"Jeg var en af dem, der fik en chance"

 Niels Bohr var også ordblind. Margrethe er ganske almindeligt begavet!”

76-årige Margrethe Dahl Skov gengiver med slet skjult stolthed den bemærkning, hendes far i sin tid kvitterede med, da hendes lærere ville sende hende i specialklasse, fordi hun var ordblind. 

Margrethes kolleger i Odsherred Kommunes hjemmesygepleje har indstillet hende til portrættet af ’Sygeplejersken jeg aldrig glemmer’, der skrives om en sygeplejerske ud over det sædvanlige. 

”Jeg er ikke kommet sovende til noget. Men jeg fandt ud af, at hvis jeg læste mit stof syv gange, så kunne jeg det udenad. Og det gjorde jeg så,” fortæller hun. 

Som helt ung var Margrethe au pair for en amerikansk familie i Tyskland. Hun nød at have ansvaret for familiens tre drenge, men da kvinden i huset introducerede hende for et par gæster med ordene ”Margrethe er bare vores husholderske”, fik hun nok. 

Hun ringede direkte hjem til sin far og bad ham finde ud af, hvor hurtigt hun kunne blive optaget som sygeplejeelev. I 1967 blev hun uddannet fra Præstø Amts Sygeplejeskole i Næstved.

Ikke bare ’præstens kone’

De næste mange år oparbejdede hun et imponerende sygeplejefagligt CV i København. Da hendes mand i midten af 80’erne fik en præstestilling i Odsherred, tilbragte Margrethe de første år som hjemmegående husmor på præstegården. Som årene gik, trak kitlen dog mere og mere. 

”Jeg ville ikke bare være præstens kone,” som hun siger. I de seneste 27 år har hun været ansat hjemmeplejen i Odsherred Kommune, hvor hun er blevet lidt af en legende.

 ”Hvad ville Margrethe have gjort,” siger man blandt kollegerne, når man står i en tilspidset situation. ’Det omvandrende leksikon’, kaldes hun. For Margrethe læser stadigvæk som en afsindig. Og det er der god grund til, forklarer hun.

”Du skal læse og følge behandlingsplanen hver eneste gang. For du begår fejl. Du kommer tilbage fra sommerferie og tror, det hele kører på autopilot? Det gør det ikke!” konstaterer hun med et sigende blik.  

Som dedikeret sårsygeplejerske har Margrethe haft et årelangt samarbejde med Videnscenter for Sårheling i København og har iværksat undervisningsdage i sårpleje for sine kolleger. Til brug i undervisningen kører hun til slagteren efter hans bedste grisetæer, der i kødstruktur minder lidt om menneskets. ”Man skal have det i hænderne, hvis man skal forstå det,” forklarer hun. 

Nej tak til leverpostejmadder 

”Du kan ikke være en dygtig nok hjemmesygeplejerske. Du er meget alene, så du skal trække på alt det, du har lært. I borgerens hjem ser du tingene fra alle vinkler, og oplever den totale patient på hans præmisser,” siger Margrethe.

Når hun træder ind i et hjem, scanner hun lynhurtigt omgivelserne. Det sidder på rygmarven. Men diskret og respektfuldt. Ikke noget med at gå og kommentere på indretningen og de flotte malerier, for borgeren skal ikke føle sig overvåget. 

”Men du kan jo lynhurtigt spotte, om alt foregår rundt om sofabordet. Er lænestolen deres cockpit? Ligger alting inden for ”strækkevidde”? Så har du en idé om, at de har svært ved at bevæge sig rundt. Den information får du ikke, når du møder dem på hospitalet,” forklarer hun. 

Margrethe er godt gammeldags grundig, og hun giver ikke meget for den hurtige ind-og-ud ekspedition. Det, hun kalder ”en leverpostejmad”: 

”Når man ved sårskift fjerner den gamle bandage og smækker en ny på, uden hverken at oprense sårbunden eller omgivelserne. Dét er en leverpostejmad: man åbner den, smører leverpostej på og smækker den sammen igen. Og så farvel og tak. Der er kun gjort det absolut nødvendige. Det kan man ikke byde et menneske.”

Ydmyghed og ordentlighed

”Du vil sikkert også snakke om min alder,” kommer Margrethe det uundgåelige spørgsmål om pension i forkøbet.

”Men jeg kan fortælle dig, at folk allerede for 20 år siden begyndte at spørge mig, hvornår jeg havde tænkt mig at stoppe. Men jeg bliver jo, fordi jeg har lyst. Ellers var jeg da gået for længst. Jeg regner med at fortsætte, til jeg bliver 90,” siger hun med glimt i øjet.

Med sig til interviewet har Margrethe medbragt en liste over alle de samarbejdspartnere, hun gerne så nævnt i artiklen. Listen tæller blandt mange andre pedeller, socialrådgivere, rengøringspersonale og praktiserende læger.

”Jeg var én af dem, der fik en chance. Hvis du er flittig og engageret, kan du nå langt. Men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og jeg begår altså også fejl,” siger hun og konkluderer:

”God sygepleje er en tværfaglig indsats.”