Sygeplejersken
Københavns Kommune begrænser nattevagterne
Københavns Kommune vil begrænse natarbejdet. Det sker for at mindske de helbredsmæssige følgevirkninger, der er for kommunens ansatte.
Sygeplejersken 2019 nr. 11, s. 27
Af:
Anne Witthøfft, journalist
Gravide medarbejdere fritages for natarbejde uden, at de går ned i løn. Nye medarbejdere må højst arbejde fire nattevagter i træk. Arbejdsopgaver, der ikke er direkte koblet til pleje og omsorg, skal fjernes, så der bliver tid til powernaps. Og så skal det være lettere at benytte forvaltningens tilbud om helbredsundersøgelse.
Ovenstående er alt sammen tiltag, som Københavns Kommune har indført i løbet af det seneste halve år.
”Det har vi gjort, fordi jeg grundlæggende set mener, at man ikke skal blive syg af at gå på arbejde. Vi ved, at natarbejde er rigtig farligt, og derfor gælder det om at minimere det så meget som muligt. Hvis jeg kunne afskaffe det helt, gjorde jeg det gerne, men det kan vi ikke, for vi har nogle ældre borgere, der er helt afhængige af den pleje, de får,” siger Københavns sundhedsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Slut med 7-7
Fra den 1. juni bliver nye medarbejdere derfor ansat i vagtskemaer, hvor de højest har fire nattevagter i træk, fordi forskning peger på, at det er mest hensigtsmæssigt at minimere antallet af nattevagter i streg. Nuværende medarbejdere, som i dag arbejder i 7-7-ordning, vil også blive tilbudt at overgå til den nye ordning.
En spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejderne i natplejen i Københavns Kommune viste jo ellers, at mange medarbejdere er glade for 7-7-ordningen. Hvorfor ikke bare lade folk selv bestemme, hvad de mener, er bedst for dem?
”Grundlæggende skal man ikke blive syg af at gå på arbejde. Det er rigtig farligt og som ansvarlig arbejdsgiver, må jeg tage bestik af den risiko, der er, og indrette arbejdet efter det, fordi det er så farligt,” siger Sisse Marie Welling.
Hvorfor er valget endt på fire nattevagter, når Arbejdstilsynet anbefaler højst tre nattevagter i streg?
”Rullet hedder fire nattevagter den ene uge og tre den anden. Hvis vi kørte 3-3, så var der nogen, der aldrig ville have fri i weekenden. Og når vi har kigget på forskningen, så er det altså langt bedre og sundere at have 4-3 end 7-7. Men det er et felt, der stadig forskes i, og hvis det viser sig, at vi skal indrette arbejdet anderledes, er jeg åben over for dialog.”