Har vi de rigtige oplysninger om dig?
Når vi har korrekte oplysninger om dig, kan vi bedst sørge for, at du får relevant hjælp og information fra DSR.
Sygeplejersken
Tjenestemandstirsdag imod 1969
En tværfaglig gruppe af aktivister fra de traditionelle kvindefag er gået sammen om at arrangere demonstration hver tirsdag foran Christiansborg for at få et opgør med Tjenestemandsreformen fra 1969.
Sygeplejersken 2021 nr. 5, s. 9
Af:
Nana Toft, journalist,
Morten Jakobsen, journalist
Tjenestemandstirsdag er et nyt ord i kampen for ligeløn. Det dækker over, at en tværfaglig gruppe af aktivister fra de traditionelle kvindefag er gået sammen om at arrangere demonstration hver tirsdag foran Christiansborg for at få et opgør med Tjenestemandsreformen fra 1969.
Ved redaktionens slutning havde der været Tjenestemandstirsdag to gange. Begge gange dukkede små hundrede sygeplejersker, jordemødre, pædagoger og socialrådgivere op på Christiansborg Slotsplads.
“I 52 år har vores fagforeninger kæmpet i forhold til den skæve indplacering. Det er ikke lykkedes. Nu er det på tide, at politikerne tager ansvar for den fejl, de lavede i 1969,” sagde en af arrangørerne, sygeplejerske Vibeke Kline Lange Frost, ved den første tirsdags-demonstration.
Ugen efter var Dansk Sygeplejeråds næstformand, Dorthe Boe Danbjørg, inviteret som taler. Hun roste Tjenestemandstirsdag-initiativet:
”Jeg vil gerne sige tak til alle jer, der står her i dag og vil stå her tirsdag efter tirsdag. Hvor er det godt, at sygeplejersker, pædagoger, jordemødre og andre faggrupper kæmper side om side for den løn, vi er værd. For vi er mere værd.”