyrebar tid at få af og på, og som gør det svært at få den gode relation med patienten, der er selve fundamentet for sygepleje.

Men forskningen fortæller også positive historier:

  • Om stjernestunder, hvor det tværfaglige samarbejde svinger bedre end nogensinde.
  • Om tæt og god ledelse, der hjælper overbelastede medarbejdere med at prioritere og læsse af.
  • Om muligheder for at yde høj kvalitet i arbejdet, fordi det prioriteres, og fordi mange kompetencer arbejder sammen – og nogle gange er det en fordel, at de pårørende ikke er der til at afbryde.
  • Om entusiasme og chance for at lære nyt.
  • Og om ledelser, der får mulighed for at lægge bedre planer midt i det uforudsigelige hav af smittetal, så sygeplejersker i anden bølge af pandemien får mere forudsigelige vilkår og mere ro i maven. 

Fundamental pleje under pres

Kan man læse ud af undersøgelserne, at den grundlæggende pleje generelt ikke er i orden under pandemien i Danmark? Nej, det kan man ifølge forskerne ikke. 

Men den fundamentale pleje har til tider været under pres. Derfor har sygeplejersker oplevet ikke at slå til.

Som led i en interviewundersøgelse, der indgår i det offentliggjorte projekt Frontline, fortæller en sygeplejerske f.eks. adjunkt Marian Petersen, at det en befrielse at arbejde med bedøvede patienter.

”Det gav hende ro, for så kunne patienten ikke spørge om noget, som hun ikke kunne svare på,” siger Marian Petersen, adjunkt på Syddansk Universitet og sygeplejerske på Sjællands Universitetshospital i Køge. Hun var ansvarlig for interviews med personale fra syv afdelinger i Køge i foråret 2020. Med og uden covid-19-patienter.

”Sygeplejerskerne kunne udføre det absolut mest grundlæggende. Det, som har at gøre med overlevelse hos patienten. Men mange oplever, at alt det andet – værdierne og omsorgen – er smuldret, og det er til dels på grund af de nødvendige værnemidler, man skulle have på, på grund af tidspres, og det ikke at være ved den samme patient flere dage i træk. Det blev svært at danne den relation, som er så grundlæggende for den fundamentale sygepleje. Dertil kom manglende viden om selve sygdommen. Det blev til opgaver, der skulle løses, og for nogle betød det, at dér krakelerede deres værdier for, hvad god sygepleje var. Andre kunne bedre affinde sig med, at de måtte prioritere på den måde.”

Internationale erfaringer

De danske studier bakkes op af studier i udlandet. 

International Council of Nurses (ICN) har indsamlet viden fra godt 130 nationale sygeplejeorganisationer om udbrændte, stressede og covid-19-smittede sygeplejersker.

Det får i januar 2021 ICN til at slå alarm med ordene: ”Verdens sygeplejersker står over for massetraumer, som er en øjeblikkelig fare for professionen og fremtiden for vores sundhedssystemer”, men naturligvis er billedet forskelligt fra land til land. 

I England rapporterer næsten halvdelen af det intensivpersonale, der deltog i en undersøgelse i sommeren 2020, tegn på PTSD, depression og stress i en grad, der er værre end det, man ser hos kamptropper.

Det siger en af forskerne til avisen the Guardian om studiet, der er offentliggjort i Occupational Medicine.

Og i Sverige peger foreløbige resultater fra en spørgeundersøgelse i regionerne Örebro og Västra Götaland på, at sygeplejersker – særligt dem, der er udlånt til andre afdelinger end deres egen – er moralsk stressede. De har ikke mulighed for at gøre det, de finder etisk rigtigt.

Cecilia Lundmark, etisk vejleder ved Sahlgrenska Universitetshospital i Göteborg advarer i fagbladet Vårdfokus om, at sygeplejersker nu har brug for tid og hjælp til at restituere.

Den opfordring kan formanden for DSR’s Sygeplejeetiske Råd, Anne Bendix Andersen, tilslutte sig:

”Men det er desværre ikke noget nyt problem, at sygeplejersker oplever, at de ikke kan udføre arbejdet på en etisk forsvarlig måde. Det problem havde vi også før pandemien. Ledelserne er nødt til at afsætte tid til, at sygeplejersker reflekterer over de etiske udfordringer, de møder. Er det udfordringer og vilkår, de må acceptere? Eller er der noget, man er nødt til at påvirke og ændre for at kunne yde god sygepleje og blive i jobbet?”