Konflikten er surt show for regeringen

Det er ualmindeligt træls for KL, Danske Regioner og regeringen, at sommeren 2021 handler om utilfredse sygeplejersker.

Der er ikke noget, kommunerne og regionerne hellere ville have gjort under OK21 end at købe sig til fred. Og den socialdemokratiske mindretalsregering er landet lige dér, hvor den planlagde ikke at være: midt i et opgør med offentligt ansatte efter et årti med tilbagevendende, dårlige vibrationer omkring overenskomstbordet. 

Sådan lyder den korte version af chefredaktør Kristian Madsens og redaktør Søren Elkrog Friis’ analyser af, hvordan verden ser ud gennem arbejdsgivernes og regeringens briller i tredje uge af juni.

Da temperaturerne udenfor endelig steg til behagelig sommervarme, og mundbindene kom af efter corona-tour de forcen, stemte sygeplejerskerne som den eneste faggruppe i de offentliges overenskomstforhandlinger nej til såvel parternes OK21-aftale som forligsmandens mæglingsskitse. 

Kristian Madsen, chefredaktør for A4 Medier, kalder KL og Danske Regioners situation for et ”djævelsk dilemma”. Det er jo dem, der har det direkte ansvar for, at der er nok kompetente sygeplejersker på arbejde. 

”Ud over at det jo aldrig er godt med utilfredse medarbejdere, så handler udfordringen for arbejdsgiverne primært om rekruttering. Risikoen for dem er nu, at det bliver endnu sværere at rekruttere sygeplejersker, og det djævelske dilemma er, at KL og især regionerne er klar over det. De vil hjertens gerne give alle de penge, de kan komme afsted med, til deres ansatte. Men det kræver, at de kan få dem af Finansministeriet, og det kan de ikke,” siger Kristian Madsen.

For KL og regionerne har OK21-forløbet være frustrerende, siger Søren Elkrog Friis, redaktør på netavisen Altinget:

”De har ikke nogen interesse i, at sygeplejerskerne går rundt og er mugne over deres løn og arbejdsforhold. Men de har ikke mulighed for at hælde en masse ekstra penge ud over sygeplejerskerne, og sygeplejerskerne er i øvrigt allerede blevet en lille smule favoriseret på regionernes område i den aftale, som de stemte nej til,” siger Søren Elkrog Friis, og Kristian Madsen tilføjer:

”Problemet er, at hvis arbejdsgiverne giver ekstra penge til én gruppe i anerkendelse af, at det kan være med til at løse udfordringer med rekruttering og fastholdelse, så siger de andre faggrupper: ”Hvad så med os?””

Regeringen har mistet ”hellekortet”

”Sygeplejerskerne er klar over, at de ikke indhenter lønefterslæbet fra Tjenestemandsreformen i 1969 ved forhandlingsbordet. Derfor spillede de bolden ind på Christiansborg med en appel om at gøre op med reformen. Politisk er regeringen nu under pres fra flere partier, for hvem det er en ”gratis omgang” at love de kvindedominerede fag økonomisk genopretning for milliarder,” siger Søren Elkrog Friis og påpeger, at det jo er regeringen, der har ansvaret for statsfinanserne. 

Den bold forsøgte regeringen at sparke væk, da den under forløbet i forligsinstitutionen nikkede ja til et forslag om en lønkomité fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Her skal arbejdsmarkedets parter analysere lønstrukturer og udstikke anbefalinger. 

”Indtil nu har regeringen kunnet trække det her hellekort med en komité. Men det kort har de ikke længere, hvis det er dem, der skal ind og lave et regeringsindgreb. Så er det dem, der skal stå på mål for, hvorfor 60.000 sygeplejerskers løn endte, som den gjorde,” siger Søren Elkrog Friis.

”Det er pest eller kolera for regeringen, for den har ikke nogen interesse i at lægge sig ud med sygeplejerskerne – og heller ikke med de andre grupper.”

Med et regeringsindgreb, der giver ekstra til sygeplejerskerne, vil regeringen blive uvenner med den øvrige fagbevægelse. Både de andre kvindedominerede fag og de privatansatte, for som Søren Elkrog Friis siger:

”Hvis man kører bus eller lastbil eller arbejder i industrien og ser på sygeplejerskers lønsedler, er det ikke sikkert, at man synes, at lønnen ser uretfærdigt lav ud.” 

Charmeoffensiv i modvind

Når situationen for regeringen er ”surt show” denne sommer, er det fordi, socialdemokraterne virkelig har ønsket at genoprette et godt forhold med de offentligt ansatte og med fagbevægelsen. Den strategi får nu nemt nogle skrammer, vurderer Kristian Madsen. 

”Mette Frederiksen har lagt alt ind på at være den offentligt ansattes bedste ven. Det har været hendes strategi at vende tilbage til de almindeligt offentlig ansatte ude i Købstadsdanmark, og det er indtil nu langt henad vejen lykkedes,” siger han. 

Charmeoffensiven var nødvendig, fordi der var konflikt i 2008 og igen i 2013, hvor fagbevægelsen var rasende over, at Folketinget lovgav om lærernes arbejdstid. I 2018 var det tæt på konflikt, og Mette Frederiksen kom til at lægge sig ud med lønmodtagerne. 

”Hun fik sådan lidt firkantet sagt, at OK18 skulle staten ikke blande sig i, og de kunne ikke få nogen ekstra penge af staten. ”Bom” sagde det, og så røg de socialdemokratiske meningsmålinger ned. Den aktuelle situation åbner en æske af socialdemokratiske mareridtsfortællinger om lærerlockout og socialdemokratiske regeringsindgreb. Dét er hendes problem. Hendes styrke er, at sygeplejerskerne står ret isoleret. Denne gang har hun ikke hele fagbevægelsen imod sig,” siger Kristian Madsen.