Sygeplejersken
Mindre natarbejde gavner også patienterne
Et bedre arbejdsmiljø for sygeplejerskerne om natten gavner også patienternes søvn, siger afdelingssygeplejerske Grethe Bendixen.
Sygeplejersken 2019 nr. 11, s. 31
Af:
Anne Witthøfft, journalist
Når lyset er dæmpet, og sygeplejerskerne ikke skramler med opvaskemaskiner, skraldespande og apparaturvogne, bliver det også lettere for patienterne at sove.
Det er oplevelsen på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital i København, hvor nogle af sygehusets dårligste patienter er indlagt.
”Mange af de tiltag, Catrine (sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Catrine Thomsen, red.) har lavet, går hånd i hånd med patientkvaliteten,” siger afdelingssygeplejerske på intensiv på Bispebjerg Hospital, Grethe Bendixen.
”Her på intensiv har vi mange udfordringer med patienter, der ikke sover om natten. Det er der mange grunde til, men en af grundene er, at der er så meget forstyrrende udenomsarbejde,” siger Grethe Bendixen.
”Når vi mindsker udenomsarbejdet, giver man også patienterne bedre mulighed for søvn. Man ved fra undersøgelser af patientoplevelser omkring støj om natten, at meget faktisk er relateret til personalet,” siger hun.
”Det er selvfølgelig ok, at man snakker for at have et kollegaskab og et fællesskab. Problemet er, hvis det bliver for højlydt og er til gene for patienterne,” siger hun.
Grethe Bendixen fortæller, at intensivafdelingen i videst muligt omfang forsøger at være en ”vågeafdeling”.
Hun understreger dog, at alle de nødvendige opgaver omkring patienterne selvfølgelig altid skal gøres. Og selv om hun også går op i sygeplejerskernes ve og vel, er det afgørende, at patientsikkerheden følger med.
Natarbejde er et vilkår
”Selv om man kan minimere generne ved nattevagter, er de også et vilkår på et hospital. Som ledelse kan vi gøre en forskel ved at gøre nattevagterne så tålelige som muligt,” siger Grethe Bendixen.
Har I som ledelse et ansvar for, hvor mange nattevagter man har i træk?
”Det er et meget dilemma-fyldt spørgsmål. Selvfølgelig skal man som ledelse påtage sig et ansvar i forhold til medarbejdernes helbred. Men langt hen ad vejen er det et fælles ansvar mellem ledelse og medarbejdere at finde den bedste løsning. Nogle sygeplejersker synes, det er hårdere at have et par nattevagter hver eller hver anden uge fremfor at have mange i streg. Det handler ikke kun om antallet af nattevagter. Det vigtigste er, at vi taler åbent om nattevagterne, og forsøger at minimere de gener, der er.”
Arbejdstilsynet anbefaler, at man ikke har flere end tre vagter i træk?
”Hvis der var et lovkrav om det, ville det være anderledes. Hvilke hensyn skal jeg som mellemleder tage? Det må meget gerne komme højere fra. Hvis øverste ledelse eller lovgivningen sagde højst tre nattevagter i træk, ville jeg meget gerne arbejde under det.”