Sygeplejersken
Du bliver ikke defineret af at dumpe
Det var ikke den bedste start på studiet for Liv Hansen, som på sit første semester dumpede sin eksamen. Men at dumpe er ikke definerende for hverken en selv eller sin studietid, har hun erfaret.
Sygeplejersken 2022 nr. 9, s. 24
Af:
Diana Mammen, journalist
“Det føltes som en kæmpe mavepuster og et nederlag.” Sådan beskriver 23-årige Liv Hansen sin eksamen på 1. semester på Københavns Professionshøjskole i Hillerød. Hun startede nemlig sin tid som sygeplejestuderende med at dumpe allerførste eksamen.
”At dumpe gjorde, at jeg tænkte, at jeg ikke duede til noget. Men jeg ved, at det er sygeplejerske, jeg vil være, og det er det fag, jeg brænder for,” siger Liv Hansen, og forklarer, at man får lov til at fortsætte på studiet, selvom man dumper. Det var afgørende for at få nogle succesoplevelser som sygeplejestuderende.
”Så kom jeg i praktik og fik ros, og så fik jeg en fornyet tro på mig selv,” siger Liv Hansen, som da også klarede reeksamen med bravur.
Tal højt om nederlag
Corona var stadig på spil, da Liv Hansen skulle til eksamen, så den foregik online. Hun tror, at det havde en betydning for eksamenens udfald, at man sad bag en skærm.
”Men jeg havde heller ikke prøvet det før. Jeg var måske ikke helt forberedt på, hvad der blev forventet,” siger den sygeplejestuderende, som dog ikke var alene om at dumpe.
”Det hjalp, at vi var flere i samme båd. Så var det mere trygt at tale højt om at være dumpet. For det kan være et tabuemne, men når man er åben om det, så kan andre også hjælpe ved at sige: ‘Hey, du kan godt’,” siger Liv Hansen, som oplevede at få opbakning til at klare eksamenen i andet forsøg.
En chance mere
Der er jo en risiko for at dumpe, men Liv Hansen vil gerne minde alle om, at man har flere chancer for at vise, at man godt kan.
”Tro på dig selv. Der kan være så mange grunde til, at man er dumpet, og det handler ikke kun om dig. Hvis man føler, at man er det rette sted, så bare sig til dig selv, at du klarer den næste gang,” siger Liv Hansen, som også gerne vil slå et slag for, at man ikke behøver at stræbe efter 10- og 12-taller.
Oversigt over alle artikler i Sygeplejersken/Studiestart 2022/23