Sygeplejersken
Tre hektiske uger
Februar betød forhandling for DSR’s formand Grete Christensen. Her fortæller hun om udvalgte dage i kalenderen og sine tanker om, hvordan sygeplejerskers ligelønsprojekt kommer videre.
Sygeplejersken 2021 nr. 3, s. 38-40
Af:
Marianne Bom, journalist
Lørdag den 6. februar
OK-aftale på plads i staten
”Jeg var hjemme hos mig selv og fulgte tæt med. Vi vidste jo, at det, der skete i staten, ville få stærk afsmitning på de efterfølgende kommunale og regionale forhandlinger. Da resultatet kom, tænkte jeg: Jo, der var mange gode elementer. Men argh, det var ærgerligt, at rammen ikke blev højere end 6,75 pct., for vi havde stilet efter de 7,6 pct., som Finansministeriet havde skønnet for lønudviklingen i perioden.”
Mandag den 8. februar
Møde i Sundhedskartellet og forhandlinger med Danske Regioner
”DR fulgte mig med et kamerahold denne dag. Jeg havde først et møde med Sundhedskartellet, som er dem, jeg repræsenterer i forhandlingerne med regionerne, og så loggede jeg på et møde med regionerne. Vi har aftalt med hinanden, at vi holder forhandlingerne inden for dørene. Men med respekt for det vil jeg stadig gerne vise noget af, hvordan vi arbejder. Jeg ved, hvor meget de her forhandlinger betyder for vores medlemmer, og det er vigtigt, at vi viser, hvordan det foregår, og fortæller mest muligt om, hvilke tanker vi gør os.”
Onsdag den 10. februar
Virtuelt møde med tillidsrepræsentanter
”Der var tæt på 300 deltagere, og det var skønt at se så mange engagerede ansigter. Jeg og næstformand Dorthe Boe Danbjørg forsøgte at fortælle, hvad vi går efter, hvor vi forhandler nu, og hvor vi er på vej hen. Der var nogle tekniske udfordringer, men vi fik positiv respons på mødeformen, og at mange fik lejlighed til stille spørgsmål. Vi hørte fra nogle TR, at derude omkring var skuffelse over den økonomiske ramme og bekymring for, at ligelønsprojektet ikke ville komme i mål ved disse forhandlinger. Vi fortalte, at vi deler den frustration, og at vi vil lægge endnu mere pres på politikerne. Det er dem, der skal løse ligelønsproblemet, som jo er skabt på Christiansborg for mange år siden.”
Fredag den 12. februar til mandag den 15. februar
Forhandlinger i to døgn og 19 timer med KL
”Jeg startede med at være med i forhandlingerne fra min lejlighed i Kvæsthuset. De begyndte ved middagstid og stod på hele dagen og natten med. I løbet af natten opstod der heftige diskussioner, fordi presset fra KL var stort. Så kl. 5 lørdag morgen tog jeg ud til HK, hvor vores medforhandlere fra Forhandlingsfællesskabet havde base, mens KL var i KL-huset. Dér blev jeg hele lørdagen, hvor vi havde nogle virkelig vanskelige møder med KL, fordi vi pressede på for en større ramme. Ved aftenstid lørdag tog vi en timeout for at sunde os ovenpå modstanden fra arbejdsgiverne. Vi gik hjem hver til sit, før vi igen skulle mødes søndag formiddag. Tilbage i Kvæsthuset holdt jeg virtuelt møde med hovedbestyrelsen og Sundhedskartellet. Vi havde ikke sovet sidste nat, så nu gik jeg i seng og brugte en del tid på at tænke igennem, hvordan vi kom videre.”
”Der gik endnu et døgn, inden vi fik en aftale med kommunerne. Rammen blev igen på 6,75 pct., og det var desværre tydeligt hele vejen igennem, at den holdt arbejdsgiverne helt fast i. Den økonomiske krise som følge af covid-19 har lagt store skygger over forløbet. Krisen har ført til lønopbremsning i det private, og derfor har vi haft heftige diskussioner om udmøntningen af reguleringsordningen. Men vi fik i kommunerne både en organisations- og en ligelønspulje, så der reelt er lidt mere til sygeplejerskerne, og det er jeg lettet over den her mandag.”
Mandag den 15. februar
Mandat fra hovedbestyrelsen
”Vi har virtuelt møde i hovedbestyrelsen. Det har vi mange gange i løbet af forhandlingerne, for det er hovedbestyrelsen, der giver os mandat. Der bliver lavet mandatpapirer som minimum før og efter hver forhandling – og nogle gange også undervejs. Denne mandag er der også møde i Sundhedskartellet forud for forhandlingerne i regionerne. I det hele taget er den her periode én lang proces med virkelig mange møder og koordinering. Derfor har jeg i flere uger brugt alle døgnets timer på arbejde og har ikke set ret meget til min familie.”
Tirsdag den 16. februar
Andet virtuelle møde med tillids-repræsentanter
”Igen var ca. 300 tillidsrepræsentanter med. Denne gang talte vi mest om, hvilke tanker vi gør os om det kortsigtede og det langsigtede spor – det med, at vores ligelønsefterslæb ikke bliver indhentet ved disse forhandlinger, og at vi også har et politisk ligelønsspor. Ved de her forhandlinger kan vi forhandle nok så meget, og arbejdsgiverne kan have nok så mange ønsker om at give sygeplejerskerne noget. Men samtidig er det jo også sådan, at når vi internt i fællesskabet peger på, at der er noget galt med lønnen for de kvindedominerede grupper, så er det kun muligt at aftale mindre puljer, for de andre ønsker ikke at aflevere noget til os. Men fællesskabet har den værdi, at vi sammen kan presse arbejdsgiverne på de store linjer.”
Fredag den 19. og lørdag den 20. februar
Forhandlinger i et døgn med regionerne
”Vi starter fredag kl. 12 med et nyt møde i Sundhedskartellet for at forberede de virtuelle forhandlinger med regionerne kl. 14. Det bliver meget tidligt ret tydeligt, at regionerne oplever sig fuldstændig låst af den ramme, der er lagt af staten. Samtidig skal der ske en negativ regulering i lønnen i regionerne på grund af udviklingen i det private. De vil have afregningen ind i det førstkommende år og modregne det i rammen, og det udfordrede vi dem stærkt på, fordi vi syntes, at de skulle give os en form for kompensation. Det hele blev mere og mere fastlåst i løbet af aftenen. Arbejdsgiverne sad på Dampfærgevej i Danske Regioner, og vi sad i HK-huset. Midt på natten nåede vi til den vurdering, at vi var nødt til at komme ud af det virtuelle forhandlingsrum og bede om et fysisk møde kun for vores forhandlingschef, mig, regionernes forhandlingschef Anders Kühnau og deres chefforhandler. Vi kørte ud til dem kl. 4:30, og efter at have udfordret dem på en række delelementer kom der en åbning i forhold til at finde et resultat. Så vi blev siddende og havde virtuelle møder med dem, der sad tilbage i HK-huset. Spørgsmålet om reguleringsordningen faldt til sidst på plads på samme måde som i kommunerne. Lørdag sidst på formiddagen efter et intenst døgn havde vi en aftale, som vi kunne præsentere kl. 13.”
Søndag den 21. februar og mandag den 22. februar
Sygeplejerskernes forhandlinger med regionerne
”Søndag morgen skulle vi i gang igen, og mandag ud på aftenen indgik vi en aftale med regionerne om de midler, der var afsat til sygeplejerskernes specielle krav. Det betyder bl.a. 3.000 kr. om året til alle sygeplejersker, fra de har fire års erfaring, og ekstra løntillæg til sygeplejersker med mere end 10 års erfaring. Derefter var der møder i hovedbestyrelsen, Sundhedskartellet og et ekstraordinært møde i Forhandlingsfællesskabets forhandlingsudvalg, og senere på ugen kom de afsluttende forhandlinger med KL om Sundhedskartellets specielle krav. På den måde er alle døgn tæt forbundet med hinanden under overenskomstforhandlingerne.”
Torsdag den 25. februar
Eftertanker om forløbet
”Der er nogle, der har spurgt, om vi nu har gjort alt, hvad vi kunne. Til det vil jeg bare sige, at ja, det har vi. Men det har fra starten været tydeligt, at de tre arbejdsgiverområder var bundet tæt sammen, så uanset hvad vi foreslog kommunerne og regionerne, så var der intet at gøre. Hjørneflagene var sat, og lønrammen skulle være som i staten. Vi fik et resultat, hvor vi fik sikret reallønnen, og vi fik også mere end det. Uanset hvor mange døgn vi havde forhandlet, så var det ikke blevet anderledes.
Det kan være svært at forstå, at når der nu er råd til f.eks. store minkpakker, hvorfor er der så ikke råd til flere penge til os. Men her må vi bare konstatere, at selv om det bl.a. er store kvindedominerede fag som sygeplejersker og pædagoger, der medvirker til at få Danmark godt igennem coronakrisen, så vil regeringen ikke bruge penge på os nu, fordi vi har sikkerhed i jobbet. For regeringen handler det tydeligt om at holde hånden under nogle andre.
Jeg opfordrer medlemmerne til at stemme ja ved urafstemningen. Det er vanskeligt at få noget ud af at stemme nej. Det så vi senest i 2008, hvor vi var i konflikt i 60 dage, uden at vi fik ret meget mere i forhold til de andre, der ikke var i konflikt. Jeg er optaget af at bruge ressourcerne på den gode måde. Vi skal rette blikket på det politiske nu og gøre det fuldstændig klart for folketingspolitikerne, at de bliver nødt til at løfte deres ansvar og hæve lønniveauet for de kvindedominerede grupper i de offentlige velfærdsinstitutioner.”
