Her er grænsen nået

”Da jeg blev ansat, oplevede jeg for første gang en ledelse, der ser os alle som en ressource, der ved behov kan gå på tværs af alle afsnit internt i vores hus – bare fordi vi har pædiatrien til fælles.”

Det fortæller Louise Gjervig Lehn, sygeplejerske og tillidsrepræsentant på Børne- og Ungehospitalets akutmodtagelse og sengeafsnit HM4 på Odense Universitetshospital. 

Hun kom til afdelingen i 2014 efter at have været flere år på en endokrinologisk afdeling. Og det blev lidt af en kulturændring.

”Alene det at skulle gå på tværs af alle afsnit var helt nyt for mig. Jeg var f.eks. aldrig tidligere blevet sendt ud for at hjælpe på en geriatrisk afdeling, bare fordi vi har voksenområdet til fælles,” siger hun og tilføjer:

”Pædiatrien er et kæmpe speciale i sig selv, og jeg skal først og fremmest have dybdeviden om det pædiatriske speciale lige fra det neonatale barn til den unge på 17. Oveni kommer alle de medicinske og kirurgiske specialer og subspecialer, som også findes på voksenområdet.” 

I dag har Louise Gjervig Lehn sin primære funktion i det funktionelle team, der tager sig af børn med social pædiatriske udfordringer, der sammen med børn med diabetes blev tilknyttet HM4 i 2018:

”Men jeg skal også mestre alle de andre specialer på HM4,” siger hun og oplister dem et for et: Typiske børnesygdomme, det akut syge og infektionssyge barn, det respiratorisk dårlige barn, det dehydrerede barn og det svært kroniske nyresyge barn og børn med astma og allergi. 

Svært at sikre patientsikkerhed

Louise Gjervig Lehn understreger, at hun pt. lige formår at opretholde sin specialistviden, der også er vigtig i forhold til at kunne yde familiecentreret sygepleje.

Men sammen med kollegerne er hun bekymret for både arbejdsmiljø og patientsikkerhed, især i forhold til at arbejde på tværs af afsnit og afdelinger. 

”Jo mere vi skal arbejde på tværs, jo mere udfordres vores dybdeviden og kollegaskab. Det skader arbejdsmiljøet og i sidste ende også patientsikkerheden. Jeg er ikke samme kompetente sygeplejerske, når jeg er på udlån for at hjælpe mine kolleger,” siger hun og understreger, at faste kolleger og kendte rammer er et basalt, men vigtigt element for at yde højt specialiseret sygepleje. 

”Og har vi ikke nok viden om en given diagnose, kan vi ikke sikre patientsikkerheden. Tag f.eks. det respiratorisk dårlige barn og CPAP-behandling. Det skal gå stærkt og er kompliceret at etablere, og den efterfølgende observation kræver både viden og færdigheder, men også intuition, så man har føling med, om behandlingen går den rette vej. Ser jeg kun sådan et barn hver 14. dag, er det svært at vedligeholde mine færdigheder og spidskompetencer.”

Louise Gjervig Lehn er enig i, at ressourcerne skal udnyttes bedst muligt, men hun mener, at grænsen for fleksibiliteten for længst er nået hos dem. 

”Der skal være en klar afgrænsning af, hvilke specialer og subspecialer mine kolleger og jeg skal arbejde med. Ellers skrider den faglige dybde og patientsikkerheden. Det bliver fagligt uansvarligt.”