"Det er blevet OK at sige sssshhh"

Klokken har passeret midnat, og der er mørkt og stille på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital i København. Så stille, at den konstante summen fra ventilationen træder helt tydeligt frem.

Det samme gør de bløde skridt over linoleumsgulvet, lyden af stof der gnider mod stof, når en sygeplejerske er på vej mod medicinrummet, eller en dør åbnes.

Ellers høres kun af og til lyden af lavmælte stemmer og de dæmpede elektroniske lyde fra de mange apparater, der overvåger nogle af hospitalets allersygeste patienter. De fleste sygeplejersker er inde på patientstuerne. Dem, der kan, hviler sig i stole, mens de overvåger patienternes søvn.

”Man bliver syg af at arbejde om natten. Så derfor skal man minimere arbejdsopgaverne mest muligt og slappe af i hovedet, når der er mulighed for det,” siger sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Catrine Thomsen.

Hun har allerede gjort nattens medicin klar i håb om, at hun resten af natten ikke behøver at bevæge sig fra afdelingens bløde mørke og ind i medicinrummets hårde, hvide lys.

Tidligere på året var hun og Bispebjerg intensivafdeling nomineret til Årets Arbejdsmiljøpris, fordi de gennem en årrække har arbejdet målrettet på at gøre nattevagterne mere tålelige.

Forstyrret søvn, kvalme, hjertebanken, irritation og koncentrationsbesvær er nemlig velkendte symptomer på mange eller travle nattevagter for Catrine Thomsen og hendes kollegaer.

Derfor har afdelingen fået skiftet lyskilderne ud, så man nu kan dæmpe lyset på gangene, computerskærmene og hos patienterne til et minimum. Et andet væsentligt tiltag er, at der er blevet ansat sosu-assistenter, som i dag- og aftentimerne udfører det, der tidligere var sygeplejerskernes nattevagtsopgaver, som f.eks. at rengøre køkken og fylde op i medicinrum og dropvogne. Det betyder, at sygeplejerskerne om natten stort set kun har plejeopgaver og derfor også har mulighed for at sætte sig i en stol med benene oppe.

23.51

”Ja, det er ikke rart. Du har svært ved at få vejret. Nu får du en maske på. Vi vil gerne hjælpe dig,” siger Catrine Thomsen, mens hun varsomt løfter patientens hoved og blidt skubber en pude ind under.

Sammen med en kollega er hun ved at gøre sig klar til at give sin patient en iltmaske. Patienten er en midaldrende, autistisk mand, der lider af skizofreni og er paranoid. Han er blevet indlagt med et hjerteødem på grund af lavt natrium, og under hospitalsindlæggelsen har han yderligere pådraget sig en lungebetændelse.

Han hoster, stønner, hiver efter vejret og er så urolig, at han er blevet bæltefikseret, så han ikke er til fare for sig selv og personalet, da han ellers seponerer den livsnødvendige behandling.

00.45

Patienten beder gentagne gange om vand. Catrine Thomsen dypper de lyserøde, bølgeformede swaps i et vandglas, hvorefter hun kører dem rundt i patientens mund.

Til sidst falder der ro over patienten, og Catrine Thomsen sætter sig til rette i en blå lænestol, der er placeret, så hun konstant kan holde øje med patienten. Hun pakker sig ind i et tæppe og håber på at kunne slumre slappe lidt af og give patienten mest mulig ro. Patienten trækker vejret regelmæssigt og roligt.

00.52

Patienten hoster voldsomt og begynder derefter at råbe. Hans søvnskema viser, at han kun sover 5-10 minutter ad gangen. Han har brug for at få skiftet ble.

Catrine Thomsen begyndte allerede at stille spørgsmålstegn ved den måde, natarbejdet var organiseret på, da hun var helt nyuddannet.

”I starten var jeg jo næsten ved at græde, når jeg skulle i nattevagt, fordi jeg ikke kunne overskue det,” siger hun.

”Jeg syntes ikke, at det kunne være rigtigt, at jeg skulle ud og ordne et skyllerum, der var møgbeskidt efter en aftenvagt, fordi alle sygeplejersker på grund af travlhed og fordi de ikke kunne nå det, bare satte deres udstyr. Der var bakker, der skulle fyldes op, og opvaskemaskinen skulle tømmes, for den var altid fyldt, når vi kom, for aftenvagten har jo altid travlt,” siger Catrine Thomsen.

Hun undrede sig også over, hvorfor hjertestopvognen skulle tjekkes om natten. Hvorfor nattevagterne skulle rense termometre og tørre medicinrummet af, og hvorfor hun ikke kunne få lov til at smække benene op om natten.

”Først var det personligt, fordi jeg syntes, at det var mega hårdt og mega urimeligt, og at man derfor burde lave så lidt som muligt. Men så begyndte jeg at undersøge, hvad forskningen sagde om natarbejde” siger hun.

01.11

”Kan vi ikke tænde noget lys,” lyder det fra den bagvagt, der har tilset en nyankommen patient og nu skal skrive rapport.

Det dæmpede lys, der ellers har fyldt observationsrummet, som ligger i midten af afdelingen, bliver nu sat op på fuld styrke.

Catrine Thomsen noterer sig, at det kan være svært for medarbejdere, der kommer udefra, at forstå og indordne sig under afdelingens kultur.

Den patientstue, hun er på, ligger lige over for observationsrummet. Hun tysser en enkelt gang på stemmerne, der er blevet lidt mere højlydte, og lukker sin dør helt i for at holde det skarpe lys ude.

”Kulturen er langsomt begyndt at ændre sig. Det er blevet mere ok at sige sssshhh,” siger Catrine Thomsen.

”Jeg er selv en af dem, der taler rigtig meget. Det ligger ikke naturligt til mig at være stille, men jeg er også blevet meget bedre, og folk må også gerne sige ssh til mig.”

”Den største modstand mod de tiltag, vi har lavet, kom faktisk fra mine kollegaer, som havde været vant til en anden kultur. De sagde: ”Vi plejer” og ”Det har vi altid gjort”, lige indtil jeg begyndte at komme med de rigtige argumenter,” fortæller Catrine Thomsen.

De gode argumenter er at finde artikler, f.eks. om lysets betydning, eller artikler, hvor patienter fortæller, at ’personalets fest’ er noget af det mest forstyrrende. Dem hænger Catrine Thomsen op i personalestuen.

01.16

Det ringer på videotelefonen. Der er to sosu-assistenter fra psykiatrisk afdeling, der er kommet for at hjælpe med at skifte Catrine Thomsens patient.

”Vi skynder os alt, hvad vi kan. Der sker ikke noget,” beroliger Catrine Thomsen patienten, mens han under højlydte protester får skiftet sin ble. En kollega lukker døren ud til gangen for ikke vække de øvrige patienter.

02.14

En patient på en af de andre stuer er også vågnet. ”Føler du uro?” spørger sygeplejersken derindefra. ”Klokken er 02.00 om natten, du skal prøve at sove lidt.”
Catrine Thomsens patient er også vågen. ”Ikke mere vand. Du skal sove,” siger hun.

Dagen derpå. Det Catrine Thomsen troede tegnede til en rolig nattevagt endte med at blive alt andet end det. For arbejdet på intensivafdelingen er altid uforudsigeligt.

Afdelingen modtog to nye patienter i løbet af natten, og Catrine Thomsens patient var meget urolig og skulle have skiftet ble flere gange, ligesom han også fik beroligende medicin.

Det gjorde, at Catrine Thomsen ikke fik mulighed for at sidde særlig meget under vagten.

”På vej hjem i bilen tænkte jeg faktisk for første gang i lang tid over, om det var helt forsvarligt at køre hjem,” siger hun.

Catrine Thomsen fik kun sovet tre timer efter nattevagten, da håndværkere på nabobygningens tag skar tegl.

”Jeg var i en form for jetlag hele dagen efter, og min trang til søde sager og fed mad var ustoppelig. Om aftenen skulle jeg i Nørrebro Teater for at høre om søvn.”

”Paradoksalt nok sad jeg der med jetlag og hørte om, hvor sundhedsskadeligt det er ikke at få nok søvn, og om hvilke konsekvenser det har for valg af usund kost, manglende energi til motion og koncentrationsbesvær,” siger hun.