"Vi frygter, vores specialistviden bliver udvandet"

Når det nye Odense Universitetshospital slår dørene op i 2024, er det ikke kun de fysiske rammer, der ændrer sig. Flere afdelinger får fælles sengedrift, og det betyder, at omkring 300 sygeplejersker skal yde specialiseret sygepleje inden for to specialer eller subspecialer. Det skaber bekymring blandt sygeplejerskerne.
Sygeplejerske Betina Kristensen (tv) brænder for lungemedicinske patienter, mens sygeplejerske Louise Søderberg (th) har specialiseret sig i hjerte- og lungekirurgiske patienter. Fremover skal de også behandle hinandens patienter, hvilket bekymrer dem
Foto: Robert Wengler

"I den bedste af alle verdener ville vi helst beholde vores lungemedicinske ledelse og bestå selvstændigt som speciale.” 

Det siger sygeplejerske og tillidsrepræsentant Betina Kristensen fra Lungemedicinsk Afdeling J på Odense Universitetshospital (OUH). 

”Den bedste af alle verdener” bliver dog ikke til virkelighed, når det nybyggede OUH er klar til at modtage patienter i 2024.

Her står Betina Kristensen, der også er fællestillidsrepræsentant-suppleant, og omkring 300 andre sygeplejersker over for, at deres afdeling skal lægges sammen med en anden, hvorfor sygeplejerskerne med ledelsens ord skal kunne ”løfte specialistkompetencer inden for to specialer eller subspecialer”. 

For Betina Kristensen betyder det goddag til nye patienter, da Lungemedicinsk Afdeling J med sine 11 sengepladser skal drives sammen med Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T, der har 34 sengepladser.

Det er også besluttet, at ledelsen på afdeling T er ansvarlig for sengedriften på begge afdelinger. 

For små til selvstændig drift

Fællestillidsrepræsentant Kirsten Nikolajsen fortæller, at der er sket en del, siden ledelsens første bud på fremtidig organisering af sengeområderne kom i høring i januar 2020. 

”Her fik mange sygeplejersker nok med rette den opfattelse, at de ville blive ansat på en afdeling og så skulle arbejde på tværs af fire-fem afdelinger. Men det har aldrig været meningen, og ledelsen tog høringssvarene til sig og lyttede til medarbejderne og os tillidsvalgte. Og den endelige plan ser anderledes ud end den første,” siger hun. 

Fælles for de berørte afdelinger er først og fremmest nogle faglige snitflader, men også at nogle kun har få sengepladser: 

”Nogle har så få, at det reelt ikke er muligt at drive dem i dag. Selv på Lungemedicinsk afdeling J med 11 sengepladser, okay normering og ingen ubesatte stillinger, er der næsten ikke hoveder nok til at lave en vagtplan,” siger hun. 

Faglig stolthed i spil

Betina Kristensen kan godt se de driftsmæssige fordele ved, at afdeling J og T bliver lagt sammen. 

”Vi har svært ved at rekruttere sygeplejersker, og driften er udfordret. Vi har længe vidst, at vi ville komme til at arbejde i en slags klynger. Her giver et samarbejde med thorax-kirurgerne og kardiologerne mening, da vi har nogle patienter til fælles,” siger hun. 

Men det rokker ikke ved bekymringen for, om sammenlægningen vil udvande den specialistviden og de kompetencer, hun og kollegerne har i forhold til lungemedicinske patienter. 

”Når en anden afdeling skal stå for driften, kan jeg blive bange for, at vores speciale bliver glemt. Jeg har været ansat siden 2006, vores patienter er medicinsk meget tunge og komplekse, og det kræver både pædagogiske evner og specialistviden at yde ordentlig sygepleje. Personalet skal have mulighed for at fordybe sig i de enkelte specialer, og det bliver svært, hvis man skal have specialistkompetencer inden for flere specialer,” siger Betina Kristensen.

Hendes kommende kollega, sygeplejerske og nyslået tillidsrepræsentant Louise Søderberg fra afdeling T, kan godt se fordele ved sammenlægningen.

Hun arbejder med hjerte- og lungekirurgiske patienter og ser frem til at få nye naboer: 

”Det giver god faglig mening at få lungemedicinsk og hjertemedicinsk afdeling tæt på. Vi kan få bedre forståelse for hinandens specialer, f.eks. bypass-opererede hjertepatienter, de har jo tit et langvarigt indlæggelsesforløb før, vi ser dem i kirurgien.”

Men for Louise Søderberg går der en tydelig grænse mellem forståelse for hinandens specialer og sparring om patienter til at skulle passe hinandens patienter. 

”Vi er alle enormt fagligt stolte af vores specialer. Af at vi er megagode til lige præcis den lungemedicinske eller lungekirurgiske patient. Vi har f.eks. ikke NIV-behandling hos os, og skal jeg til at udføre det, skal jeg først og fremmest uddannes i det. Og det tager også opmærksomhed fra det speciale, jeg er ekspert i og brænder for. Jeg kan frygte, at tiden til at nørde i det hjerte- og lungekirurgiske speciale forsvinder, fordi jeg skal til at kunne favne lunge- og hjerte-området både medicinsk og kirurgisk.”

Alt afhænger af kompetenceudviklingen

Kirsten Nikolajsen forstår sygeplejerskernes bekymringer:

”Et af de store spørgsmål er, hvordan vi sikrer sygeplejerskernes specialistkompetencer, når nu de skal arbejde med flere specialer. Det er en udfordring, men det betyder ikke, at man ikke kan. Men jeg vil nødig selv være indlagt og have brug for en lungemedicinsk sygeplejerske, hvis der ikke er nogen på arbejde, og ingen af dem på vagt reelt har kompetencer til at passe mig. Det hele står og falder på kompetenceudviklingen. Er den ikke på plads, kan jeg godt blive bekymret for patientsikkerheden,” siger Kirsten Nikolajsen og tilføjer, at også vagtplanlæggerne får en ny stor opgave: 

”De skal jo sikre, at der i hver vagt 24/7 er sygeplejersker med specialistkompetencer til stede inden for alle specialer,” siger Kirsten Nikolajsen og fastslår også, at hvis sammenlægningerne skal lykkedes, kræver det god forberedelse. 

”Det har både ledelse og vi tillidsvalgte fokus på allerede. Og de involverede medarbejdere skal også inddrages i ordentlig tid.” 

 

Emneord: 
Sundhedspersonale
Sygeplejefaget