Etisk dilemma: Personalet bliver bebrejdet

På plejehjemmet står Jette roligt i det åbne køkken og skærer frugt i mundrette bidder til eftermiddagens mellemmåltid. På bordet står allerede et fad med franskbrødsmadder. Så hører hun pludselig sin kollegas ærgerlige udbrud: “Erling!”

Jette slipper hurtigt kniven og kigger ud fra køkkenet og ser Erling komme stavrende på sine skæve, gamle ben med en tung ble hængende om knæhaserne. Han bøjer sig arrigt ned for hvert tredje usikre skridt og løfter hjælpeløst op i bleen, men den kan ikke holde sig selv på plads på de tynde hofter. Han er mørk i blikket og har sammenpressede læber.

Hendes kollega Tanja slår opgivende ud med armene. I hånden har hun en ren ble. Hvordan kan hun mon stoppe ham i dag? 

Bebrejder personalet

Jette kigger på klokken. Den er snart 14.15. Om lidt vil Erlings hustru træde ind ad døren. Sødeste Ester bliver så trist, når Erling ikke er i tøjet, når hun kommer. Hun er en rigtig god hustru, der kommer på daglige besøg, og som elsker sin mand utroligt højt. Hun kan bare ikke altid holde frustrationerne ud, hvis Erling ikke kender hende, når han ligger passiv i sengen, og slet ikke de dage, hvor han reagerer med vrede mod hende.

Så ender hun med højlydt at bebrejde personalet, at de ikke gør nok for Erling. Han har altid nydt musik, og han sang i mandskor, og de har gået til dans i mange år, lige indtil han for to år siden flyttede ind her, siger hun skarpt.

Ester forstår det ikke

De forklarer, at de HAR forsøgt at hjælpe ham mange gange i løbet af dagen. At de HAR tændt for musikken og HAR lukket solen ind, men at demensen arbejder så meget imod dem, at han måske ikke længere har samme behov. Men det forstår Ester ikke.

Og det er netop derfor, at Tanja havde givet det et sidste forsøg. Erling havde været umulig at hjælpe de mange gange, de havde forsøgt tidligere på dagen. Han havde sovet, han havde vrisset, og han havde knapt nok kunnet samle sig om at spise.

Men så, da Jette var gået i gang i køkkenet, havde Tanja slået en hånd i bordet og sagt med overbevisning i stemmen: “Nu går jeg ned og får Erling op.”

Derfor sidder Erling nu her, næsten nøgen på gangen ved yderdøren. Jette, der står ved hans side - har tit undret sig over ordet værdighed. De har igen presset ham for meget, og han har reageret med det eneste, han har: at flygte væk fra deres insisteren.

Er det værdigt?  

Kilde: Anne Dorte Skovgaard fra bogen ’Ida og Løverne’. Skriveforlaget 2022. Anmeldt i Sygeplejersken nr. 8/2022.