"Hvis de gennemfører det, så er jeg smuttet"

"Jeg vil ikke være et sted, hvor min arbejdstid og arbejdssted kan ændres med fire ugers varsel uden at tage hensyn til mig, mine kompetencer, interesser, min familie eller de aftaler jeg måtte have i mit privatliv. Hvis de gennemfører det her, er jeg smuttet. Så vil jeg ikke kunne se mig selv som sygeplejerske i Region Nordjylland” lyder det fra Camilla Lorenzen, sygeplejerske på Ambulatorium og Dagafsnit for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme på Aalborg Universitetshospital. 

Hun er en af mange sygeplejersker på sygehuset, der er dybt frustreret over et nyt ansættelsesbrev, der blev sendt ud til stort set alle sygeplejersker, jordemødre og social- og sundhedsassistenter onsdag den 3. marts.

Der står, at du fremover vil være ansat på en afdeling i stedet for et afsnit, så du kan arbejde i flere funktioner til gavn for patienterne. Og at det kan komme til at betyde nye kolleger, nyt arbejdssted, nye opgaver og nye arbejdstider.

Det vil i så fald blive varslet fire uger i forvejen, uanset hvad der står i dit nuværende ansættelsesbrev, uanset at din arbejdstid over en længere årrække har være placeret på bestemte tidspunkter, og uanset om det vil betyde nedgang eller bortfald i ulempegodtgørelse.

”Det gav et ramaskrig,” fortæller fællestillidsrepræsentant Pia Jødal fra Aalborg Universitetshospital. 

”Sygeplejerskerne var så vrede og gale. De vil ikke finde sig i at blive behandlet på den måde. Og det kan jeg godt forstå.” 

”Det hele handler om drift”

For sygeplejerskerne handler det om meget mere end et nyt ansættelsesbrev. Det handler om, hvordan de generelt føler sig behandlet. Om den udvikling, der har fundet sted de seneste mange år, hvor alt er blevet skåret mere og mere ind til benet.

Og hvor arbejdsgivere i stadig højere grad forventer en fleksibilitet, der rækker ud over faglighed, geografi og hensyn til privatlivet. Ikke mindst testet under Covid-19 epidemien. 

Sygeplejerske Susanne Riis har gennem knap 20 år arbejdet på et sengeafsnit på Kardiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Men for halvandet år siden fik hun nok og skiftede til en projektstilling som projektsygeplejerske. På samme afdeling.  

”Jeg elskede mit job. Også med skiftende vagter. Men de sidste fem år er der sket noget. Der er ikke længere nogen udvikling. Ingen videreuddannelse eller kardiologisk efteruddannelse. F.eks. er den årlige grund- og efteruddannelse sidst blevet afholdt i 2018.

”Vi er skåret helt ind til benet mht. sengepladser og normering. Det hele handler om drift. Det er det eneste pejlemærke, ledelsen har,” siger hun og påpeger:

”Udvikling er noget af det, der driver sygeplejersker. Men når der ikke er tid til det eller til bare at oplære de nye kolleger ordentligt, så forsvinder arbejdsglæden.”

Starten på et liv som daglejer

Susanne Riis husker tydeligt, da hun åbnede sit nye ansættelsesbrev i e-boks den 3. marts.

”Jeg tænkte: Nu starter det – mit liv som daglejer. Hvad er der blevet af Aalborg Universitetshospitals ”En Arbejdsplads I TOP”, hvor I står for Indflydelse, T står for Tillid, O for ordentlighed og P for professionalisme? Jeg troede, de nye ansættelsesprincipper skulle drøftes via en dialog med den enkelte medarbejder ud fra dennes karriereplan.”

For Susanne Riis betyder ansættelsesbrevet, at hun kan blive pålagt at tage vagter på sit gamle afsnit, selvom hun nu er projektsygeplejerske.

Hun mener, at brevet er italesat som et kompetenceløft, men i realiteten handler det om at fordele vagtbyrden og tvinge de erfarne sygeplejersker i specialfunktioner tilbage på pressede sengeafsnit. 

”Hvis de gennemfører de ting, der står i ansættelsesbrevet, så er mine dage talte i det offentlige sygehusvæsen, som jeg har været en del af i 36 år,” garanterer hun.

Dagen efter, at sygeplejerskerne havde fået det nye ansættelsesbrev, oprettede sygeplejerske Camilla Lorenzen en protestgruppe på Facebook, der i løbet af et døgn fik over 1000 medlemmer og efter en uge rundede 2000.

Hun og fire andre sygeplejersker fra forskellige afdelinger – herunder Susanne Riis – fandt lynhurtigt sammen, lavede en taskforce med henblik på at få stoppet brevet og alt det, det har sat i gang.  

Søndag – fire dage efter udsendelsen af ansættelsesbrevet – sendte FTR Pia Jødal også et bekymringsbrev til ledelsen, der senere samme dag trak ansættelsesbrevet tilbage. 

Det er nu sat på standby. 

Specialist i specialet

Ifølge Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital og afsender på det nye ansættelsesbrev, er det grundlæggende ønske, at sygeplejersker, jordemødre og social- og sundhedsassistenter skal være mere specialiseret i deres speciale, så de får en større indsigt i hele patientens sygdomsforløb. Det betyder, at man f.eks. skal arbejde i både afdeling-ens sengeafdeling og i det tilhørende ambulatorie.

”På sengeafdelingen ser du ofte de patienter, der er allermest syge. Hvis du også møder dem tre måneder senere, ser man, hvordan det er gået patienten, og erfarer både udfordringer, men også hvad der er gået godt for patienten. Den viden er vigtig læring, som med fordel kan bruges fremover,” siger Lisbeth Lagoni.  

Men det handler også om en bedre fordeling af sygeplejerskernes viden.

”I dag er det ofte de yngste sygeplejersker, der er på sengeafdelingerne. Efter noget tid søger de videre til ambulatorierne. Så mangler vi de rollemodeller på sengeafdelingerne. Vi har brug for at mikse erfaringer og kompetencer noget mere,” siger Lisbeth Lagoni og fortsætter:

”Det handler ikke om at fordele vagtbelastningen. Men det er en sidegevinst, som kan være med til at fastholde det yngre personale på afdelingerne. I dag ser vi, at de rejser til vagtfrie jobs, og nogle vælger desværre helt nye veje. Vi tror på, at en solidarisk tilgang til det at tage vagter er med til at fastholde dem.”

Flere års specialisering

Camilla Lorenzen er ansat på Ambulatorium og Dagafsnit for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme og er en af dem, der kan blive sat til at tage vagter på sengeafdelingen.

”Vi er så specialiserede i det, vi laver. Vi har måske brugt halvandet eller to år med sidemandsoplæring på at opnå de kompetencer, vi har. Jeg kan følge patienterne her, og de får den specialiserede hjælp, de har brug for. Det er for mig god og kompetent sygepleje,” siger Camilla Lorenzen og fortsætter:

”Hvis jeg skal tage weekendvagter med otte eller 12 ugers mellemrum på en sengeafdeling, hvor det kræver nogle helt andre kompetencer, end dem jeg har, vil jeg ikke opnå den ekspertise, som patienterne har brug for. Jeg vil kunne måle værdier, give sengebad og mad. Men det er jo ikke det, der er brug for i en weekendvagt. Og så vil jeg mangle på ambulatoriet. Man kan ikke have generalister i et sygehusvæsen, der er så specialiseret, som vores.”

Hun mener, at det giver mere mening at løse rekrutteringsproblemerne på sengeafdelingerne, frem for at trække på ambulatorier, der fungerer.

En ommer

Sygeplejerskerne er enige med Lisbeth Lagoni i, at der er nogle områder, hvor det giver mening at have vagter både i ambulatorier og sengeafdelinger. Og flere steder på hospitalet sker det allerede i dag – igangsat med udgangspunkt i den enkelte afdeling og de ansatte.

Et problem ved det udsendte ansættelsesbrev har været, at der mange steder ikke har været en dialog forud for varslingen af ansættelsesforholdene, og at det er varslet bredt.

Også til sygeplejersker i funktioner, hvor der ingen planer er om at blande vagter på tværs af en afdeling. Det har givet unødig bekymring og usikkerhed.

”Det er derfor, vi har trukket brevet tilbage. Vi har varslet for bredt, og vi har efterfølgende erfaret, at der flere steder ikke har været den nødvendige dialog. Vi er derfor nu i gang med at holde dialogmøder i alle afdelinger. Og de steder, hvor de nye ansættelsesprincipper ikke giver mening, forventer vi også, at ledelserne melder det tilbage,” siger Lisbeth Lagoni.

Hun er bekendt med, at sygeplejerskerne ser det hele som ledelsens forsøg spare og få driften til køre.

”Derfor er det brev en ommer. For så har vi ikke formået at være tydelige nok i hensigten med de nye ansættelsesprincipper og forberedt medarbejderne ordentligt. For det er ikke en spareøvelse. Ingen går ned i løn. Det bliver faktisk dyrere. F.eks. får medarbejderne på medicinske sengeafsnit et tillæg. Det skal dem fra ambulatorierne jo så også have” siger Lisbeth Lagoni.