I praktik: Man lærer enormt meget om sig selv i psykiatrien

Frihed under ansvar, en nærværende og teoretisk stærk vejleder samt et godt kollegamiljø. Det har været med til at gøre 6. semesterstuderende Marte Skaaden så glad for sin praktik på P6 i retspsykiatrien i Middelfart, at hun fortsætter på afsnittet, når hun er færdig som sygeplejerske.
”Vi har en humoristisk tilgang til hverdagen. Vi griner ikke ad vores patienter, men når man er så alvorligt et sted som retspsykiatrien, så er det rart, at der er så lav en tærskel til grin,” siger sygeplejerske Louise Jessen (tv.)
Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Hvis man ser det fra patientens perspektiv, tror du så, at hans sygdomsindsigt er øget, fordi han tager sin medicinske behandling, eller hvorfor tror du, at han tager den?” 

Spørgsmålet kommer fra klinisk vejleder og sygeplejerske med specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, Louise Jessen.

”Altså, det er compliance – han vil ud herfra,” svarer sygeplejestuderende Marte Skaaden. 

Hun er i gang med sin 6. semester-praktik på det retspsykiatriske afsnit P6 i Middelfart og forsøger lige nu at indkredse problemstillingen til sin eksamensopgave.

”Er hans sygdomsindsigt øget, i og med at han tager sin medicinske behandling?” gentager Louise Jessen. 

Som en del af praktikken på P6 har Marte Skaaden hver uge en-til-en-vejledning med Louise Jessen. Den foregår i dag i et lille lokale ved siden af patienternes fitness-rum, hvorfra høj, hård og rytmisk musik sørger for at holde kadencen hos de patienter, der lige nu træner vægte og kondition.

”Nej, men muligheden for at arbejde med den her indsigt er øget, fordi han tager sin medicinske behandling,” siger Marte Skaaden nu mere selvsikkert, idet hun banker tussen mod whiteboardet, mens hun peger på forskellige overskrifter, der understreger hendes tankegang.

”Det, at patienten har den her compliance-tilgang, og at jeg har brugt distanceret professionel dominans for at få ham til at tage den her medicin, gør, at han er lidt mindre paranoid, så man nu kan gå ind og have nogle samtaler, der ikke kun er med skjoldet fuldstændig oppe. Så man kan bevæge sig en lille smule ind på de fem zoner og lidt længere ned i refleksionsniveau,” siger Marte Skaaden og trækker vejret ind.

”Pivgodt,” lyder det fra Louise Jessen.

Ilddåb blev til fast job

Til daglig indgår Marte Skaaden i hverdagen på den retspsykiatriske afdeling. 

Hun møder typisk ind kl. 7 om morgenen, ifører sig alarm og nøglekort, indtaster cifrene, der giver hende adgang til slusen, hvorefter hun igen taster cifrene, inden hun kan træde ud på den gang, der fører ind til den store personalestue, der adskiller det lukkede retspsykiatriske afsnit fra det åbne. Her sørger store glaspartier for, at patienterne kan se personalet - og at personalet kan se patienterne.

Marte Skaaden har fået tildelt en bestemt patient, som hun følger.

”Jeg forsøger at motivere ham til at komme op og i gang, spiller måske et spil, laver morgenmad og spiser sammen med patienterne. Jeg giver medicin – under opsyn – og er med til lægesamtaler og konferencer,” fortæller hun om dagligdagen på afsnittet.

”Relationsarbejde tager tid. Man kan ikke læse sig til det hele. Og man skal ikke tro, at man bare lige kan blive ’best buddy’ med en patient, eller at alle skal elske en fra dag ét. Nogle patienter møder rigtig mange studerende, som gør, at de kan få en mæthed over for studerende,” siger 33-årige Marte Skaaden.

Hun har med vilje planlagt sine praktikperioder, så hun ville få den længste praktik i psykiatrien – og det var retspsykiatrien, der stod øverst på hendes ønskeliste.

”Jeg tænkte, det var den bedste ilddåb, så havde jeg også prøvet det. Nu - efter knap fire måneder - har jeg det bare sådan. Det skal bare være det,” siger Marte Skaaden og fortæller, at hun har fået lovning på et fast job på P6, når hun om kort tid er færdiguddannet som sygeplejerske.

Værdien af vejledning

En af de ting, der har været med til at gøre hendes praktik særlig god, er den kliniske vejleder, 27-årige Louise Jessen. Praktikstedet vandt Sygeplejestuderendes Praktikpris 2021 på baggrund af en indstilling fra Marte Skaadens forgænger. 

Gode råd fra vejleder Louise Jessen

•  Lav en forventningsaftale med din vejleder, hvor forløbet rammesættes ud fra, hvad den studerende ønsker at få ud af det.

•  Træk vejret. Der er masser af tid. Man behøver ikke at lære alt på en uge. 

•  Vær klædt fagligt på. Det er en god ide at have lidt baggrundsviden, inden man begynder på en afdeling.

”Det har været frihed under ansvar fra start af, og det har fungeret rigtig fint for mig, også fordi vi har god kemi. Louise er altid tilgængelig, og jeg er tryg ved at være her, fordi hun har sat rammerne tydeligt,” siger Marte Skaaden og fortsætter: ”En-til-en-vejledningerne med Louise er gode. Hun er teoretisk stærk, og det har jeg virkelig fået meget ud af.”

Vejlederen

Gode råd fra studerende Marte Skaaden

•  Sørg for at forventningsafstemme.

•  Kom med et positivt mindset og en tro på, at det her nok skal blive godt. 

•  Stil alle de spørgsmål, du kan komme til. 

•  Spørg om hjælp. Lad ikke som om, du ved noget, du ikke ved.

•  Gør ikke små ting til store problemer. Men sig til, når der er noget.

27-årige Louise Jessen har været vejleder i knap to år, og hendes egen praktiktid ligger ikke længere tilbage, end at hun kan huske, hvordan hun som studerende mødte både autoritative vejledere og også skiftende vejledere.

”Det skabte ikke et godt læringsmiljø, og det var først, da jeg fik en vejleder i psykiatrien i 'paragraf 85' i Vejle, at jeg mødte den vejleder, jeg selv gerne ville være.”

Hun beskriver sin tilgang til de studerende for laissez-faire eller tillid under ansvar.

”Jeg synes ikke, man skal være bange for at have en relation til de studerende og heller ikke være bange for at dele lidt ud af sig selv. Man skal selvfølgelig ikke blive veninder og drikke øl sammen hver fredag, men enkelte gange er fint. Jo bedre de studerende kender en, jo mere trygt er det. Vi har f.eks. en aftale om, at når vi er ude blandt patienterne, og de studerende synes, at jeg kigger mærkeligt på dem, så er det et tegn til, at det trækker op til en potentiel farlig situation, og så skal de gå ind på kontoret.”

Udover den ugentlige times vejledning, hvor de snakker om et forudbestemt emne, er der løbende uformelle kaffemøder, ligesom de studerende altid må ringe til Louise – også om natten.

”Det er vigtigt, at den studerende ved, at de har en wingman, at der er nogen, man kan vende tingene med.”

Fælles refleksion

Klokken er blevet 12.30, og klirren af bestik fra de sidste rester af frokosten, der indtages, blander sig med lyden af løs snak og kærlig drillen mellem det lille dusin sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og studerende på P6, som er dukket op til de daglige 30 minutters refleksion. 

Marte Skaaden
Caption 
”I psykiatrien lærer man enormt meget om sig selv. Hvad er jeg for et menneske? Hvad kan jeg holde til?” siger Marte Skaaden (tv.), som er 6. semesterstuderende på P6.
Attribution 
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Den foregår i et mødelokale, der støder op til den lukkede afdeling, hvor en lille rude gør, at personalet stadig kan følge lidt med i, hvad der sker på patienternes fællesareal.

”Hvorfor er det egentlig, at patient X må have is liggende i fryseren,” spørger Louise Jessen. 

”At skulle spise sodavandsis for ikke at selvskade er lige niveauet over at få en isterning til at distrahere sig selv med. Hvad nu hvis en anden siger, jeg skal have en energidrik i timen for ikke at skade mig selv?” 

Dagens refleksion er i gang, og der bydes aktivt ind hele vejen rundt om bordet.

Er sodavandsisen mon en overspisningsstrategi? Eller er det blevet patientens måde at kommunikere, at hun har det dårligt på. Svarer antallet af sodavandsis, patienten indtager, til det antal gange, hun selvskader? Og er det i bund og grund egentlig ikke lige meget, hvor mange is patienten spiser?

Patienten fylder det meste af dagens refleksion. Men der bliver også tid til at tale om, hvordan der dokumenteres og om, hvordan personalet fordeler telefontider mellem patienterne på den mest fair måde.

Ingen dumme spørgsmål

”Den fælles refleksion, vi har hver dag, er guld værd. Man kan komme med det, man tænker, og der er aldrig nogen, der tænker, at det er dumme spørgsmål,” siger Marte Skaaden.

”Jeg har også fået meget ud af den fælles supervision, jeg får sammen med den anden 6. semesterstuderende og af de tværprofessionelle konferencer.”

”Det vigtigste er, at man bliver set som individ, at man ikke bare er den nye studerende, at folk er åbne og gør sig umage, og at man frit og åbent kan stille spørgsmål, så man kan lære,” siger Marte Skaaden.

”Og det kan man her.” 

 

Emneord: 
Psykiatri