Vejen tilbage er ofte unødig lang

Diagnose, behandling og vejledning af patienter med hjernerystelse er en kompleks opgave, der involverer mange faggrupper. Især læger og sygeplejersker spiller en afgørende rolle fra dag 1.

Ida Herskind har ingen synlige skader. Faldet fra cyklen en fredag aften i september 2015 kan slet ikke ses på den unge kvindekrop, selvom cykelhjelmen glimrede ved sit fravær.
Alligevel ringer hun til sin læge mandag morgen. Trods et beskedent alkoholindtag på to fadøl i timerne op til faldet føler den dengang 26-årige kvinde, at hun har tømmermænd. Og det kan da ikke være rigtigt her næsten tre døgn senere?

”Jeg får en tid med det samme og møder op. Jeg fortæller min læge, at jeg har hovedpine, og hvad der skete fredag aften, bl.a. at jeg havde været kortvarigt væk. Akkurat som først min veninde og senere også jeg gjorde over telefonen til 1813 fredag aften,” husker Ida Herskind og fortsætter:

”Min veninde ringede til 1813, mens jeg stadig lå på jorden, og jeg ringede til dem, da jeg var kommet hjem. Bare for en sikkerheds skyld nu da jeg havde været bevidstløs et lille stykke tid, måske 20 sekunder. Men vi fik uafhængig af hinanden at vide, at det ikke var nødvendigt at tage på skadestuen, da jeg var hel og fin. Og min egen læge reagerer heller ikke på det, han tester ikke mine øjne, men måler mit blodtryk og sender mig hjem uden sygemelding og med besked om, at jeg sagtens kan tage på arbejde,” fortæller den nu 30-årige kvinde, som netop var begyndt på drømmejobbet som studievært på den nu lukkede, landsdækkende Radio24syv.

Myter og svær diagnose

Ida Herskind er bare en blandt omkring 25.000 danskere6, som hvert år får en hjernerystelse, også kaldet commotio cerebri. Hjernerystelse rammer bredt i befolkningen, men i størst risiko er børn, unge og ældre. Mænd rammes oftere end kvinder, og sportsudøvere i visse sportsgrene, f.eks. håndbold, ishockey og ridning, er også særligt udsatte7.

Antallet er dog et skøn, da forskerne kun kan trække oversigter fra hospitalerne og dermed ikke har det præcise overblik over de patienter, som enten henvender sig til egen læge eller helt udebliver fra sundhedsvæsenet trods hjernerystelse.

Heldigvis kommer flertallet af alle patienter med hjernerystelse sig helt igen i løbet af et par uger eller få måneder. Omkring 20 pct. har dog stadig symptomer seks måneder efter traumet, mens 10-15 pct. ikke er symptomfri efter et år (2,8). De lider af langvarige symptomer efter hjernerystelse, også kaldet post commotionelt syndrom (PCS), hvilket bl.a. kommer til udtryk i manglende evne til at koncentrere sig, hukommelsesproblemer, hovedpine, træthed, øget følsomhed over for lyde og lys og dårlig søvn (se også Boks 1).

Boks 1. Symptomer

Ved hjernerystelse skal mindst ét af følgende symptomer være til stede i forbindelse med traumet: konfusion eller desorientering, bevidsthedstab i højst 30 min., posttraumatisk amnesi (PTA, hukommelsestab i forbindelse med et traume, red.) i mindre end 24 timer og/eller forbigående, neurologiske symptomer (f.eks. dobbeltsyn). Ovenstående må ikke skyldes stoffer, alkohol, medicin eller anden skade og/eller behandling for anden sygdom.

Symptomer på hjernerystelse og langvarige symptomer af hjernerystelse kan overordnet inddeles i tre grupper: fysiske, kognitive og emotionelle. Derudover oplever mange patienter også søvnproblemer i form af enten insomni (svært ved at falde i søvn eller meget urolig søvn, red.) eller hypersomni (overdrevent søvnbehov red.).

Symptomerne kan alle optræde på alle tidspunkter i forløbet. De færreste patienter oplever alle symptomer, og symptomerne påvirker ofte hinanden indbyrdes.

Fysiske symptomer

  •  Hovedpine
  •  Svimmelhed
  •  Kvalme/opkast
  •  Øget følsomhed over for lys og/eller lyd
  •  Ændret synsfunktion
  •  Ekstrem træthed
  •  Smerter

Kognitive symptomer

  •  Koncentrationsproblemer
  •  Hukommelsesproblemer
  •  Hurtig udtrætning
  •  Opmærksomhedsproblemer
  •  Indlæringsproblemer
  •  Langsommere tænkning

Emotionelle symptomer

  •  Tristhed
  •  Angst
  •  Irritabilitet
  •  Aggression
  •  Ændret personlighed

(Kilde: Center for Hjerneskade)

For alle patienter med hjernerystelse kan vejen tilbage til hverdagen dog være unødig lang og belagt med myter og mangelfuld vejledning fra sundhedsprofessionelle, hvilket netop var tilfældet for Ida Herskind, hvis forløb er beskrevet i artiklen ”Alt så normalt ud, men ... ” i Sygeplejersken nr. 13/2019, der udkom sammen med dette nummer af Fag&Forskning.
Nogle bliver som Ida Herskind vejledt forkert og sendt tilbage på job for tidligt og uden konkret diagnose, mens andre groft sagt blot får at vide, at de skal gå hjem og slappe af og tage det med ro, hvilket langt fra er optimalt, for hvad betyder ”at tage det med ro” egentlig?

Det er naturligvis ikke i orden, pointerer en af Danmarks førende forskere på området, ph.d. og neuropsykolog Hana Malá Rytter, som er lektor ved Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital samt leder af Dansk Center for Hjernerystelse, etableret marts 2019. Men, fortsætter forskeren, hjernerystelse er svært at diagnosticere, og eventuelle huller og myter i sundhedspersonalets viden kan være udtryk for, at forskningen på området har været sparsom i mange år, hvorfor de vejledninger, fagpersoner har at støtte sig til, også har mange år på bagen.

”Min oplevelse er, at læger har meget forskellig opfattelse af og viden om, hvordan hjernerystelse skal diagnosticeres. Det er en usynlig lidelse, der forandrer sig hurtigt i det første stykke tid, og lægerne har ofte kun patientens anamnese og et sæt ældre konsensuskriterier (9,10) at tage udgangspunkt i,” siger Hana Malá Rytter og fortsætter:
”I dag er hjernerystelse en diagnose, der stilles ud fra anamnesen og nogle få objektive prøver, som dog ofte er negative, f.eks. en CT-scanning. Resultater af både CT- og MR-scanninger er ofte ubrugelige, fordi det tekniske setup ofte ikke er følsomt nok til at fange de mikrostrukturelle forandringer, en hjernerystelse medfører på både kort og længere sigt.”

Ny klinisk retningslinje på vej

Ifølge Hana Malá Rytter sker der dog noget på området i forhold til at kunne visualisere effekter af hjernerystelse i hjernen i form af både mere følsomme og nye scanningsteknikker (11). Hun henviser bl.a. til et lille dansk studie, der bruger den såkaldte SPECT-metode (Single Photon Emission Computed Tomography) (12).

Her scannede man patienter med hjernerystelse hhv. to-tre uger og tre-fire måneder efter traumet for at undersøge, om der var inflammation i hjernen eller ej. Studiet fandt, at hjernens støtteceller (særligt de såkaldte microglia) var overaktive ved begge måletidspunkter, hvilket peger på en langvarig immunrespons i hjernen.

I forhold til behandling af langvarige symptomer, som ikke forsvinder spontant, hersker der ifølge forskeren desværre også en del uklarheder i dag, hvilket langt fra letter livet for hverken fagfolk eller patienter.

Skal man gå til fysioterapeut, kiropraktor, psykolog, alternative behandlere eller optometrist? Og skal man gøre det samtidigt eller i en bestemt rækkefølge? Og hvad er evidensen for de forskellige behandlinger?

Svarene på disse spørgsmål regner Hana Malá Rytter med at blive endnu skarpere på i løbet af det kommende år. Dansk Center for Hjernerystelse er nemlig blevet godkendt af Sundhedsstyrelsen til at lede arbejdet med at udarbejde en national, klinisk retningslinje om non-farmakologisk behandling af længerevarende symptomer efter hjernerystelse. Det bliver den første af slagsen inden for hjernerystelse og forventes klar i efteråret 2020. (Læs også artiklen ”Ny retningslinje på vej”).

”Der er mange andre emner, man kunne tage op, f.eks. hvordan man diagnosticerer hjernerystelse og især fanger de patienter, som er i risiko for at udvikle vedvarende symptomer, der er en stor byrde for både den ramte og de sundhedsprofessionelle. Men vi må starte et sted,” siger hun.

70 nye tilfælde om dagen

I denne trialog har Fag&Forskning sat Hana Malá Rytter i stævne til en samtale med sygeplejerske Aase Kure fra Rigshospitalets Traumecenter og Akutmodtagelse om hjernerystelse og den aktuelt bedste viden i forhold til diagnose, symptomer, vejledning og behandling.

Sygeplejersker vil især møde patienterne til undersøgelse og observation på landets akutmodtagelser og neurologiske afdelinger, ligesom en del af patienterne også tager kontakt til landets akuttelefoner i forbindelse med traumet. Men sygeplejersker vil også støde på patienter med især vedvarende symptomer i bl.a. lægekonsultationer og sandsynligvis også egen omgangskreds. Med knap 70 nye tilfælde hver dag kender mange sikkert en eller flere personer, som har (haft) hjernerystelse. Aase Kure tilføjer:

”Vi kan sandsynligvis ikke forebygge alle tilfælde af PCS, men vi kan gøre en stor forskel ved at vejlede og rådgive patienter og pårørende præcist, når de f.eks. udskrives efter observation i akutmodtagelsen. Den første kontakt med fagprofessionelle som læger og sygeplejersker har en kæmpe betydning.”
 

ff4-19_tri_kassefoto

Trialog: Hjernerystelse

Læs i denne Trialog:

 

Emneord: 
Hjerne