Det går alt for langsomt fremad

Det vil være en joke, hvis vi endnu engang bliver sprunget over ved overenskomstforhandlingerne.

Det vil være så urimeligt i forhold til det arbejde, vi lægger.

Vi får tak, og det har jeg også fået, da jeg var udlånt til et andet plejehjem, der var ramt af corona.

Men lønmæssigt bliver der sat alt for lidt pris på os set i lyset af det ansvar, vi løfter igen og igen.

Der er nyuddannede i min familie, der får mere i løn end mig.

Deres startløn ligger, hvor min slutløn er.

De arbejder med forsikring og har en kortere uddannelse.

Hvis de gør noget forkert, sker der ikke det store.

Hvis jeg gør noget forkert, risikerer jeg at slå en patient ihjel.

Det undrer mig, at så stærk en fagforening som DSR ikke kan få noget igennem.

Alle, jeg kender, er med, vi betaler så meget, og alligevel sker der ikke noget.

Ved de næste forhandlinger står vi med et stærkere udgangspunkt for bedre løn end nogensinde.

Vi står stærkt i medierne, i befolkningen og hos politikerne.

Derfor bliver jeg skuffet og vred, når jeg hører arbejdsmarkedsforskere sige, at der heller ikke er økonomi til at give os noget særligt næste gang.

Hvis det er rigtigt, kunne man i det mindste denne ene gang give os anerkendelse i form af en uges ekstra betalt ferie.