100 års uforløst kamp trods hårdtslående argumenter

Selvom et krav er gammelt, behøver det ikke at være forældet.

Tag nu det krav, som 1.000 nordiske sygeplejersker blev enige om at rejse i København i 1920, da de stiftede organisationen Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden (SSN). Sammen proklamerede de, at ”en mere ensartet Forbedring af Sygeplejerskers Løn og Pension anses for paakrævet”.

De ville banke hul i muren og have deres uddannelse og ansvar anerkendt med højere løn og pension.

Det har de stadig ikke fået, selvom der er gået 100 år.

Ikke i Danmark. Heller ikke i de andre nordisk lande, viser en SSN-rapport om ligeløn fra 2018.

”Det har været et dilemma for alle formænd for Dansk Sygeplejeråd: De har ikke banket hul i muren,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Som historiker forsker hun i de kvindedominerede fags lønkamp. I øjeblikket er hun postdoc ved Aaarhus Universitet, finansieret af midler fra blandt andre Dansk Sygeplejeråd.

”Min rolle er at være uafhængig embedsmand for ligeløn. Min forskning har så også en politisk effekt, og den skal være underbygget,” siger hun.

Der var ikke tid til retfærdighed

For at komme til bunds har hun gennemtrawlet arkivet med 50.000 akter fra Tjenestemandskommissionen, der i sidste halvdel af 1960’erne forberedte en reform af Tjenestemandsloven.

Loven var fra 1919. Nu skulle den tilpasses den voksende velfærdsstat, hvor kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet. Et vigtigt formål var at sikre, at lønnen i den offentlige sektor ikke løb løbsk. At der var central styring.

Sygeplejerskerne og de andre kvindedominerede fag sad ikke med ved forhandlingsbordet, da man i 1969 lavede en liste over, hvor højt eller lavt alle offentligt ansatte faggrupper skulle indplaceres i lønhierarkiet. Resultatet blev, at de kvindedominerede fag fik plads i bunden. Lavere end deres uddannelse og ansvar egentlig tilsagde, og det erkendte regeringen åbent.

”Man erkendte allerede dengang, at lønhierarkiet hverken var retfærdigt eller færdigudviklet. Men man havde ikke tid til at få det på plads. Det hastede med at få reformen igennem,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

En harm sygeplejerskeformand

Selvom reformen hedder Tjenestemandsreformen, gjaldt lønhierarkiet også for de mange overenskomstansatte på hospitaler og i børnehaver.

Astrid Elkjær Sørensen fortæller, at den dengang nyvalgte formand for Dansk Sygeplejeråd, Kirsten Stallknecht, virkelig var harm over resultatet. Nu havde sygeplejerskerne i 50 år peget på urimeligheder i lønstrukturen, og så gjorde den store reform alligevel ikke op med det.

Hvad Kirsten Stallknecht dengang ikke kunne vide var, at indplaceringen i 1969 skulle præge hendes arbejde for ligeløn helt frem til 1996, da hun gik af.

Det var ikke forventningen dengang. Det var økonomiske opgangstider, og forventningen – også blandt politikerne – var, at man ville udbedre manglerne hen ad vejen.

”Men så kom den første oliekrise i 1973,” siger Astrid Elkjær Sørensen – og så fik politikerne travlt med andre ting. Det blev de så ved med at have i foreløbigt 50 år.

Når man dykker ned i tallene – og det gør Astrid Elkjær Sørensen nu sammen med økonomer fra Institut for Menneskerettigheder – finder man dokumentation for, at sygeplejerskerne sidder fast.

”Vi finder en indikation på, at tesen om det statiske arbejdsmarked holder, når man regner på indplaceringen i 1969 og frem. Der er enkelte grupper, som flytter sig – jordemødrene er f.eks. flyttet nedad. Men tendensen er, at faggrupperne internt har samme lønforskel, som de havde dengang,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Historien er fuld af nybrud

Her i 2020 kan sygeplejerskerne se tilbage på 100 år uden væsentlige nybrud. Selvfølgelig er løn og vilkår blevet bedre for alle, og der er også sket små nøk fremad på ligelønnen. Men hierarkiet består. Hvorfor?

”Det kan man give mange svar på. Det korte svar er: Mangel på politisk vilje til at finde de penge, det kræver, og det er kun blevet dyrere gennem årene. Der var væsentligt færre offentligt ansatte i 1969. Dengang var der 31.000 sygeplejersker. Nu er der godt 60.000. Der var 6.000 pædagoger, og i dag er antallet omtrent tidoblet. I FOA er eksplosionen endnu mere voldsom,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

”Vi taler om over halvdelen af de offentligt ansatte. Det er mange penge, der skal findes.”

En medvirkende forklaring på det fastlåste hierarki er, at de andre offentligt ansatte ikke har megen lyst til at omfordele den samlede lønsum ved forhandlingsbordet.

”Fagforeningerne vogter på hinanden. Man vil helst ikke have, at sidemanden får en småkage mere,” siger hun.

Nu har kampen varet 100 år – kommer der nogensinde et nybrud?

Ja, for vreden i de kvindedominerede fag er så stor, at der vil komme flere strejker og fortsat medarbejderflugt, hvis der ikke bliver slået hul i muren, vurderer Astrid Elkjær Sørensen. Det kan i sidste ende true velfærdsstaten, så politikerne bliver nødt til at handle:

”Historien er fuld af nybrud – også nybrud, der er meget større end ligeløn.”