Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Jeg skal bæres ud"

Medmenneskelighed bør være sygeplejens absolutte udgangspunkt. Det mener psykiatrisk sygeplejerske Susanne Hancke, der er begejstret for sit job. I det privatiserede sundhedsvæsen i USA oplevede hun, hvad det betyder for patienttilgangen, at økonomi er den afgørende faktor.

Sygeplejersken 2020 nr. 13, s. 66-67

Af:

Maria Klit, journalist

261020_DSR_176875

Year of the Nurse logo

Sygeplejersken jeg aldrig glemmer
Sygeplejerske Maria Sylvest Ahlstrøm har indstillet Susanne Hancke: 


Hun kæmper for de svageste
”Da en psykotisk patient endelig gik med til indlæggelse, var ventetiden på taxa lang. Patienten trak i land, men Susanne tilbød sig straks som chauffør i sin ladcykel til psykiatrisk skadestue. Sådan er Susanne. Hun kæmper for de svageste. Hun er en dygtig og kærlig sygeplejerske, der kan noget helt særligt. Hun var min kollega i 11 år, og det er jeg stolt af.”

 Barberblade i ærmerne. Piller i skoene.

Patienterne smuglede hvad som helst med ind. For hvis de lykkedes med at komme til skade under indlæggelsen, kunne de sagsøge hospitalet.”

58-årige Susanne Hancke er uddannet fra Holbæk Sygeplejeskole i 1986 og har i over 20 år været ansat i distriktspsykiatrien på Frederiksberg. Men de første seks år af sin sygeplejekarriere tilbragte hun på en psykiatrisk afdeling i det sydlige San Francisco. 

”I USA er næsten hele sundhedssystemet privatiseret, og velfærdssamfundet, som vi kender det fra Danmark, er ren utopi. Muligheden for at sagsøge et hospital kan for nogle være vejen ud af fattigdom. Derfor så man først og fremmest patienterne som potentielle søgsmål,” fortæller Susanne Hancke.

”Hvis du ikke er sundhedsforsikret i USA, er det bare ærgerligt. Om så patienterne havde skåret halsen over på sig selv, så røg de videre. Det er et spørgsmål om penge. Sådan er det bare derovre,” fortæller hun.

Hjemkomst krævede tilvænning

I 1997 fik hun hjemve og vendte hjem til Danmark. Her fik hun job i distriktspsykiatrien på Frederiksberg, hvor hun har været lige siden. 

”Jeg skal bæres ud,” siger Susanne Hancke i dag, men dengang krævede hjemkomsten en del tilvænning. F.eks. kunne hun slet ikke forstå, at man turde lade rengøringsvogne stå ude på gangene.

 ”Jeg var jo bange for, at patienterne kunne finde på at slå sig selv ihjel med nogle af redskaberne,” siger hun og medgiver, at det lyder skørt.

”Men forskellene var virkelig markante, og det danske sundhedsvæsen har en helt anden medmenneskelighed end det amerikanske,” fortæller hun. 

'Torturkammer' blev motionsrum 

Ud fra en tanke om at fysisk og mental sundhed hænger uløseligt sammen, blev hun initiativtager til en motionsgruppe for de mest udfordrede psykiatriske patienter. De begyndte i kælderen under Frederiksberg Hospital. 

”Det var et mørkt rum med tudsegamle redskaber. Det lignede ærligt talt et torturkammer,” griner hun. 

Men projektet var en succes fra starten. Patienter, de aldrig havde troet, de kunne få med på idéen, mødte op igen og igen. De turde mere. De dannede netværk. 

Da afdelingen flyttede, var der ikke plads til motionsgruppen i de nye lokaler, så personalet måtte tænke ud af boksen. De opsøgte lokale fitnesscentre og fik lavet en aftale, så patienterne kunne komme og træne i hold sammen med personalet. 

”Vi turde næsten ikke tro på det. Der er så mange barrierer for de her patienter. Det kan være en kæmpe udfordring bare at komme ud af lejligheden. Men de kom. Først trænede en del godt nok iført frakker og halstørklæder, fordi de ikke turde gå i omklædningsrummet. Men de kom!” 

Slut med ”causa socialis”

Årene i USA gav Susanne Hancke stor respekt for det sundhedsvæsen, vi har i Danmark. Men det er ikke, som det var engang, understreger hun. 

”Det er hårdt at være patient i dag,” siger hun og peger på tiltag som bl.a. lukningen af Frederiksberg Hospitals psykiatriske skadestue tilbage i 2015 som katastrofale.

”Når du står på Frederiksberg og er psykotisk eller selvmordstruet, så er der altså langt til Bispebjerg,” konstaterer hun. 

I løbet af Susanne Hanckes arbejdsliv har besparelser og reformer flere gange vendt hverdagen på hovedet for både personale og patienter. Og det er særligt svært for en patientgruppe, der om nogen kræver kontinuitet og genkendelighed. 

For et par år siden blev det besluttet, at afdelingens motionsgruppe skulle nedlægges. Nu skulle patienterne selv opsøge træningen ude i byen.

”Men vi havde kørt den gruppe i næsten 20 år, og vi vidste jo, at det kan de patienter ikke,” siger hun.

Sidste år valgte den almennyttige forening Håb i Psykiatrien at overtage initiativet og føre motionsgruppen videre.

”De reddede det! Da vi fik det at vide, sad vi og græd. Det er jo vores livsværk,” siger Susanne Hancke, der er lykkelig for, at sådanne foreninger findes. Hun finder det bare ærgerligt, at deres arbejde er nødvendigt.

”I gamle dage havde vi det, der kaldes ”causa socialis”. Indlæggelser, hvor patienten mest havde brug for omsorg og en hånd at holde i. I dag kan man sige, at vores primære opgave er at forebygge, at der overhovedet bliver en indlæggelse.” 

Year of the Nurse logo

Year of the Nurse
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har udråbt 2020 til Year of the Nurse and Midwife. Læs mere på dsr.dk/yearofthenurse

I Sygeplejersken er det en anledning til at dele historier om, hvorfor man er sygeplejerske. Vi har samlet historierne i serien ”Sygeplejersken jeg aldrig glemmer”.

Tidligere bragte artikler i anledning af 2020 Year of the Nurse:

Sygeplejersken nr. 1/2020:

Sygeplejersken nr. 2/2020:

Sygeplejersken nr. 3/2020:

Sygeplejersken nr. 4/2020:

Sygeplejersken nr. 5/2020:

Sygeplejersken nr. 7/2020:

Sygeplejersken nr. 11/2020:

Sygeplejersken nr. 12/2020:

Sygeplejersken nr. 13/2020: